Træstammer
Lækre hjemmelavede træstammer af trøffelmasse med marcipan og chokoladeovertræk.
Træstammer laver man af af gode kagerester og det er en super god måde at undgå madspild eller at få brugt en kage, som måske er blevet lidt tør og kedelig. Man kan fryse kageresterne ned i en fryseegnet beholder, efterhånden som der er rester. Når beholderen så er fyldt, så er det tid til at lave træstammer.
Smag trøffelmassen godt til, for resultatet afhænger af hvilken kager du bruger. Måske skal den have lidt mere chokolade, marmelade, marcipan eller æltes med mandelmel for at blive fastere i konsistensen.
Arbejdstid 45 min.
Antal 15 stk.
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Træstammer
- 500 g blandede kagerester
- 200 g mørk chokolade, smeltet
- 100 g marcipan, revet
- 4 spsk mørk rom
- 2 spsk hindbærmarmelade
- 2 spsk mandelmel, hvis nødvendigt
- Marcipanovertræk og chokolade
- 100 g flormelis
- 300 g marcipan
- 200 g mørk chokolade, tempereret
- Til drys
- 1 spsk hasselnødder, finthakket
- 1 tsk frysetørret hindbær
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Kør kageresterne til helt fint smulder i en foodprocessor. Smelt chokoladen under omrøring over et vandbad ved lav varme.
Kom den smeltede chokolade, marcipan, rom og marmelade i foodprocessoren og kør, til det er en samlet trøffelmasse. Smag trøffelmassen godt til med mere marmelade, chokolade, rom eller marcipan alt efter smag og behag.
Ælt trøffelmassen med lidt mandelmel, hvis den er for blød, eller sæt den på køl, da den vil sætte sig, når chokoladen størkner.
Rul trøffelmassen ud i passende aflange stykker.
Drys lidt flormelis på køkkenbordet og rul marcipanen tyndt ud. Fold marcipan om trøffelrullerne og skær
dem pænt til. Dyp enderne af træstammerne i tempereret chokolade og derefter i finthakkede nødder eller frysetørret hindbær.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Kære AC
Tænkt mig at lave træstammer til kaffen til min datters konfirmation, når jeg laver dem dagen før, hvordan opbevarer jeg dem, så de stadig er friske til dagen efter. Har ikke mulighed for at have så mange på køl. Kan jeg dække dem af og stille dem i et mørkt rum ?
Vh. Ilona
Hej Ilona,
Hvor skønt en ide til konfirmationen. Hvis du har mulighed for at have en flamingokasse med et køleelement i bunden – adskildt med et tykt klæde, så de ikke er i kontakt med kagerne, så kan det være en glimrende løsning, og ellers går det også helt fint, hvis de er dækket godt til og står så køligt du har mulighed for,
God fornøjelse og tillykke med hende
Kh Ann-Christine
Jeg er ved at lave dine træstammer.
Og nu skal jeg rulle marcipanen omkring massen. Men marcipanen revner lidt. Jeg bruger Original Odense marcipan rå 63 %
Hvordan slipper jeg for at den revner?
Hilsen Lis
Hej Lis,
Du kan lige fugte hænderne lidt med vand, så kan det glatte lidt ud på revnerne i marcipanen.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Der har vi lige min livret! Ikke noget så godt som en træstamme til den (efterhånden) hule tand :-)