Ristede Gnocchi med salvie og hasselnødder
Ristet gnocchi med salvie og hasselnødder er en rigtig hyggeret at tilberede på en dag med god tid.
Man kan såmænd også gøre retten nem og hverdagsvenlig, ved at bruge købte færdiglavede gnocchi, i stedet for at stå og lave dem selv. Begge dele smager dejligt! Men har man tid og lyst, så kan jeg varmt anbefale at lave de lækre hjemmelavede gnocchi, det er bare lidt ekstra – og det er helt meditativt at stå med.
Min opskrift på ristede gnocchi med salvie er ganske simpel og smagen er i de få elementer, som bare spiller super godt sammen.
Prøv også: Opskrift på krydret gnocchi i tomatsauce >>
Arbejdstid 1 time 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Ristede Gnocchi med salvie og hasselnødder
- Gnocchi
- 1 kg kartofler, melede
- 1 æg
- 275 g durummel
- 1 tsk salt
- 4 spsk olivenolie, til at riste gnocchi
- Salvie og hasselnøddesmørsauce
- 75 g hasselnødder
- 75 g smør
- 5 stængler frisk salvie, blade
- 2 fed hvidløg, fintrevet
- 75 g parmesan, friskrevet
- 75 g rucola
- flagesalt
- sort peber, friskkværnet
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Gnocchi
Kog de uskrællede kartoflerne møre i usaltet vand og pil dem, mens de er varme.
Mos kartoflerne med en gaffel og arbejd kartoffelmos, æg, salt og durummel sammen, uden dog at ælte for meget. Det bliver en meget blød dej, men vær opmærksom på ikke at anvende for meget mel og at den blot skal samles, ikke æltes.
Drys mel på køkkenbordet og tril dejen ud i fingertykke pølser. Skær dem i 1 cm stykker og tril hen over tænderne på en gaffel, så de får riller. Læg gnocchi på et rent klæde, sørg for at de ikke rører hinanden eller kommer til at ligge i lag. Lad dem lufttørre i 15 minutter.
Kog gnocchi i en stor gryde med letsaltet vand. Tag dem op med en hulske, når de kommer op til overfladen og lad dem dryppe af på et rent klæde.
Salvie og hasselnøddesmørsauce
Rist hasselnødderne på en tør pande til skallerne sprækker en smule, kom dem i et rent klæde og gnid skallerne af, hak nødderne fint.
Smelt smør i en lille gryde ved middelvarme. Lad smørret brune under jævne omrøring, så det ikke branker. Kom salvieblade i det brunede smør. Tilsæt hasselnødderne og fintrevet hvidløg til det brunede smør og sluk for varmen.
Kom olie på en ren pande og varm godt op. Rist de færdig kogte gnocchi til de får en anelse stegeskorpe og vend dem derefter i den brunede smørsauce med salvie og hasselnødder.
Server med rucola, parmesan, samt et drys flagesalt og friskkværnet peber.
Hej Valdemarsro
Tror du det er muligt at lave gnocchi på en blanding af kartofler og hokkaido græskar?
Vh. Karen
Hej Karen
Ja, det kan man godt – jeg har ikke testet mål og mængder ift om der skal lidt ekstra mel i, men det må du endelig prøve dig frem med.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine