Der har været mange små fine glimt i hos os, den sidste uges tid. Dejlige sommerferieminder, som vi vil huske længe og tale om flere gange. Der er de store ting som turen til Astrid Lindgrens Verden, og der er også de små fine øjeblikke, som en aften i sommerhuset, med en stor skål friskkogte fjordrejer, en skål søkogte rejer, en kurv med godt brød, citron, hjemmelavet dilddressing og aioli ♥
Mini, mini, mini ribs- og solbær is. Ganske simpelt lavet på hjemmelavet ribssaft og solbærsaft. Jeg har lavet dem i små snapseglas, med koncentreret saft, puttet en træispind i (købt i panduro) og frosset dem ned.
Jeg har fotograferet og udviklet opskrifter på lækker hyldeblomstbrus og cremet hindbæris til Electrolux, til brug for en konkurrence i Boligliv og Vores børn.
I Klint ved Rørvig er der de fineste stenskulpturer, eller hvad man nu kalder dem. Johan og Julie byggede også et ‘stenslot’ til den fascinerende samling.
Nem og lækker aftensmad hentet på hjemturen fra vores uge i sommerhus. Vi har boet i Aarhus i over et år nu og det er første gang vi henter mad hos Oli Nico. Men bestemt langt fra sidste gang! Virkelig lækkert, god kvalitet, rustikt og fin pris. Og efter Johan og Julie var puttet i seng, puttede vi os på sofaen og lejede vi The Notebook på computeren. En fantastisk kærlighedshistorie! Har I set den?
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Skønne billeder og dejlig læsning med ferieoplevelser, som man tydeligt kan fornemme at i har nydt rigtig meget.
Og det er herligt som børnene nu kan være med til at huske og snakke om de fælles oplevelser :-)
Det er nemlig så rart! Du kan også tro at det har været et dejligt sommerminde med mange dage med bedstemor :)
Kære Ann-Christine.
Jeg skriver til dig i et lidt kedeligt ærinde. Jeg er med mit seneste blogindlæg blevet beskyldt for at “kopiere” din opskrift på bagte tomater, hvilket på intet tidspunkt er sket. Jeg har efter indlægget været inde og se dine opskrifter og kan sagtens se der er ligheder, men jeg har lavet mine bagte tomater efter inspiration fra Anette Eckmanns bog “Køkkendagbogen”
Personen, der har valgt at beskylde mig for kopiering har valgt at være anonym, så jeg har ikke en jordisk chance for at rette henvendelse til vedkommende. Den anonyme anvender ordene “God blogkultur” hvilket jeg i høj grad mener at overholde til fulde.
God søndag aften.
De bedste hilsner
Anette
Hej Anette,
Jeg smuttede lige forbi indlægget hos dig og jeg synes ikke din opskrift minder særlig meget om min og desuden er de tomater ret almindelige at lave, med et utal af dejlige variationer, krydderurter, bagetider og temperaturer.
Jeg vil ikke sige, at denne opskrift er min eller selv have tænkt over, at der var kopieret fra mig. :)
Rigtig god søndag til dig også
Kh Ann-Christine
OM jeg har set The Notebook. Skøn film og en dejlig kærlighedshistorie!
Du burde næsten se The Great Gatsby, for det er også en god kærlighedshistorie (så har jeg vidst ikk røbet for meget).
Lækre sommer-stemningsbilleder, – får helt lyst til pil selv rejer, kølig hvidvin og sommer NU!
// Rikke //
Jamen, den bliver jeg da nødt til at se! Tak for tippet – jeg har også bogen på min To Read liste :)
Jeg siger også; Ja Tak til lidt mere sommer. Bare lidt et par uger inden efteråret starter.