Tandoori Kylling
Tandoori kylling er en af vores indiske livretter, som virkelig er skøn! Serveret med ris, grønt og en spicy cremet og krydret yoghurtdressing. Det er en herlig menu at sætte på bordet.
Når man køber Tandoori kylling i indiske restauranter, så har kødet ofte en særlig og markant rød farve. Det lyse kyllingekød suger farven til sig og bliver meget rød, så man tænker at sådan skal tandoori nok se ud. Den røde farve kommer dog fra et tilsat farvestof, og så synes jeg den er unødvendig og laver min opskrift uden og smagen er uanset helt i top!
Prøv også: Min opskrift på de lækre naan brød >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Tandoori Kylling
- 1 tsk stødt kardemomme
- 1 tsk stødt kanel
- 0,50 tsk stødt nellike
- 2 spsk stødt spidskommen
- 1 spsk stødt koriander
- 1 spsk sød paprika
- 2 tsk stødt gurkemeje
- 1 spsk ingefær, fintrevet
- 3 dl yoghurt naturel
- 0,25 citron, saften herfra
- 0,50 dl olivenolie
- 3 fed hvidløg, pressede
- 50 g koncentreret tomatpuré
- 4 kyllingelår, gerne overlår
- salt
- sort peber, friskkværnet
- Krydret yoghurtdressing
- 3 dl græsk yoghurt 10 %
- 1 håndfuld frisk koriander, finthakket
- 1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
- 2 fed hvidløg, presset
- salt
- sort peber, friskkværnet
- Til servering
- 1 broccoli, I buketter
- 3 dl basmati ris, kogt efter anvisning på emballagen
- 2 lime, skåret i både
- 1 håndfuld frisk koriander
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Rør alle krydderierne sammen i en skål med yoghurt, citronsaft, olivenolie, hvidløg og tomatpuré.
Gnid marinaden godt ind i kyllingestykkerne. Løsn skindet og fordel også rigeligt med marinade under skindet. Lad kyllingen trække i 2-3 timer eller fra aftenen før.
Læg den marinerede kylling sammen med marinaden i et smurt ovnfast fad og bag i cirka 40-45 minutter ved 175 grader varmluft.
Kom broccoli i en kasserolle med letsaltet kogende vand, og kog i 1 minut med låg. Hæld vandet fra og server til kyllingen.
Server kyllingelårene med friskkogte ris, broccoli, yoghurtdressing, limebåde og korianderblade.
Krydret yoghurtdressing
Rør dressingen sammen af græsk yoghurt, krydderurter, hvidløg og smag godt til med salt og peber.
Det ser utroligt lækkert og spændende ud. Det skal vi have til min fødselsdag 😊 med alle delene til
Men 🤔 har du et forslag til dessert efter sådan en skøn middag?
Jeg synes sticky rice med mango passer perfekt som dessert – også til indiske retter. Det er jo egentligt en asiatisk ret, fra thailand og vietnam, men passer også perfekt i smagen som afslutning efter en middag fra det indiske køkken.
Kh Ann-Christine
Hej
Er blevet rigtig glad for mit abonnement og bruger ugeplanerne rigtig meget – skifter dog en del ud og rundt hvis det ikke lige passer og det synes jeg er mega fint man kan – imodsætning til måltidskasser. Men jeg kunne godt tænke mig at der i appen også var serveringsforslag som der er på hjemmesiden eller har jeg misset noget ?
Eksempelvis fik jeg ikke købt ind til tilbehør.
Ja indrømmet det gik lidt hurtigt med at lave indkøbssedlen men havde der stået serveringsforslag havde jeg ikke overset at det kun var kyllingen opskriften dækkede.
Hej Susanne
Tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at du er og det er god feedback du skriver til mig.
Det er nemlig netop min tanke med madplanerne, at man skal kunne skifte ud lige så meget man vil, for så er man sikker på at de opskrifter der er på ens madplan er noget man har lyst til og glæder sig til at lave :) og jeg er i gang med at gennemtjekke alle mine gamle opskrifter over tid, så der på et tidspunkt vil være forslag til tilbehør på alle de opskrifter der ikke er ‘et fuldt hovedmåltid’ – men det tager lidt tid at få det på.
Kh Ann-Christine
Sidste år til min fødselsdag lavede jeg tandoori kylling med udgangspunkt i din opskrift og så med lidt freestyle;
Marinerede hele kyllinger i den skønne tandooridressing en nats tid, sørgede for som du skriver at få dressingen rigtig grundigt ind under skindet og også ind i selve kyllingen.
Derefter gav jeg hele molevitten 4 timer i stegeso ved 120 grader, tog det ud og parterede kyllingerne og stegte ved 250 grader indtil sprødt.
Den lækre ‘sovs’ som lå tilbage i stegesoen som jo egentlig var en kombi af kyllingesaft og rester fra dressingen serverede jeg ved siden af sammen med basmatiris, hjemmelavet raita og naanbrød.
Dét duede bare og vakte lykke hos alle mine gæster!
Idag holder jeg atter fødselsdag og har brugt samme fremgangsmåde som sidste år, nu er det blot andre gæster – det dufter helt rigtigt og skal nok blive en sikker vinder, igen!
Til dessert skal vi have din blåbær cheesecake også snuppet herinde fra..
Kan man ønske sig mere?
Uhmm, det lyder som en fantastisk middag og tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for :)
Kh Ann-Christine
Det er en en utrolig velsmagende ret og og jeg har lavet den flere gange. Jeg lægger kyllingestykkerne med marinade i et ovnfast fad og sætter det i ovnen som der står i opskriften.
Men saucen skiller, mens den steger i ovnen! …… bør jeg nøjes med at lægge kyllingerne i fadet kun med den marinade , der følger med kødet?
Kh
Anna
Hej Anna,
Du kan evt prøve med græskyoghurt i stedet for alm yoghurt, det er mere varmestabilt og skiller ikke så nemt i varme retter.
Kh Ann-Christine
Hold nu op det blev lækkert. Dine opskrifter er så skønne. Fantastiske råvarer og en kæmpe variation. Vi bruger dine opskrifter så tit. Tak for dig ❤️Britt
Tusind tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt at høre I har glæde af mine opskrifter
Kærlig hilsen
Ann-Christine
Hvorfor kan man ikke bruge stegeso, hvis man laver retten af kyllingelår?
det kan du da også sagtens – det er dog ikke et must
Jeg har noget tandoori krydderi som er færdigblandet:
Paprika, koriander, ingefær, løg, hvidløg, spidskommen, rødbede, bukkehornsfrø, chili, kanel, muskat, citrongræsolie.
Jeg ved godt det kan være svært at svare på, for man ved jo ikke hvor stærkt det er…..
Men tror du jeg kan bruge det? – og hvor meget mon jeg skal bruge?
Hej Mette,
Det kan du sagtens bruge. Umiddelbart vil jeg sige omkring 2 spsk, men som du selv er inde på, så kommer det meget an på styrken i det.
Rigtig god fornøjelse, jeg håber det bliver super lækkert.
Kh AC
Hej :)
Først og fremmest ros til din blog, jeg bruger den stort set hver gang jeg skal prøve noget nyt.
Jeg vil høre, udover de indiskeris og naan-brød, kan du så anbefale en dip hertil?
Mvh Frederikke
Mange tak for din søde hilsen, Frederikke – det er dejligt at høre :)
Jeg vil anbefale Lassi, Mango Chutney og måske en indisk salat og raita dressing – du finder alle de lækre indiske opskrifter her >>
Kh AC
Jeg prøvede for første gang i går denne opskrift. Hold nu op den blev så dejlig mør,saftig og havde en helt fantastisk smag!. Det er helt klart blevet en favorit ?. Tak for en super inspirerende blog med rigtig gode blandende opskrifter ??
Hvor er det dejligt at høre! Så skønt med søde tilbagemeldinger på mine opskrifter, det gør mig glad kan du tro ♡
God weekend til dig
Kh AC
Har lavet denne kylling mange mange gange og den er bare så lækker. Kunne være skønt med endnu flere opskrifter på indisk ?
Jeg ser tit en opskrift, som jeg har lyst til at lave, og savner meget at kunne markere/gemme opskrifterne. Har jeg overset en favoritknap? Eller findes sådan en ikke?
Vh Ann Dorthe og tak for en guldgrube af lækre opskrifter
Hvor er det skønt at høre ♡ Tak for din søde hilsen.
– og tusind tak for den fine opfordring, jeg laver gerne nogle flere opskrifter med indisk :)
Favoritfunktionen er en del af Valdemarsro Premium og madplan, hvor man blandt meget andet kan gemme og holde styr på favoritopskrifterne. Derudover slipper man for reklamer og får adgang til den smarte indkøbsseddel, madplaner og meget mere.
Kh AC
Hvor mange kylling bryst vil du skyde på at denne portion marinade rækker til? :)
4-6 stk af en god størrelse, vil jeg tro