“Det er jo nærmest, som at være med i Robinson Crusoe bogen“, sagde Johan, da vi flød stille med strømmen ned af Klarälven i det svenske område Värmland. Bortset fra tropisk ø og manglende palmer, så kan jeg sagtens følge tanken – for det var virkelig den perfekte kombination af en helt særlig naturoplevelse og en magisk barndomsdrøm, at drive langsomt og stille afsted på en selvbygget tømmerflåde.
Den svenske natur er storslået, bjergtagende og føles uendelig. Skov, vand og natur, så langt øjet rækker og det fortsætter om hvert hjørne, vi kommer forbi på vores vej.
Ren natur magi ☆
Vi startede ud om morgenen ved Klarälvens Camping, hvor vi skulle bygge vores egen tømmerflåde, under kyndig instruktion og vejledning.
For to voksne tager det omkring 4 timer at bygge en god og stabil tømmerflåde og det er et virkelig sjovt teamarbejde, hvor vi voksne får lov til at knokle og samtidig lærer lidt gode spejderskills og gode holdbare knob. Johan og Julie var gode hjælpere, som sørgede for at trille rafter ned af bredden til os, efterhånden som projektet skred frem.
Udover os, var der et hold unge mænd som tog på en to dages tur på tømmerflåde, som en alternativ polterabend i den svenske natur. Den svenske “Alle Mands ret” giver nemlig fin mulighed for overnatning i naturen. Med Vildmark i Värmland kan man booke op til en 7 dages tur, hvor man i en hel uge har sit hjem på tømmerflåden og sejler op til 100 km i løbet af de 7 dage
Vi var inviteret hertil af Visit Värmland, og sådan en dag eller flere dage på tømmerflåde, er en oplevelse som alle kan booke her hos Vildmark i Varmländ.
Vi startede vores rejse med at køre fra Aarhus til Frederikshavn, hvor vi sejlede med Stena Line til Göteborg. Derfra er der små 3-4 timers kørsel til Värmland.
Efter at have fået varmen af at bygge tømmerflåde, kunne vi stolte pakke alle vores ting derpå og stige om bord. Inden da, havde Martin kørt vores bil hen til ankomstdestinationen og fået et lift tilbage til start, så efter vi vinkede farvel til vores instruktør var vi ellers på egen hånd ude på floden og resten af dagen.
Vi havde 4-5 timer ude på tømmerflåden, før vi nåede frem til vores destination. Det var helt perfekt for os med sådan en dagstur, men jeg kunne også snildt forestille mig at have en tur med overnatning – et minde for livet!
Tips til jer der vil opleve Vildmark tømmerflåde i Värmland
- Husk myggespray!!! Og rigeligt af den. Vi havde det ikke med … og vi har alle fire haft en souvenir på mindst 100 myggestik pr person med hjem.
- Tag godt med vand, mad, snacks og drikke med til hele dagen.
- Vær mindst to voksne til at bygge tømmerflåde.
- Husk solcreme og kasket
- Lad det tage den tid det tager – det er rart ikke at have for stram en bagkant, for det er en helt vidunderlig oplevelse, som er værd at tage sig tiden til.
Mariebergsskogen i Karlsstad, Värmland
Dagen efter vores tur med tømmerflåde kørte vi til Karlstad og havde et par skønne timer i Mariebergsskogen.
En herlig oase, med strand, bademuligheder, natur, skov, legepladser, minigolf, bondegårdsdyr, og fuglereservat. Derudover er der også cafe, ishus og vaffelcafé – sidstnævnte var vi vældig fristet af, men havde hørt så godt om et ishus inde i Karlsstad, så vi gemte appetitten til en virkelig god is senere. (se under tips til sidst i indlægget)
Julie ville gerne have haft sådan en lille skøn Värmlandspony med hjem. Den var også virkelig kær ♡
Af andre skønne dyr at se på, var der de meste nuttede kaniner, høns, geder, får mv. En virkelig fin oplevelse for mindre børn og rammerne er svensk skov, høje træer og god plads.
At bo og spise i Värmland
Bo hyggeligt: Vi boede tre steder på vores tur, og kan specielt varmt anbefale at booke overnatning på Ulvsby Herregård, som er et virkelig hyggeligt sted, fyldt med gæstfrihed, hjertevarme og god stemning. Marianne, som driver stedet er en passioneret og sød ildsjæl med den fineste fornemmelse for alt det der gør, at man føler sig hjertelig velkommen og som en ønsket gæst på stedet. Vi nåede desværre ikke at spise middag der, da vi ankom sent om aftenen efter vores tur på tømmerflåde, men vores generelle indtryk var i top og morgenmadsbuffeten var virkelig lækker, så jeg kan ikke forestille mig andet end, at det også vil være en god middag.
Spis godt: Krokstad Herrgård er nævnt i den nordiske White Guide, og vi spiste en vidunderlig og virkelig lækker 4 retters middag her. Ambitiøst køkken, og vi var alle fire meget begejstret for den lækre mad. (jeg er altså ret vild med at mine børn også sætter pris på den slags – og synes det er skønt med sådanne oplevelser). Hånden på hjertet, maden var helt i top, men betjeningen haltede – Uanset, så havde vi en virkelig hyggelig aften med dejlig mad (og satser på, at den småsløve betjening ikke er standarden).
Andre skønne tips til at opleve Värmland
Vi har ikke været alle de steder, jeg tipper om nedenfor – men Martin har en bekendt der bor i området, så vi var heldige at få lidt tip derfra og derudover er disse steder også nogle som vi gerne vil opleve næste gang …
- Vandreture i Sverige er en helt særlig oplevelse. Så pak en rygsæk med madpakke, snacks, drikkevarer, myggespray og gør klar til en skøn oplevelse i den svenske natur. Vi har vandret en del, da vi boede i Skåne for 10 år siden, og det kunne være mægtigt at tage på vandretur i Värmland på et tidspunkt – så vi har researchet for lidt tip om fine vandresteder til jer herunder
- Högfjället, hvis man kan lide at vandre. Et skisportssted om vinteren og perfekt til vandreture om sommeren. Her ligger også Tilas Stoll, som ser ud til at være en ret flot oplevelse med de smukke grotter – det sted er dog lukket i øjeblikket af sikkerhedsmæssige årsager.
- Brattfallet, naturstier i skoven og et smukt stort vandfald.
- Borgvik er en gammel ruin med cafe og skovsøer, perfekt til en halvdagstur eller heldagstur, hvis man vil vandre i området.
- Tossebergsklätten – bare navnet er jo slet ikke til at stå for. Et lille bjerg og udsigtspost man kan køre i bil op til, og med den smukkeste udsigt over Värmland. Der er en cafe på toppen, som skulle være særligt kendt for deres rejemadder.
- Carli – bedste hjemmelavede is og konditori i Karlsstad. Vi kørte derind efter vores tur i Mariebergsskogen – og det kan varmt anbefales.
Husk endelig at kigge op i himlen med jævne mellerum, for der er mange ørne og rovfugle i Värmland
Hvor gamle var dine børn på turen? Vi overvejer turen, men kan læse flere steder på tripadvisor, at det var svært at finde overnatning i det fri, larm fra vejen, der løber langs elven og mange mennesker på elven. Flere er også stødt på grund. Anmeldelser er utaknemmelige. Det lyder som en super tur, men vi er selvfølgelige bange for at stå i en træls situation med to børn på 7 & 9.
Hej Anne-Mette,
Det var i juni for 2 år siden, så de var lige fyldt 9 år på det tidspunkt. Det var en virkelig fin oplevelse, også for dem. Vi overnattede ikke ude ved elven, så det har vi ingen erfaring med. Derudover var det nok ret nyt dengang og det var uden for højsæson, så vi oplevede ikke der var mange mennesker på elven. Vi mødte kun en anden tømmerflåde – men jeg kan sagtens forestille mig at det er blevet populært og har tiltrukket flere, særligt i højsæson
Kh AC
Sverige og Värmland er utroligt smukt. Men lidt irriterende tømmerflåden ikke var klar da :)
Det var en del af hele pakken og oplevelsen at bygge den – så det er jeg glad for at vi ikke gik glip af ;)
Hej :-)
Tak for den fine rejsebeskrivelse. Det er sådan et dejligt land- så tæt på og alligevel dejlig anderledes. Jeg må sige at jeg er vild med at du vælger ferier hvor alle oplevelser ikke bare er “ Disneyland “ selv om der nu også er skønt. Men fedt at det bare er noget andet end de klassiske charter. Vi tager selv til Italien om en lille uges tid og udover det elsker jeg også natur og bjerge. Da jeg har rødder i Polen har jeg rejst en del med mine børn der. Overvejer meget en sommer tur til de polske bjerge ( tæt ved grænsen til Slovakiet /Tjekkiet) og til Masurien et meget kendt sø område med meget smult natur. Synes det fantastisk at børn får “natur ind under huden”. Endnu engang tak for en super dejlig blog ? Kh Izabela
Vi holder også meget af variationen. Det er også med til at hver oplevelse er noget ganske særligt, at vi vælger forskellige oplevelser fra gang til gang – om det så er Disney eller tømmerflåde. Begge er skønne :)
Jeg har været i tjekkiet en gang, men ellers ikke de steder du nævner, med det lyder virkelig som skønne steder som vi også må kigge nærmere på.
Dejlig aften til dig og tak for din søde hilsen
Kh AC
For cirka 30 år siden var jeg på sådan en tømmerflådetur ned af klarälven med mine forældre og min lillebror. Vi sejlede i flere dage og overnattede i telt i skoven undervejs. Det er et skønt og særligt sommerferieminde. Varme anbefalinger herfra!
Hvor lyder det altså også bare virkelig som en fantastisk oplevelse! Et minde for livet :)
Vidste du at akupunktur gør at man får færre myggestik? En behandling er som regel nok og den varer 5 minutter. Virkningen holder hele sommeren. Blot til info. ?
Skønt tip! Det er bestemt værd at overveje :)
Akupunktur virker. Så er det sagt.
Hvert år kommer alle os i familien en tur forbi catrines klinik og får myggestik behandling. Sarah der går i skovbørnehave og Lasse og Erik der er spejdere. Så fantastisk.
En behandling hvert år ?
Nå men bortset fra det så har Catrine hjulpet mig til at blive gravid med Sarah og af med hovedpine. Så min anbefaling herfra.
Tak for anbefalingen, Maja
Men husk nu at der ligger akupunktører i alle kroge af Danmark som kan hjælpe. Bare sørg for at finde en der er RAB godkendt så i ved at vedkommende er ordentlig uddannet og lever op til de danske standarter.