Souvlaki – græsk kebab
I en klassisk souvlaki er kødet grillet på spyd og det smager virkelig skønt, men som en nem hverdagsløsning kan man også fint lynstege det lækre marinerede kød på en pande.
På vores ferie på Kreta var de græske Souvlaki næsten en eftermiddagstradition. Vi spiste dem i alle tilfælde mere end bare en enkelt dag, og siden vi kom hjem har jeg haft lyst til selv at gøre forsøget med den græske fastfood – i slowfood versionen, vel at bemærke.
De smager super godt, så vi faktisk har fået dem flere gange siden. Det er virkelig nemt – også at lave fladbrødene, selv om man jo godt kunne springe over et lavere gærde og bruge færdige tortillas.
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Souvlaki - græsk kebab
- Kebab
- 300 g koteletter
- 0,50 citron, saften herfra
- 1 spsk tørret mynte
- 1 spsk tørret oregano
- 3 spsk olivenolie
- 2 fed hvidløg, pressede
- salt
- sort peber, friskkværnet
- Fladbrød
- 200 g hvedemel
- 100 g grahamsmel
- 2 dl vand
- 1 tsk salt
- 3 spsk olivenolie, + ekstra til udrulning
- Tzatziki
- 1 agurk, groftrevet
- 1 fed hvidløg, presset
- 1 tsk salt
- 1 dl græsk yoghurt 10 %
- sort peber, friskkværnet
- Pynt
- 1 håndfuld frisk mynte
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Kebab
Skær koteletterne ud i mundrette stykker og kom dem i en skål.
Lav en marinade af olie, citronsaft, mynte, oregano, hvidløg, salt og peber som røres sammen i en skål. Vend kødet heri.
Lad det stå overdækket i køleskabet i nogle timer, gerne fra om morgenen til aftensmadstid. Kom kødstykkerne på grillspyd og grill på en varm grill – eller lynsteg alternativt kødet med marinaden på en brandvarm pande.
Fladbrød
Kom olie og vand i en skål og rør groft mel, hvedemel og salt i. Ælt det grundigt i gennem gennem. Lad dejen hvile i en halv times tid.
Skær dejen ud i 10 lige store kugler, som rulles ud til meget tynde fladbrød. Brug olivenolie på bordpladen til udruldningen i stedet for mel. Varm en pande op til middelhøj varme og bag fladbrødene derpå.
Tzatziki
Kom den revne agurk i en skål og drys salt over. Vend salten godt rundt i agurkestrimlerne og lad det stå et kvarters tid.
Vrid agurken for væske. Brug evt en sigte til at lade den dryppe godt af.
Vend agurk, hvidløg og græsk yoghurt sammen. Smag til med peber.
Rul fladbrødene med kebab, tzatziki, rødløg og friske mynteblade.
Kære Ann-Christine
Tak for alle dine lækre og gode opskrifter. Jeg vil høre, om man kan lune sine fladbrød i ovnen efter man har stegt dem.
Kh.
Signe
Hej Signe
Mange tak for din søde hilsen.
Ja, det vil jeg tro, men har ikke prøvet det :) Stænk dem evt med lidt vand inden de lunes.
Kh AC
Hej
har du evt en opskrift på de skiver som ligner syltet rødløg som der er toppet med, det ser vildt lækkert ud :0)
Ja, det kan du tro – får får opskrift på syltede rødløg her
God fornøjelse :)
Kh AC
Tak for altid fantastisk inspiration!
Jeg skar en lammeculotte ud, marinerede i 12 timer, smagen var perfekt!
Vi rullede fladbrødene med tzatziki, spidskål, løg, mynte, tomat og syltede rødløg, og selvfølgelig kødet!
Det kan virkelig anbefales ?
hvor er det dejligt at høre! Tusind tak for din søde hilsen og tilbagemelding på opskriften
Kh AC
Mums! – det smagte skønt! :-)
Hvor er det dejligt at høre :)
Jeg elsker græsk mad, desværre er der citron i det meste, som jeg ikke længere kan tåle.
Kan man bruge et alternativ til citron i denne opskrift?
I mange opskrifter tror jeg godt du kan have fint held med at udskifte citron med æblecidereddike, for en god erstatning af syre, som også mørner kødet og smager dejligt.
Hejsa. Ser lækkert ud?. Skal der slet ikke noget hævemiddel i fladbrødene (gær eller lignende)?
Nej, de skal ikke hæve op :)
Det ser godt nok lækkert ud… nu sidder jeg her på kontoret og bliver småsulten – og har oven i købet lige spist frokost! :-)
Hej :-)
Tusind tak for en super blog med SÅ meget inspiration!! Keep up the good work!
Det er nok et lidt fjollet spørgsmål, men kan man måske lave brødene færdige dagen før, og så varme dem i enten ovn eller mikroovn?
