I dag vil jeg dele en række skønne opskrifter på luksus smørrebrød – af den slags som ser virkelig indbydende og lækkert ud, og som tilmed er super nem og hurtig at servere til en skøn frokost.
Jeg elsker når der er gjort lidt ud af det … og Martin driller mig indimellem lidt med, at han ikke kan slippe afsted med at servere en flad rugbrødsmad med rullepølse for mig. Hvilket er sandt nok. Jeg synes det bliver for kedeligt og kan godt lide, når der lige er gjort den der lille smule ekstra. Hvilket ikke behøver tage spor lang tid eller være besværligt.
Lige et drys krydderurter, lidt flagesalt og friskkværnet sort peber. Lidt kapers, cornichoner, et drys citronsaft osv. Lige lidt ekstra …
I mange år har vi kun sjældent spist rugbrød med traditionelt pålæg, da udvalget af økologi tidligere har været meget begrænset – og så har vi fået en vane med mest at lave tomat-, agurk- og kartoffelmadder, samt bruge evt. rester fra aftensmaden som pålæg.
Ny inspiration til et bredere udvalg på frokostbordet. Også perfekt til madpakker og til fx. den kommende påskeferies frokostbord.
Herunder får I fem skønne smørrebrød opskrifter …
Rejemad med smilende æg – 2 pers
- 2 skiver lækkert brød, fx grydebrød
- smør
- 100 g håndpillede rejer
- 2 tsk mayonnaise
- 1 citronbåd
- 2 kvist dild
- 1 æg
- 2 tsk. Stenbiderogn (hvis sæson)
Kog ægget i 7 minutter, hvorefter det kommes i koldt vand, pilles og halveres.
Smør brødene med smør, top med rejer, lidt mayonnaise, et dryp citron, lidt dild og et halvt smilende æg + en smule stenbiderrogn.
Kartoffelmad med bacon og purløg – 2 pers
- 2 skiver rugbrød
- smør
- 2 kartofler, kogte og afkølede
- 2 tsk mayonnaise
- 2 skiver bacon, sprødstegt
- purløg + kørvel
- Flagesalt
- friskkværnet sort peber
Smør rugbrødet, kom kartofler i skiver på, en smule mayonnaise, knust bacon, rigeligt purløg og kørvel. Drys med flagesalt og friskkværnet sort peber.
Avocadomad med citron og karse, 2 pers
- 2 skiver rugbrød
- 1 avocado
- 1/4 citron
- 1 tsk spidskomme
- 1 tsk chiliflager
- karse
- kørvel
Mos avocadoen og smag til med citron, spidskommen og chiliflager. Fordel den på de to skiver rugbrød og pynt med chiliflager, karse og kørvel.
Leverpostej med rødbedejulienne, karse og sprød bacon
- 2 skiver rugbrød
- smør
- 40 g leverpostej
- 2 skiver bacon, sprødstegt
- 1 lille frisk rødbede
- karse
Smør rugbrødet med smør og leverpostej. Skræl rødbeden og brug et juliennejern til at lave lange tynde strimler rødbede – det ser så superfint ud. Drys med sprød bacon og et gavmildt drys karse
Roastbeef med cornichoner og ristede løg – 2 pers
- 2 skiver rugbrød
- smør
- 4 skiver roastbeef
- 1 spsk remoulade
- 1 spsk ristede løg
- syltede agurker eller cornichoner
- 1 spsk kapers
- 1 spsk friskrevet peberrod
- kørvel
Smør rugbrød og anret med roastbeef, remoulade, ristet løg, kapers, cornichoner og skøn frisk peberrod, samt et drys kørvel.
Der er meget klare regler for hvornår en mad må kaldes smørrebrød !
Smørrebrød skal have smør helt ud til kanten af brødet og der skal være så meget pålæg på at brødet ikke kan ses ellers er der tale om en gemen håndmad .
Så her er der tale om gemene håndmadder .
Lidt synd hvis det forvirre unge mennesker og den danske madskat gå i glemmebogen.
Det ser rigtig lækkert ud :) Jeg bruger Premium – har du mon mulighed for at tilføje smørrebrød opskrifter, så jeg kan bruge dem i madplanen og indkøbsseddel?
Hej Conny
Rigtig god ide – er det nogle bestemte stykker smørrebrød du kunne tænke dig mit bud på?
Kh Ann-Christine
Det er bare flot det er rigtig lavet med en masse ider vel beskrivelse af fremgangsmåde
Jeg synes dine forslag til smørrebrød simpelthen er utrolig lækre og har ladet mig inspirere af dem til min julefrokost. Tak for det.
Hvor er det dejligt at høre, mange tak for din søde hilsen
Kh AC
Jeg elsker smørrebrød og det her ser *så* lækkert ud. Der er en del ting jeg lige skal have afprøvet fra Føtex kan jeg se. Jeg har desværre ikke så ofte mulighed for at komme til en slagter, så denne roastbeef skal jeg lige prøve. Måske også mayo, der skal jeg lige have tjekket holdbarhed efter åbning. Åh det kan være svært når man kun er én/to til at spise.
Tak for inspiration :)
ps. Jeg kom også lige forbi for at notere dine boganbefalinger. Jeg kan huske der er indtil flere, hvis ikke alle, som lyder meget som noget for mig.
Ja, de har virkelig rigtig mange gode varer, som vi er meget tilfredse med og begejstrede for! :)
Mht mayoen, så tjekkede jeg lige vores og der står vejledende 21 dage efter åbning, men umiddelbart vil jeg anslå, at den nok fint kan holde sig en lille måned.
Dejligt at du kom forbi for at kigge boganbefalinger – jeg har faktisk lige skrevet en ny til bloggen i dag :)
Rigtig god weekend til dig
Kh AC
Husk at holdbarheds dato er vejledende. Nyt fra fødevarestyrelsen ….Se, duft og smag og brug din sunde fornuft.
Hold da op det ser lækkert ud:-) Tak for inspiration.
Kærlig hilsen Izabela.
Tusind tak for din hilsen, det er dejligt at høre ♡