Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/skyggesoesteren-perlesoesteren-lucinda-riley-boganbefaling/

Skyggesøsteren + Perlesøsteren af Lucinda Riley – boganbefaling

perlesøsteren

Vi skal da næsten også lige vende denne skønne bog, skal vi ik?

Jeg ved I også er mange der læser med og har glædet jer til den næste bog i serien og efter jeg havde taget billederne her i haven på denne skønne sommerformiddag – og sidder ved computeren på solsengen i skyggen og skal til at skrive, slår det mig at jeg helt har glemt at dele min oplevelse af Skyggesøsteren, så skal vi ikke slå de to sammen i et og samme blogindlæg.

På sin vis er det temmelig uretfærdigt, eftersom netop Star fra bogen Skyggesøsteren i hele sin barndom, ungdom og de første voksne år har holdt sig i skyggen af sin søster Cece fra bogen Perlesøsteren.

Den første bog i serien De syv Søstre kan I min beskrivelse af her>> og anden bog i serien Stormsøsteren kan I læse om her>> i begge disse indlæg fortæller jeg lidt om seriens opbygning, så den del springer jeg let og elegant hen over i denne omgang.

perlesøsteren boganmeldelse

Skyggesøsteren
Lad os starte med Skyggesøsteren, som jeg var meget spændt på forinden og blev meget begejstret for. Jeg glædede mig virkelig meget til at se hvilken personlighed Star gemte på, for hun stod for mig som en lidt mystisk stille kvinde … i skyggen af sin søster, uden mange ord og uden at gøre sig så bemærket. Men under overfladen kunne man sagtens fornemme at der gemte sig en dybde, som var værd at dykke ned i.

Star delte så mange af de samme interesser som jeg selv, viste det sig. Glæden ved de små, nærværende og hjemlige ting, som madlavning, havearbejde og planter samt litteratur. Alle tre mine bedste sysler at hygge med, så det var uundgåeligt at jeg var meget begejstret. Jeg nød at dykke ned i historien og blive tryllet ind i Englands smukke landskaber, haver og natur. Det var en virkelig dejlig bog, og alle forventninger blev indfriet til fulde.

Perlesøsteren
Hånden på hjertet, så havde jeg slet ikke de samme forventninger til denne bog forinden. Jeg glædede mig ikke på samme måde til at finde ud af hvad Cece gemte på, men alligevel glædede jeg mig naturligvis til næste bog i rækken af den fantastiske serie … og mit forbehold for Cece må jeg tage i mig igen! Hun er (naturligvis) akkurat lige så fantastisk en personlighed, med en dybde og passion der brænder lige under overfladen. I denne bog bliver vi taget med til fantastiske Australien – jeg var der selv for ca. 20 år siden og drømmer om at komme tilbage med min familie en dag. Har da også googlet lidt efter flybilletter og muligheder, mens jeg læste bogen. Men det rejsebudget, der skal på plads til sådan en rejse, ligger lidt ud i fremtiden pt.

Cece rejser i sorg over at have mistet først sin adoptivfar, og over at hendes søster Star har løsrevet sig fra deres lidt for tætte bånd, og fundet sit eget liv. Først tager Cece til Thailand, hvor hun har været flere gange tidligere og her møder hun Ace som er lige så ensom og mystisk som hun selv er. De finder trøst i hinanden i noget tid inden Cece rejser videre mod Australien for at finde sin familie og rødder.

Jeg er stadig helt og aldeles begejstret for denne serie, og kan varmt anbefale den. Det har været så fin en læseoplevelse at følge de to søstre i disse to bøger og se hvor deres veje skulle gå hen. Næst i rækken er der bøgerne om Tiggy, Electra og måske Merope, sidstnævnte er den hemmelige søster, som ikke er fundet.

Har I læst dem – og er I stadig lige så begejstret, som jeg er? – og lad mig endelig høre, hvordan I oplevede disse to bøger i serien. 

