– Søndagsmorgenmad til to –
Det har været en rigtig dejlig weekend. Lørdag startede med at vi alle fire tog med hen og så Johan spille fodboldkamp. Og derefter fik vi ellers ordnet en masse praktiske ting; købe nye ridestøvler til Julie, købe indendørssko til skolebrug, på genbrugsstationen med pap og skrammel, ryddet lidt op og ikke mindst bagt en dejlig kage og sovet middagslur – fin, fin lørdag.
Søndag sendte vi Johan og Julie til morgensvømning med en af deres venner og hans forældre. Og så spiste Martin og jeg hyggelig og langsom morgenmad imens.
Lidt andre glimt fra den seneste uge og weekend;
– Nu med Rømertopf –
Jeg fik Martin til at købe denne smuksak med hjem i sidste uge. Og jeg glæder mig til at få lavet en masse skønne retter i Rømertopf i løbet af efteråret. Jeg har tidligere brugt en stentøjsgryde, og det fungere altså også fint – men jeg glæder mig nu lidt til at prøve kræfter med denne også.
I fredags tilberedte vi den lækreste skovkylling fra Gothenborg i den. Opskriften kommer på bloggen i morgen.
På søndag er jeg på Gothenborg Høstmarked og kl 11.30 vil jeg fortælle om, blandt andet hvordan jeg gør den daglige madlavning til en rar og hyggelig del af hverdagen, med små historier og inspiration. Sæt endelig et kryds i kalenderen og kig forbi.
-Sommerfugl på en selvsået morgenfrue i haven –
I går eftermiddags tog Martin og børnene til festuge inde i Aarhus. Jeg havde lidt tid for mig selv til forberedelse af indlægget til på søndag hos Gothenborg, og jeg satte mig i haven og skrev, tænkte på alt det jeg gerne ville tale om og nød det skønne vejr.
Vi er stille og roligt i gang med at gøre vores have grønnere (den var 100 % belagt med fliser da vi flyttede ind) og mens jeg sad der, kom denne smukke sommerfugl og satte sig i den selvsåede morgenfrue lige ved siden af mig. Jeg elsker at følge det liv der lige så stille kommer jo mere grønt vi får i haven – sommerfugle, humlebier og ja … også et par vældig smukke og ret irriterende kålsommerfugle har også været forbi og ‘gøre kål’ på vores to grønkål med alle deres grønne larver! Men mon ikke de kommer igen, grønkålen altså.
-Indendørs er der også spirende grønt.-
I forrige uge fik jeg sendt en lille sød gave fra Tiny Gardens, hvor de små æsker med frø kan købes. Vi har nu ærtespirer, solsikke og andet godt som lige snart er klar til at blive høstet. Det er virkelig alle tiders gaveide til værtindegaver eller bare til egen vindueskarm, hvor man sammen med børnene kan have fornøjelsen af at spire og gro grønt til at spise.
-De her med i madpakken?-
Tidligere på ugen spurgte jeg Julie, om hvilken grøntsager hun kunne tænke sig, at få med i madpakken. For jeg synes ikke hun havde spist så meget grønt fra madpakken de sidste par dage.
“Ja!” svarede hun; “Jeg vil rigtig gerne have nogle hele lune artiskokker med, og med lidt smør til at dyppe i. Ikke så meget andet end det”
Mums, det kan jeg da sådan set godt se ville være lækkert ;) men synes nu ikke helt at en hel artiskok er så madpakkeegnet. Men da vi alle fire er ret så vild med artiskokker, så kom den smukke artiskok på menuen til aftensmad i lørdags.
Hej Ann Christine – Jeg har læst om din grundsurdej – æh jeg troede egentlig at der skulle gær i fra start af men jeg vil prøve din udgave – tænker kan jeg også bruge denne grundsurdej til rugbrød- Go hilsen Irene
Det kan du sagtens – den kan glimrende bruges til at bage uden gær. Men du kan også fint bruge den som et supplement til gær i brød og boller.
Kh AC
Det er dejlige glimt og en sjov lille historie med de artiskokker :-)
Tak – jeg synes også den med artiskokkerne var så fin ;)
Kh AC
Hvilket kamera og objektiv har du brugt til at fange sommerfuglen på billedet? Billedet er SÅ fint!
Mange tak :) Det er mit Nikon D7100 og så med et 85 mm makro objektiv på.