De seneste par år, er både Martin og jeg blevet rigtig glade for at spise en god østers i ny og næ. Meget gerne i selskab med et glas bobler eller kølig hvidvin – efter vi først fik smag for de friske velsmagende østers, så var vi hooked … og da jeg for et års tid siden læste en artikel om, at vi rent faktisk havde masser af østers i Danmark, at det har været en populær spise siden stenalderen og at det rent faktisk er nemt og enkelt, at høste egne østers ved vadehavet – så har jeg drømt om at smage de danske af slagsen. Denne weekend har vi været på miniferie med mine forældre ved Skærbæk, som ligger tæt på Rømø og det var ganske oplagt, for Martin og jeg at kombinere turen med en Østers Safari – så hyggede bedsteforældrene med Johan og Julie, imens vi samlede det pureste guld ved Vadehavet.
Vi har for en formue østers i køleskabet lige nu og jeg glæder mig meget til i aften, hvor vi har planer om at nyde en uforskammet stor mængde østers i dejligt selskab med et enkelt glas kølig hvidvin. Jeg tænker at de bliver serveret; natural / med citron / med finthakket rødløg og balsamico. Sig endelig til, hvis I har en variant, vi bare må prøve …
Der var virkelig mange Østers, og det var hurtigt og nemt at samle en spandfuld. Vi var med på en tur med Sort Safari, hvilket var rigtig rart for et par begyndere som os. Vi fik en masse gode informationer og viden, så næste gang er vi godt rustet til at tage ud på egen hånd.
Det var fantastisk! At samle de lækre østers op af det salte lidt mudrede vand, rense dem og spise en østers direkte fra havet i solskin. Magisk!
– Og nu fik jeg så startet vores weekend helt baglæns, med den sidste oplevelse først. Vi startede rent faktisk miniferien med at køre til Ribe og gå ture i blæsevejret i de små hyggelige historiske gader, se domkirken og spise en dejlig frokost på Sælhunden.
VI boede på Skærbæk Kursus og Fritidscenter i en af de små hytter, som kan ses på billedet nedenfor. – og nøj, hvor har det virkelig været fantastisk at nyde årets første rigtige forårsvejr i de sønderjyske omgivelser.
Johan og Julie nød det! Både at have miniferie med deres forældre, men mindst lige så meget med deres bedsteforældre. Vi trængte alle til lidt ferie, da vi i stedet for en uges vinterferie, har planlagt lidt forlængede weekender i løbet af foråret.
Vi havde booket tid til kreative udfoldelser i kunstnerhuset om lørdagen, hvor vi havde en afslappende hyggelig dag på fritidscenteret, som byder på både svømmehal med plads til sjov og leg, bowlingebaner, legerum og kunstnerhus.
I kunstnerhuset, blev vi delt i to hold og hvert hold fik en kegle, som vi skulle dekorere efter eget ønske, og med kyndig hjælp og vejledning fra en kunstner på stedet.
Julies hold valgte at skabe en fin dronningekegle og Johans hold valgte, at keglen skulle være en politimand.
Super hyggeligt og en rigtig rar måde at være sammen på. ‘Vores kunstner’ som guidede os igennem krea-seancen, fortalte, at i sommerperioden holder de åbent værksted, hvor man kan komme forbi til alverdens spændende kreative udfoldelser og ellers er der mulighed for at booke kunstnerhuset efter behov.
Det blev et par helt fine keglefolk vi fik skabt.
Efter de kreative udfoldelser lørdag – var der booket tid til bowling på stedets bowlingbane. Det kunne faktisk godt være en helt sjov regnvejrsdag aktivitet med børnene en anden gang også …
Også var det en weekend med tid til langsomme morgener, læsning, kaffenydelse og god tid til bare at være sammen. Vi vender tilbage til hverdagen med masser ny energi!
Kan du vise på et kort hvor I går ud fra, og hvor østersbankerne ligger ved Rømø?
Hej Marlene,
Tak for feedback! Haribo er meldt tilbage til min samarbejdspartner.
Dejligt at høre og jeg glæder mig virkelig også selv rigtig meget til bogen udkommer :)
Kh Ann-Christine
Åhh ja! Det er et sted jeg varmt kan anbefale at tage hen som familie. Der er lige hvad man har brug for. Dejlige feriehuse og et center tæt ved med forskellige aktiviteter.
Det var virkelig dejligt at være i badelandet og rigtig rigtig sjovt blev det med den udfordring vi fik i det kreative værksted,- for hvad skulle vi dog stille op med sådan et par kegler..? Hmm -gøre som børnene,- bruge fantasien!
Præcis – og vi nød det hele i fulde drag :)
Lyder helt fantastisk og fed idé med en østerssafari. Jeg elsker østers og spiser det når lejligheden byder sig. Er helt klart mest til østers med citron, men varianten med balsamico og rødløg er også god. Håber I får en skøn østersaften.
KH Dorte
PS – flotte keglefolk!
Kan virkelig anbefales, når man som du også er til østers! Det var SÅ fantastisk :)
Kh AC
Har desværre kun haft fornøjelsen af østers en enkelt gang. Det var til en nytårsaften på Restaurent Et her i Aarhus. Bare serveret helt enkelt med citron. Desværre var det ikke umiddelbart en fornøjelse, jeg ville gentage i den form. Brdr. Price lavede for lang tid siden en udsendelse “Ka’ De Li’ Østers”, hvor de bl.a. friterede dem i beignetdej med øl. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at prøve.
Uhm, det lyder altså også dejligt!
Jeg kunne godt tænke mig at tage til Rømø en weekend og bare lave østers i alverdens variationer – er ret sikker på jeg godt kunne få Martin med på ideen også ;)
Prøv at gratinere dem i ovnen. Det har min svigersøn,der er kok, lavet til os nogle gange. Fantastisk.
Dét skal prøves :) Tak for tippet
Jeg har altid gerne ville prøve at smage østers :-) Måske jeg også lokke kæresten til at tage ‘på høst’ i weekenden :-)
Det kan varmt anbefales, og tag endelig en østers kniv med, det er sejt at spise den direkte fra havet :)
Velkommen til det sønderjyske – her er jo fantastisk! ;)
Absolut! Super dejligt område og smuk natur. Vi kommer gerne tilbage :)
Jeg har altid synes, at østers ser så lækre og indbydende ud. Men har smagt dem flere gange nu og jeg bryder mig desværre ikke om smagen (mange står ellers af på konsistensen, men den har jeg det helt ok med).
Håber I nød jeres i fulde drag :-)
Det gjorde vi, kan du tro :)