Sikke dog en helt vidunderlig uge det har været! Sommeren kom endelig for alvor til Danmark og samtidig med at vi har stornydt varmen og sommerdagene, så kan jeg se på alle de små glimt, jeg har samlet med kameraet at det desuden har været en uge fyldt med så mange lækre og mindeværdige små og store begivenheder – så mange gode ting, så det næsten føles som om det er mere end 7 dage siden det sidst var mandag.
Nogle uger er det de helt små ting der tæller og fylder. Hverdagslykkeglimt, som at holde i hånd på vej til børnehave, at få en buket friskplukkede mælkebøtter, lavendler og tusindfryd, at give sig god tid til at putte i seng om aftenen og få alle de små vigtige historier fortalt fra dagen i børnehøjde. Nærvær, tid og ro til at nyde og lægge mærke til. Det er rart.
Andre uger er bare fyldt med dejligheder og gode aftaler, som krydrer hverdagen lidt ekstra og som side om side med alle hverdagslykkeglimtene gør det hele særligt rart. Sådan en uge var den sidste uge.
I mandags fejrede vi en forsinket , men ikke desto mindre en ualmindelig dejlig, mors dag. Min mor, min søster og jeg tog på Perchs Tearoom og forkælede os med High Tea, bobler og god tid til snak og latter.
Et smut forbi Møllestien i Aarhus, bringer altid glæde. Jeg tror næsten det må være den smukkeste og mest charmerende gade i byen.
Yndlingsbørnebøgerne i øjeblikket. Vi har læst Ronja Røverdatter færdig og har nu taget hul på ‘Det lille hus i den store skov’ som er første del af serien om Laura Ingalls. Anders And bøgerne er et evigt hit hos Johan og han har fået en stor stak med hjem fra mine forældre i weekenden.
Weekend og fødselsdagsfejring i de grønne hos mine forældre. Med grillhygge, vandkampe, gode snakke og afslapning på programmet.
Skønneste lørdag hos gode venner i det nordjyske, som vi ikke har set siden sidste efterår. Sådan en dag hvor hele børnebanden også bare klikkede på bedste vis og bare legede og hyggede noget så rart hele dagen, gik tur med kaniner i haven, tegnede, spillede skak, legede på værelset, i haven og havde det bare smadderhyggeligt og godt.
Så herligt det var at gøre en mandag til noget ganske særligt med dig og søster, hvor vi var på Perchs og sad og nippede til gode the’er, spiste lækkerier og nød at tiden kunne passe sig selv for en stund! Og så heldigt at få sommerens varmeste dage til fødselsdagsfest i weekenden! Nu ser vi meget frem til skønne feriedage med Julie og Johan! Og måske bliver det “Hodja fra Pjort” af Ole Lund Kirkegaard vi vælger som godnat læsning.
Jamen, det var da simpelthen så hyggeligt!
Hodja fra Pjort vil være et sikkert hit :)
Kram til dig
Dejlige små glimt og det lyder også som en særligt god uge.
Jeg synes det er så hyggeligt med disse indlæg, så bliv endelig ved med dem
Tusind tak, Louise :) Det er jeg rigtig glad for at høre, for jeg hygger mig også meget med at lave dem :)
Rigtig dejlig weekend
Kh AC
Apropos børnebøger, så bør I næsten læse bøgerne om Villads fra Valby skrevet af Anne Sofie Hammer. De handler om Villads, som gerne vil være en sød dreng, men som ofte kommer galt afsted, sådan en slags moderne Emil. Bøgerne er sjove og lige alderen for dine børn. At bøgerne så har sådan et pragtfuldt voksen-spor er bare en ekstra finesse, f.eks. følte jeg mig meget “ramt” da jeg læste om Fridas mor, der ikke bryder sig om at man blander perlerne sammen. Der er flere bøger i serien, foruden Villads fra Valby også Villads i 0.v, Villads holder sommerferie samt en julebog og flere læs-selv, når I kommer så langt ;-) Jeg håber, I vil synes om dem. Mvh. Annemette
Hej Annemette,
Åh ja, de er så skønne Villads bøgerne, vi har hørt dem nogle gange som lydbog sammen på rejsen og Johan og Julie fniser altid af de løjer han finder på og alle de små finurligheder i historierne.
Det kunne sagtens være vi lige skulle have fat i nogle rigtige bøger derfra, fx Villads i skole – det er jo højaktuelt
Kh AC