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Tina:
    1. august 2018 kl. 18:34

    Tak for tip om De syv søstre bøgerne. Jeg er netop færdig med “Skyggesøsteren” i en hængekøje i Frankrig ? Jeg var aldrig selv kommet i gang med disse bøger, da jeg ikke kan fordrage deres forsider. Alt for romantisk/kliché, synes jeg. Men jeg er ret vild med bøgerne.
    Du skriver, at du kan identificere dig med Star. Og det slog mig, da jeg læste ‘Forfatterens bemærkninger’ følgende: “Star har ikke forandret verden, men hun gør livet bedre for de mennesker, hun kommer i kontakt med…” – at sådan er Valdemarsro måske også… ?

    • Ann-Christine:
      2. august 2018 kl. 10:05

      Hvor er det en sød tanke om Valdemarsro ♡ – det glæder mig meget, hvis det opleves sådan!
      – og jeg er helt enig med dig mht bogomslagene, jeg var af samme grund meget skeptisk for Lucinda Rileys forfatterskab, men heldigvis gemmer der sig nogle helt særligt fine fortællinger under den lidt sukkersøde indpakning. Jeg tænker at du også vil kunne lide mange af hendes andre bøger. Lavendelhaven og Midnatsrosen er også virkelig skønne.
      Tusind tak for din søde hilsen
      Kh AC

  • sarah:
    6. juni 2018 kl. 10:44

    Åhhh jeg var vild med dem begge, på hver deres måde :).
    Det er som om at mens man læser den ene bog (hvilken en af dem) i serien, så tænker jeg at jeg kan da umuligt synes lige så godt om den næste og bliver næsten helt skuffet når jeg så er førdig. Så går jeg igang med den næste og sørme om den ikke formår at få mig til at have det ligesådan. Hun har en eller anden evne til at få mig til at synes om dem alle sammen :). og nu glæder jeg mig bare endnu mere til bog nummer 5 :)
    Har forresten lige læst “I morgen kommer en ny himmel”. Er sikker på den kunne være noget for dig :)
    Kh Sarah

    • Ann-Christine:
      6. juni 2018 kl. 12:28

      Den følelse kender jeg godt! En lille mikro tristhed over at være færdig med en fantastisk bog og tanken om, at de næste nok aldrig kan måle sig … og glæden ved når de kan ♡
      Tusind tak for tippet – den er nu reserveret :)
      Kh AC

      • Sarah:
        13. juni 2018 kl. 19:14

        Er meget spændt på hvad du synes om den :)
        Det var min veninde der stak mig den en dag, havde aldrig hørt om den og der er altså noget skønt ved at lade sig fuldstændig overraske af en bog, når man ikke engang ved hvad den handler om når man starter :)
        Skal llige have færdiggjort nr. 4 i Clifton krøniken og så venter Guillaume Musso, som jeg er meget spændt at læse. Har længe haft kig på hans bøger og nu har jeg anskaffet en, så glæder mig til at komme igang og se om han kan indfri mine forventninger
        Kh Sarah

        • Ann-Christine:
          14. juni 2018 kl. 12:13

          Jeg har lige fået den hjem – så nu er den blandt sommerens læsestak. Jeg glæder mig!
          Har også læst Clifton krøniken, sikke en cliffhanger der er i samtlige bøger. Det er jo næsten umuligt at vente på de næste.
          Tak for tippet om Guillaume Musso bøger, dem vil jeg da også lige se nærmere på :)
          God læselyst til dig
          Kh AC

          • Sarah:
            15. juni 2018 kl. 11:49

            Ja for pokker, han forstår at gøre ind nysgerrig til næste bog :).
            Og tak, håber at få et par timers læsetid i weekenden :)
            Kh Sarah

          • Ann-Christine:
            15. juni 2018 kl. 18:10

            Uhh, ja det har jeg også planer om – her under VM ser resten af familien fodbold og jeg har ekstra læsetid ;)

  • Helle westervang:
    28. maj 2018 kl. 19:27

    Tak for din boganmeldning af Lucinda ‘ søster bøger jeg har lige færdig gjort de syv søster og må straks igang med de andre. Det er en fantatisk fortælling.

    • Ann-Christine:
      28. maj 2018 kl. 20:48

      Ja, det er det virkelig og jeg er glad for at du kunne finde inspiration i anbefalingen herfra – synes du er rigtig heldig at du stadig har de skønne historier at nyde :) Rigtig god fornøjelse med dem
      Kh AC

  • Vis alle 32 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.