Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/vande-haven-baeredygtigt/

Gode tips til at vande haven bæredygtigt

Der er ingen tvivl om, at det har været de tørreste uger(måneder?) længe og i de seneste prognoser, som jeg har læst om sommervejret i juli og august, så ser det alt andet lige ud til at sommeren fortsætter med varme, hedebølge og tørt vejr. Yeah! Det er intet mindre end virkelig lækkert med sådan en ‘ægte’ solskinsommer, specielt kærkommen efter sidste års usædvanlige våde sommer og den lange, lange mørke vinter.

Hvis man er passioneret haveejer med forkærlighed for såvel blomster som spiselige afgrøder, så er der dog ikke andet for, end at man må i haven og vande indimellem. For det er ganske enkelt ikke bæredygtigt at lade alle de gode planter gå til af tørke, men man kan sagtens vande både med god samvittighed og på en fornuftig, miljøbevidst og bæredygtig måde.

bæredygtig vanding af have

Fiskars har jeg i forvejen har et rigtig godt og nært samarbejde med på køkkensiden – hvilket vi nu udvider til også at gælde udendørslivet og haven. Jeg synes nemlig, at alle de produkter, som vi har derfra er virkelig godt kram! De sidste uger har jeg haft fornøjelsen af at teste og afprøve deres gode vandingsserie til haven – og det må siges at være et virkelig fint bekendtskab.

Jeg vil i dag give jer mine bedste tips til at vande på en bæredygtig og fornuftig måde i haven, samt anbefale et par af de produkter fra Fiskars vandingsserie, som jeg bruger hjemme i min have.

vand haven miljøvenligt

 

Mine 6 bedste tips til at vande haven

  1. Vand kun når der er behov for det og vand kun de planter, der har behov for det og det er langt fra alle planter!
    Etablerede træer, buske, græsplæne kan sagtens klare sig uden vand i en længere periode. Deres rødder stikker dybt og her behøver man ikke vande. Jeg har ikke selv vandet mine ribs-, solbær-, stikkelsbær- og blåbærbuske en eneste gang i år og bladene er friske, grønne og sprøde + buskene er fyldt til bristepunktet med bær som er i fuld gang med at modnes. Det bliver et virkelig godt bær-år denne sommer. En del etablerede staudebede kan sagtens klare uger uden vand, så vand kun staudebedene, hvis enkelte planter begynder at hænge lidt med næbbet – og vand så virkelig godt igennem … hvilket leder mig direkte videre til punkt 2.
  2. Når der vandes, så skal der vandes godt igennem. Ikke noget med at sjatvande hist og her, det nytter ingenting. Det er langt bedre at vande længe og grundigt og så blot vande hver 3-5 dag. På den måde får planterne bedre etablerede rødder og får mulighed for både at tage det vand til sig, som de skal bruge her og nu og får et fugt-lager et stykke nede i jorden. Det er rigtig godt, at ’vænne’ sine planter til at de kan tåle mange dage uden vand – det gør det også nemmere at tage væk på weekend og små ferie, uden at skulle have en havepasser på. Men hold selvfølgelig øje med, at planterne trives og prøv gerne at tage en lille jordprøve, hvor der mærkes efter 10-15 cm nede i jorden – både før og efter der vandes. Hvis jorden er fint fugtig i den dybde, så kan der sagtens ventes en dag eller to ekstra med at vande.
  3. De planter som man gerne må være lidt ekstra gavmild og huske at vande hver anden til hver fjerde/femte dag er: nyplantede staudebede, alle krukker, sommerblomster, krydderurter, drivhuset, køkkenhaven – specielt jordbær, kartofler og nysåede bede (jeg sår gerne dild, koriander, salat mv flere gange og netop her er skal der gerne vandes hver anden dag til frøene spirer og planterne får godt fat)
  4. Jorddække er et kæmpe hit. Det holder på fugten i jorden og gør at jorden ikke tørrer så nemt ud, derudover mindsker det mængden af ukrudt. Jorddække medfører også at der bliver tilført ny næring til alle  mikroorganismer og regnorme, som trækker jorddækket ned i jorden og skaber en dejlig muld. I sandjord skaber det bedre næringsrig muld som holder på fugten og i lerjord løsner det jorden, så den bliver mere medgørlig og at når der så er perioder med meget vand, at vandet nemmere trænger ned i jorden. Jorddække kan fx være nedfaldne blade (kør dem evt over med plæneklipperen, så de fintdeles), sigtet kompost, græsafklip og afklip fra stauder og visne blomsterhoveder) Da vi lagde vores have om, havde vi i et halvt års tid vores kompost til at stå midt i haven, der hvor vi nu har græsplæne. I dag kan man tydeligt se præcis hvor den kompost stod, for netop der er græsset grønt og friskt, hvor resten af græsplænen lider lidt under de mange ugers tørke.
  5. Vand enten om morgenen eller om aftenen. Her er fordampningen mindst, solen tørrer ikke den fugtige jord ud, og planterne bliver ikke svitset af at have våde blade, som bliver brændt af solen.
  6. Brug regnvand. Der findes så mange fine regnvandsopsamlere og jeg går stadig selv og tager tilløb til at få købt og etableret sådan en størrelse. Tip mig endelig, hvis I har en god løsning, der kan anbefales – nu skal det nemlig være! Indtil da, har jeg et par spande stående bag mistbænken og skuret, som samler vand op, og som jeg bruger, inden jeg tænder vandhaven. Sidste år, som var rimelig regnvåd kunne jeg klare mig udelukkende med regnvand – i år kan jeg ikke.

Mine favoritter blandt Fiskars vandingsprodukter.

  • Fiskars waterwheel – fåes i tre forskellige varianter og er virkelig praktisk. Vi har ‘arvet’ vandslangevogne fra andre brands i forbindelse med både vores rækkehus og vores sommerhus, hvor de fulgte med og jeg har altid synes de var lidt besværlige at flytte rundt og rulle slangen op efter brug. Denne er spot on, nem at flytte rundt i haven og sætte på plads, fylder mindre og er robust + der er godt basis tilbehør med, som sidder inde bag låget – se fx mit billede herunder, hvor det er i brug.
  • Fiskars vandspare sprinkler – Den passer perfekt til vores staudebed, da den kan indstilles til kun at ramme bedet, og den kan række fint til at vande hele bedet på en gang, uden vi skal flytte den. Der går således intet vand til spilde. Det er den, som jeg har brugt på billedet herover og den er virkelig et hit. Sprøjteafstand og retning kan indstilles – og vi finder den indimellem også frem til vandleg på en varm sommerdag.
  • Fiskars sprøjtepistol, som jeg ofte bruger, når jeg vander krukker og mistbænk. Jeg kan rigtig godt lide at den har vandstop og kan indstilles med flere funktioner – den fungere perfekt.

 

10 kommentarer
  • Gunn skrev:
    7. august 2018 kl. 06:13

    Jeg har altid en opvaskebalje stående I køkkenvasken og samler spildevand op når fra når man skyller servicen og tallerkner før det ryger i opvaskemaskinen, samler vand op fordi lader vandet løbe fordi jeg ønsker at drikke koldt vand fra vandhane, osv.
    Spildevandet hældes så ud i haven, i krukker, …opvaskevandet hældes også ud til blomsterne eller i haven. Jeg samler virkelig mange liter vand op ad den vej..

    • Ann-Christine skrev:
      8. august 2018 kl. 18:40

      Sikke en virkelig skøn og bæredygtig ide!
      Tak for at dele :)

  • Bente Nissen skrev:
    27. juli 2018 kl. 14:42

    Hej
    Et godt tip til bæredygtig vanding:
    Tag en 10 liters murerspand.
    Lav et hul med en syl så tæt på bunden som muligt.
    Sæt en spand ved alle de vækster som du mener har brug for vand hver 2/3 dag.
    Fyld spanden med vand, så det står og løber lige så stille omkring planten.
    Det er en god måde at vande på fordi
    – der er ikke noget vand der løber af på overfladen
    – du ved præcis hvor meget du har givet
    – planten opsuger vandet bedre på denne måde
    God fornøjelse ?
    Varm hilsen

    • Ann-Christine skrev:
      30. juli 2018 kl. 17:30

      Rigtig godt tip. Tak for at dele det ♡

  • Pernille skrev:
    1. juli 2018 kl. 23:35

    Jeg har købt en rigtig fin, ja, nærmest hyggelig, regnvandstønde i Coop’s webshop; en gammel vintønde.

    • Ann-Christine skrev:
      2. juli 2018 kl. 11:17

      Dejligt tip! Den vil jeg kigge nærmere på ♡

  • Maria skrev:
    29. juni 2018 kl. 14:59

    Vi har flereregnvandstønder i alt ca 700l. Vi har desuden en elektrisk pumpe, så vandet kan bruges i haveslange, vandspreder mv som hvis det kom fra vandhanen. Hvis der er vand nok i tønderne er vandet med pumpen også super til bilvask. Jeg tror pumpen er fra gardenia.

    • Ann-Christine skrev:
      2. juli 2018 kl. 10:59

      God ide med elektrisk pumpe til vandtønden, det må jeg lige på udkig efter når vi får vores vandtønde.
      Tak for tippet ♡

  • Marianne skrev:
    29. juni 2018 kl. 09:32

    Hej Ann-Christine
    Jeg er meget glad for vores træregnvandstønde, som jeg har haft i mange år. Den er pæn/hyggelig at se på og indgår fint i haven, da den står lige ved siden af vores overdækkket terrasse ved siden af en opstammet syrisk rose. Jeg synes ikke plasticregnvandstønder er så charmerende? )
    Du og din familie ønskes en dejlig sommer ?

    • Ann-Christine skrev:
      2. juli 2018 kl. 10:58

      Hej Marianne,
      Det var en rigtig god ide – og helt perfekt til vores have. Jeg kan nemlig også godt lide at de falder lidt naturligt ind.
      Jeg må på udkig efter sådan en. Tak for tippet og rigtig skøn sommer til dig og dine ♡
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.