Ærter
Ærter smager fantastisk godt i sæson, nyhøstede og helt frisk fra bælg.
Friskplukkede ærter kan ikke sammenlignes med dem, man kan købe i butikkerne, men man kan købe ærter ved vejboder hvor de kan være plukket samme dag. Om sommeren bruger jeg dem gerne i køkkenet i salater og i en risotto eller pastaret. Men de smager nu dejligt året rundt i forskellige retter – og er ærterne ikke i sæson, kan du bruge lækre ærter fra frost.
Her får du velsmagende opskrifter med ærter
Anvendelse og tilberedning af ærter
Helt friske bælgede ærter smager vidunderligt med nye kartofler i en smørsauce, med lidt flagesalt og et drys persille. Så simpelt og godt!
Hvis du bruger frosne ærter, så kom dem blot i en gryde med kogende og letsaltet vand. Hæld vandet fra gennem en sigte efter 1 minut.
Hvis du skal bruge ærterne i fx en paella, så kom blot de frosne ærter direkte i retten uden at koge dem først.
Brug af ærter i Valdemarsro opskrifter
Jeg bruger både friske og frosne ærter. Du kan frit vælge alt efter som ærterne er i sæson.
Alternativ til ærter i opskrifter
Du kan erstatte ærter med grønne bønner af sorten; haricot verts.
Opbevaring hjemme
Ærter i bælg holder sig i et par dage i køleskabet.
Dyrk dine egne ærter
Det er nemt og lækkert at dyrke ærter i haven – og gevinsten er høj, for de friske søde og nyplukkede ærter smager bare så skønt!
Dyrk ærterne i jorden, hvor de kan vokse op af et hegn eller trådnet, hvor de kan sno deres stængler omkring. Så ærterne lidt af gangen med jævne mellemrum, gerne en uge mellem hver såning. Så får du glæde af ærterne meget længe og som bonus, så du risikere ikke helt så nemt at der går ærteviklere i dem. Har du udfordringer med at fugle og andre dyr også gerne vil have fat i de spæde ærteskud, så kan det være en fordel at forspire indendørs og plante ud derefter.
Planter der er gode sammen med ærter
Gulerødder, krydderurter, tagetes, radiser, bønner og spinat er gode plantevenner til ærter
Forskellige sorter og varianter af denne råvare
Der er mange varianter af ærter, som smager ret forskelligt. Der er høje sorter, lave sorter, nye sorter og de gamle sorter, sidstnævnte er altid bedst værd at gå efter. Ærter er bedst at plukke tidligt, når de er helt saftspændte og sprøde, og så skal de gerne plukkes inden de bliver melede. Har du mange ærter, kan du lave din egen ærtepesto eller fryse de bælgede blancherede ærter ned til vinteren.