Jeg elsker, at starte mandag morgen med at kigge kameraet igennem for små glimt fra den seneste uge. Der er billeder, som jeg har glemt jeg knipsede, fine oplevelser som huskes som længere siden, og rare ting som bare er gode at huske.
I dag startede morgenen kl 5, med to morgenfriske børn, som ikke havde indstillet deres indre ur på vintertid. Jeg fik lov at sove lidt længere, mens Martin, Johan og Julie hyggede med morgenmad og snupper nu en lidt ekstra skøn morgenmad alene efter de er smuttet i børnehave og på arbejde – som sådan en lidt dejlig mandagsforkælelse til mig selv.
Det føles rart og er en god måde at komme lidt vintertidsblues til livs. At skrue lidt ekstra op for alt det hyggelige!
Vi har høstet æbler og det blev til to store spandfulde fra det ene træ + lidt af de allerbedste æbler øverst oppe, som vi ikke kunne nå og derfor bliver hængende til solsorten.
Søndag morgen med både blinkende og smilende lyserøde æg, friskpresset æble og ingefær juice, samt græsk yoghurt rørt med vanilje, müsli efter denne opskrift, bær og granatæble.
Efter æbleplukning stod den på lækre toast på godt brød og igen … friskpresset æblejuice med ingefær.
I sidste uge havde jeg fornøjelsen af, at sidde i dommerpanelet ved Fødevareprisens publikumspris, og der var ingen tvivl i dommerpanelet om, at vinderen af årets publikumspris, skulle være De økologiske æg fra Niels og Grete. Virkelig gode æg fra glade høns – og æg er tilmed en ting, som i mit køkken er ganske uundværlig.
Åhh hvor skønt!
Hvor er skål og tallerken på første billede fra?
De er fra Casalinga :)
Det ser dejligt ud – en skøn inspiration :-) God aften!
Kh Cathrine
Tak og dejlig dag til dig :)
Hej Ann-Christine.
Jeg har for lang tid siden set at du har en tekande fra Marimekko (hvis jeg da ikke tager helt fejl?). Jeg overvejer at ønske mig en, men vil lige høre dig om den der dryp når man hælder? Det synes jeg nemlig der er rigtig mange tekander der gør og der er bare så træls.
Og så et lille fif i forhold til koncentreret tomatpure, hvis ikke allerede du kender til det. I änglemark serien laves en økologisk tomatpure på tube. Det smarte ved det er, at man ikke skal åbne en dåse hver gang, hvor man så har lidt tilbage, men kan nøjes med at bruge lige præcis den mængde man skal. Tuben holder sig fint i køleskabet i længere tid og er ikke speciel dyr. Måske lidt nørdet fif, men nu fik du det alligevel;-)
Hej Helle,
Ja, det har jeg. Jeg har ikke tænkt over om den drypper en smule, så det har ikke generet mig hvis den gør lidt ;) Ellers har jeg bare lidt tørret det af pr refleks …
Og tak for tippet, det er næsten også altid den vi bruger, den er nemlig god og smart :)
Kh AC
Hvor finder man høns det lægger lyserøde æg? ;-)
Det vil Julie og Johan også gerne vide ;)
Vi har drøftet om det er fordi hønsene har spist meget rødbede, om de er fortryllede, eller om det var påskeæg.
(rødfrugtfarve eller en skive rødbede i kogevandet, hjælper dog også gevaldigt)
Dine små glimt er så hyggelige og hjælper mig til at huske de små glimt i min familie og samtidig inspirerer de og du mig til nye ting
Mange tak, det er dejligt! Det er så rart vi kan inspirere hinanden :)
Dagens bedste break, er når jeg kan tjekke din blog for nye opskrifter og tips, men det bedste er næsten dine billeder. Du er eminent til, at få den rette stemning og det helt rigtige setup.
Tusind tak, hvor bliver jeg glad! Det er jeg virkelig glad for at du synes :)
Glade høns er godt! Dejligt at de vandt :-)
God uge til dig – med masser af små lykkelige glimt!
Det er virkelig velfortjent :)
Dejlig uge til dig også
Dejlig med et positivt indspark, trods vintertid, som herhjemme også med førte at dagen startede kl 5, til stor frustration. Men intet synes at virke, vores datter sover aldrig længere end til kl 6. Det handler nok bare om at indstille sig på at sådan er det og det ser ud som om i har fundet den balance. Meget inspirerede blog om familieliv og skønne opskrifter:)
Tusind tak, jeg skruer lige lidt op for hyggen i disse dage :)
Jeg synes også, vi har fundet en fin balance og skiftes normaltvis til at sove længere i weekenden og ellers alle sammen står op ved 6 tiden, hvor væggeuret ringer. Vi har indført en lille regel, om at man må ikke sige noget eller vække hinanden før uret ringer – det bliver dog ikke helt overholdt i disse dage lige efter omstilling til vintertid, for en hel time det klarer de alligevel ikke ;)
Sikke nogle dejlige billeder.. Det ser bare så hyggeligt ud.. :)
Tusind tak :)
Sikke nogle dejlige glimt. Vintertid er en lidt blandet fornøjelse når man har små børn – svært at forklare dem, at de skal sove en time længere. Det ændrer sig markant når man får teenagebørn :-). God uge til dig
Jeg huskede det egentlig som om Johan automatisk indstillede sit indre ur til kl 6. Han vågner stort set altid temmelig præcist på det tidspunkt, men det var åbentbart ved omstilling til sommertid, det var sådan ;) – og ja, jeg er sikker på at du har ret. Jeg kender ingen teenagere der frivilligt vågner ved 5 tiden ;)
Ha´ en rigtig dejlig uge.
Kh AC
Hvor er du bare god til at gøre måltiderne festlige for dine børn og tage nogle super fine billeder, så vi andre kan blive inspireret:-)
Tusind tak, det var sødt skrevet :)
Mandag morgener er bare de bedste. Jeg sidder også lige med en stor skål frugt, mandler og en dejlig varm kop kaffe. Tjekker alle de nyheder fra weekenden, som jeg missede, fordi tiden gik til børn og mand og fælles familiehygge. Det er en skøn måde at starte en ny uge på, og gud hvor er vi heldige, at vi ikke skal møde på et kontor eller en fabrik eller en anden arbejdsplads til en bestemt tid, på sådan en regnvejrstung morgen!!
Ann
Jeg elsker virkelig også mandag morgen! Hvilket er super skønt, for det fortæller mig at jeg laver lige præcis det som jeg er allervildest med arbejdsmæssigt.
Ha´ en rigtig dejlig mandag, Ann :)