Rabarber Eton Mess
Den skønne dessert, Rabarber Eton Mess, er en succes, hver gang jeg servere den for min familie og den er dejlig både til de små serveringer og når man får gæster.
De lækre rabarber er i sæson nu og er meget anvendelige i både det søde og det salte køkken, men mest af alt holder jeg nu af at bruge de syrlige røde rabarberstængler til et fint modspil til søde desserter.
Smagen af sødt, syrlige rabarber, sprøde marengskys og luftig flødeskum er ganske uimodståelig.
Prøv også: min bedste opskrift på rabarbersaft >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Rabarber Eton Mess
- Rabarberkompot
- 250 g rabarber, skåret i tern
- 1 tsk vaniljesukker
- 60 g sukker
- Marengs
- 90 g æggehvide
- 150 g flormelis
- Derudover
- 2,50 dl piskefløde
- 0,50 tsk vaniljesukker
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Rabarber
Kom rabarber, sukker og vaniljesukker i en gryde og rør det godt sammen. Lad det stå og trække saft i en halv time uden varme. Tænd for varmen og varm op til kogepunktet under omrøring. Lad det simre svagt i 5-10 minutter. Hold øje med det og tag af varmen, så snart rabarberen er blød. Det skal endelig ikke være overkogt.
Lad rabarberne køle af i køleskab, mens marengskyssene bages.
Marengs
Pisk æggehviderne helt hvide, luftige og til de danner toppe. Pisk flormelis i lidt efter lidt til al flormelis er brugt og pisk derefter et nip salt i. Pisk til marengsmassen er blank sej og danner flotte toppe, der kan holde formen.
Kom i en sprøjtepose med stjernetyl, kom marengs i og sprøjt kyskager på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i en forvarmet ovn ved 80 grader varmluft eller med tørrefunktion ved 80 grader i cirka 60 minutter, måske længere alt afhængig af hvor store kyskager du laver.
De er færdige, når de slipper bagepapiret uden problemer.
Sluk ovnen, sæt lågen lidt på klem og lad kyskagerne stå i ovnen, til den er kold.
Anretning
Pisk flødeskum med lidt vaniljesukker til det er luftigt og lækkert.
Knus nogle af marengskyssene lidt og anret rabarber og flødeskum lag på lag i flere lag i glas.
Afslut med et par kys og så er de klar til servering.
Hvor mange gram æggehvide er der i 1 æg??
Da jeg lavede den, skulle jeg bruge æggehviderne fra 3 M/L Øko æg.