Mvh. Mette
Ja, det kan du sagtens gøre – og mange tak for din søde hilsen ♡ Det er jeg glad for at høre!
Kh AC
Kan man mon bruge grov hvedemel istedet for grahams?
ja, det kan fint erstattes med det.
Hvad mener du med “Steg kødet marinaden på en brandvarm pande.”
skal kødet steges i marinaden? Hvis ja, koger det ikke?
hilsen
Klaus
Der var lige forsvundet et i på mystisk vis – det er tilbage nu ;)
Ja, det skal steges i marinaden, lige som når man fx steger kebab. Gerne lidt af gangen, hvis man laver en større portion. Men da jeg kun bruger omkring 300 g kød til opskriften her, så kan det fint være på en gang på panden. Vigtigt at den er brandvarm og at man ikke kommer for meget på – for ja, så kommer det til at koge. Men hvis man gør det korrekt, så er væden væk på nul komma fem og kødet bliver perfekt stegt.
Kh AC
Jeg lavede tzatzikien, men den blev simpelthen så salt! Er det med vilje? Tak for nogle ellers dejlige opskrifter :)
Hej Ann,
Mange tak for din hilsen og tilbagemelding på opskriften! :)
Jeg synes ikke den har været for salt når jeg har lavet den, men at meget af saltet er blevet klemt fra igen når jeg har klemt vand fra den revet agurk. Måske det kan variere lidt hvor meget salt agurken tager til dig og hvor meget vand den indeholder og at det gør forskellen …
Kh AC
Okay, det er virkelig mærkeligt, vi var faktisk nødt til, at smide den ud og starte forfra. Men altså, sådan er det jo at lave mad nogle gange :)
Kh
Hej Ann-Christine:-)
Tak for en inspirerende blog. I går forsøgte jeg mig med disse fladbrød på panden, men de blev ikke så gode. De blev meget stive, kunne ikke rulles. Jeg har givetvis ikke lavet dem flade nok, og sikkert også stegt dem for længe, jeg var bange for, de blev for dej-agtige. Mine så også grovere ud, end dine syner på billedet. Vil klart prøve igen, vil gerne have det lykkes!
Kh Tina
Hej Tina,
Mange tak :)
jeg synes det lyder – som du selv er inde på – som om de skal være tyndere og bages lidt mindre. Det kan hjælpe en smule at komme lidt olie på bordpladen og kagerullen når de skal rulles.
Håber det lykkedes næste gang :)
Kh AC
Retten er sat på menuen til i morgen – glæder mig.
Hvor lang tid ca skal brødene have på panden?
På forhånd tak – og tak for en masse lækre opskrifter. De bruges flittigt til inspiration herhjemme.
Hvor skønt.
Mellem 30 sekunder til 2 minutter på hver side, afhængigt af varmen.
Jeg har helt bevidst ikke skrevet tid på, for det er vigtigt at de ikke får for meget og det er nemt at se på dem når de er klar,
Rigtig god fornøjelse med dem og dejligt at høre at opskrifterne bliver brugt med fornøjelse :)
Kh AC
Undskyld, hvis jeg bare overser det, men hvordan skal kødet tilberedes? Kan ikke lige finde det – og vil super gerne lave dette til familiesammenkomst i næste uge, det ser SUPER lækkert ud!
Det står under vejledningen til kebab :)
God fornøjelse med den – jeg har lyst til souvlaki nuuu ;)
Kh AC
Prøv næste gang med et lille skvæt god olivenolie i tzatzikien…. det gør den en lille smule mere autentisk:-)
Tak for tippet – det skal testes :)
Når vi har fået dem på Naxos, var det også med pommes frites, tomater og persille, så det har vi lavet i aften. De var super gode, næsten som at være i Grækenland igen
Uhmm, det lyder altså virkelig godt. Elsker god mad som frembringer ferieminder :)
Er 1 dl græsk yoghurt virkelig nok?
Til os var det – men brug bare mere hvis du synes ;)
Vi gjorde det i aften og gør det igen i morgen – indtager denne herlige spise. Det er guf, og ungerne ælskede det. Tak for opskriften ….! Den er så nem og velsmagende …. Guf, guf
Hvor er det dejligt at høre :) Tusind tak for din søde hilsen!
hej ser lækkert ud! ved du hvor mange kalorier?
Nej, overhovedet ikke … Men lækkert er det, og hvis man fylder lidt ekstra salat og kål i, så er de i hvertfald super sunde og mættende :)
Hej :)
Tror du man kan lave brødene i forvejen og så varme dem op?
Det har jeg ikke prøvet – men tror sagtens det kan gå. Bare bag dem halvt færdig og måske forstøv dem med lidt vand inden bagning anden gang
Tak for endnu en skøn opskrift (ja, dine falafler i pitabrød trumfer jo alt!).
Jeg afprøvede souvlaki i går og brugte koteletter. Jeg havde kun frisk mynte og i stedet for de hjemmelavede fladbrød, tog vi tortillas m. hvidløg istedet.
Mums for en lækkerbisken – dog vil jeg sige at mængden var noget i underkanten til 4 voksne!
Hej Karina,
Selv tak, dejligt at høre! -og skønt at falaflerne også hitter stort hjemme hos jer, det gør de også her
Mine opskrifter er som regel lavet med udgangspunkt i 2 voksne og 2 børn, så ja, der skal nok lidt mere til for 4 voksne.
Kh AC
Det ser lækkert ud, skal helt sikkert prøves. Tror du man kan lave det i ovnen i stedet for?
Ja, på spyd måske, eller på grillen med kødet :)
Nu kan det godt være jeg spørger dumt, men er det ikke Gyros du har lavet?
Souvlaki plejer da at være kebab på spyd, men når det puttes i wrap med tzaziki, salat og ofte fritter, synes jeg da de plejer at kalde Gyros? Har været i Grækenland snart 12 gange, og er nok ved nemlig altid hvad jeg skal bede om, ha ha:)
Lige meget hvad, så ser det meget lækkert ud! slurp:)
Ordet Gyros kommer af ‘gyro’, dvs noget der drejr rundt/roterer, og hentyder til den store klump af kød der roterer omgivet af varme, som man kender det fra tyrkisk döner kebab. Gyros er som regel lavet af svinekød der er krydret, klasket sammen, tilført roterende varme, og skåret i små strimler, hvorefter det ofte bliver serveret i fladbrød, med tzatziki, pommes frites og tomater i.
Souvlaki betyder noget i retning af “lille spyd”, og er, som ovenstående opskrift, stykker af marineret kød der grilles. Servering ift souvlaki er som sådan underordnet.
Forresten, det “gyros” man kan købe i danske supermarkeder, er en abormitet, og skændsel for menneskeheden. Ægte giros skal marineres i olie, lidt spidskommen, oregano og timian, og skal helst være svinekød (til nøds lam).
Tjaa, det er skam ikke dumt.
Jeg skal ikke kloge mig på det, men det var noget ala dette vi fik på Kreta – bare uden de syltede rødløg) og der kaldte de det Souvlaki. Mon forskellen mellem gyros og souvlaki kan være tilberedningen af kødet? Kødet fra disse og dem vi spiste var ikke skåret af de der kæmpe kebabspyd. Men var reelt kød der var tilberedt på enten spyd eller pande.
Lækkert var det :)
De Gyros jeg har fået er heller aldrig lavet af “kæmpe kebab” som man skærer af, men klassiske grill spyd. Tror kun de laver den form for kebab i Tyrkiet. Så vidt jeg ved betyder Souvlaki også “lille spyd”. Men det kan sagtens være at det har noget med tilberedningen at gøre, eller hvor i landet man er:)
Det kan være :)
Uhm…. det ser lækkert, det må prøves:-)
Den er snart på menuen herhjemme igen ;)
Det er rigtig lækkert ud, det må jeg prøve at lave en dag. :)
Det kan varmt anbefales :)
Tusind tak til gode minder tilbage til den gang jeg boede på Kreta og elskede at forkæle mig selv med en souvlaki når jeg kom ind til Chania. Tror jeg skal genopfriske smagen snart!
Den smukke by :) -jeg vil gerne tilbage og spise en souvlaki der!
MUMS det er godt ud….og ja, de smager bare supergodt :-)
Tak for opskriften på fladbrød, de skal klart afprøves til hjemmelavede pita-souvlaki, men det får vente lidt, fordi jeg snart skal til Kreta og have nogle græske af slagsen ;-)
Hvor dejligt med en Kreta tur forude, jeg kan varmt anbefale at spise en masse græsk salat, det er SÅ godt dernede :)
Rigtig god ferie
Det ser godt nok lækkert ud. Flotte billeder. Souvlaki er også en af yndligsretterne herhjemme – måske hentyder mit efternavn til årsagen :-) Det er også rigtig godt at lave med kyllingebryst.
Det smager også helt fantastisk – også med kylling, det fik vi forleden dag
Det kan godt være jeg er blind ;-) men hvor mange koteletter bruger du, til denne lækre ret :)
Har lige opdateret, den var røget i svinget ;)
Øj, det ser godt ud. Må hellere lige pege min mand i den retning.
Fik i det også med svinekød i Grækenland?
Ja, gør endelig det! Han kan da godt lige bikse sådan en omgang sammen til jer alle :)
Det var med svinekød vi fik på Kreta (eller, nu bliver jeg faktisk i tvivl …), men jeg har også lavet det med kylling – hvilket var super godt. Mon ikke også at oksekød eller lam vil være et hit