I dag vil jeg på det allervarmeste anbefale en helt fantastisk bog, som har gjort et meget stort indtryk på mig.
Det er bogen To brødre af Ben Elton – en fortælling, som flere af jer har anbefalet i kommentarfeltet. Jeg lånte den fornyligt af en veninde, som også gav bogen de allervarmeste anbefalinger med på vejen og jeg kan hermed give alle de bedste anbefalinger videre til jer. For denne bog er og kan noget særligt!
Det er en historie om jødernes hverdag, liv og vilkår i Berlin fra 1920 og frem til efter 2. verdenskrig. En helt utrolig barsk virkelighed, det vidste vi godt i forvejen! Men jeg skal lige love for at denne bog kommer ind bag historiebøgernes faktuelle beskrivelser og tager fat i menneskerne bag.
For mange af os kender godt historien. Vi kender godt hovedtrækkene for vilkårerne og vi ved det er et horibelt tal der fortæller hvor ufattelig mange jøder, der blev slået ihjel. Men hvordan føles hverdagslivet i tiden op til og hvordan skete forandringen i miljøet i Tyskland og i Berlin i den tid …
I denne bog oplever vi hele historien og hverdagen gennem en helt almindelig familie i Berlin. En helt almindelig familie, hvor moderen, Frieda, var læge, faderen, Wolfgang, var musikant og sammen havde de havde to små drenge. Tvillinger hvoraf den ene dog var adopteret. Frieda var nemlig gravid med tvillinger, men det ene barn døde under fødslen og skæbnen ville at på helt samme tidspunkt blev en dreng født på samme hospital, hvor moderen døde under fødslen – Frieda adopterer uden tøven det forældreløse barn og har dermed sine tvillingedrenge med hjem fra hospitalet præcis som hun og Wolfgang har drømt om.
To Brødre er troværdig og velresearchet – og giver så meget stof til eftertanke. Både om tiden for menneskerne dengang, og om den verden vi lever i i dag. Flere gange undervejs i bogen måtte jeg google nogle af de mennesker der blev fortalt om og som vi mødte i bogen – bl.a den jødiske stikker Stella Küber og når disse virkelige personer bliver flettet ind i fortællingen gennem fortællingen, så bliver oplevelsen af sandhed så meget mere nærværende.
Forfatteren Ben Elton har i øvrigt fortalt og skrevet To Brødre med inspiration fra hans egen families historie og den kan på det allervarmeste anbefales at læse.
Tusind tak til jer der har tippet mig om denne bog!
Det er virkelig hyggeligt og inspirerende, at ‘snakke’ om gode bøger med jer her på bloggen og i kommentarfeltet.
Hej!
Hvor er dit fine blå tæppe fra?
Venlig hilsen Johanne
Ps. Er I gang med To brødre…. Den lover godt
Pps. Har du ik engang lavet et indlæg om hvad du købte når du er i Sverige?? Hvor finder jeg det??
Den er virkelig god. Jeg tror ikke på, der er lavet en bedre fortælling om tiden i Berlin mellem de to krige. Hvordan det blev oplevet af jøderne og hvordan deres liv langsomt – via lov – blev mindre og mindre værd. Indtil de slet og ret blev dræbt.
Måden virkelige begivenheder blev flettet ind i hovedpersonernes liv er helt eminent.
*spoiler*
Jeg græd da Frieda døde.
Mange tak for din hilsen. Jeg er helt enig, det er en meget lærerig bog med et unikt indblik i historien for 30´ernes Tyskland. Den sidder i en lang tid efter man har læst den.
Kh Ann-Christine
Hej Johanne,
Tæppet er købt hos West Elm :)
Rigtig god fornøjelse med To Brødre, den er så fantastisk!
-jeg kan ikke lige greje hvilket indlæg du tænker på ift Sverige?
Kh AC
Du bør helt klart også læse Nattergalen. Virkelig fængende, godt skrevet og rigtig god historie. Og så stemmer jeg også for Signe en anden forslag.
Den har jeg også læst for nyligt – og er helt enig med dig. Jeg skrev om Nattergalen her, – og det er også en af de bøger jeg vil huske længe.
Og nu ligger bogen Signe, klar på mit natbord til næste læsnig – så jeg føler mig lidt heldig med alle de gode anbefalinger af den også :)
Rigtig god aften til dig og tak for gode tips.
Kh AC
Åh, den har jeg også læst – den er helt fantastisk!
Jeg er også igennem alle Lucinda Rileys bøger takket være dine anbefalinger. Det er en god måde at få ny læseinspiration på :)
Åh, ja! De er virkelig også gode. Hvor er det dejligt at vi kan inspirere hinanden til nye skønne bøger og læseoplevelser :)
Du må endelig også læse Nattergalen Den er jeg helt sikker på at du også vil synes om :)
Den er hermed reserveret på biblioteket ?
Rigtig god fornøjelse med den :)
Den læste jeg for nogle år siden og den er rigtig fin. Jeg læste den i min bogklub og sendte mit eksemplar videre til min svigermor bagefter – den var nemlig også lige hende.
Og parallelen mellem brødrene og nazismen er ret velfungerende.
Hvor fint! Det er hyggeligt at dele bøgerne :)
Jeg læser ofte med på din blog og har din kogebog. Tak for dine fantastiske opskrifter:-) jeg har læst bogen sidste år og den er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Kan varmt anbefale 2 andre bøger. Den første hedder Claras krig og handler om en ægte historie fra 2 verdenskrig. Den bør du læse:-) ellers vil jeg anbefale pigerne fra Nordkorea. Det er en helt anden god historie, og bestemt os værd at læse:-)
Tusind tak for din søde hilsen, det er dejligt at høre ♡
Og Sikke nogle skønne boganbefalinger. Jeg har straks skrevet dem på min huskeliste over kommende bøger :) Så dejligt at have nogle at glæde sig til:)
Kh AC
Den er fluks kommet på min “skal læse liste” hos mofibo :-)
Jeg har lige lyttet til en rigtig god lydbog – den store leder og jagerpiloten ( af Blaine Harden). Den handler om etableringen af Nordkorea fortalt dels input fra en almindelig borger som ender med at afhopper (jagerpiloten) og den store leder (Kim Il-Sung).
Faktisk rigtig spændende at lære lidt om hvordan Nordkorea blev etableret – og en god forklaing på hvorfor landet er som det er, i dag
Hvor lyder den bare interessant – det kunne virkelig være interessant at få mere indblik i Nordkorea og historien der. Tusind tak for anbefalingen :) Og rigtig god fornøjelse med To Brødre, jeg er sikker du at det er lige noget for dig :)
Dejligt med boganbefalinger. Den lyder virkelig fin. Ellers må du endelig læse “Signe” af Lars Johansson. Det er en autentisk historie om Signe fra Silkeborg, der bliver forelsket i den tyske officer Felix. Jeg har også læst (lidt for mange) bøger om 2. verdenskrig, men denne her går virkelig også bag facaden og er så hjerteskærende og på samme tid livsbekræftende.
Tak for en dejlig blog. God december.
/ Thit
Hej Thit,
Den bog ligger faktisk på mit natbord nu og venter på at jeg går i gang med den.
Dejligt at høre den er anbefalelsesværdig og så må jeg da lige ind forbi din blog og læse :)
Dejlig aften til dig
Kh AC