Råsyltede rabarber
Råsyltede rabarber er virkelig lækre. De er både syrlige og søde og er skønne i salater og som tilbehør til grillet kylling med mormorsalat. De skønne rabarberstykker smager skønt til både det salte og det søde køkken. Spis dem fx på morgenyoghurten eller til vaniljeis og koldskål.
Hvor pink og lyserøde rabarberstykkerne bliver kommer helt an på hvor meget rød farve der er i rabarberstænglerne. Er de mere grønne i farven, så vil de råsyltede rabarbere blive mere brunlige i glasset. Det gør ingen forskel for smag eller kvalitet.
Prøv også: min skønne opskrift på koldskål >>
Arbejdstid 20 min.
Antal 1 glas
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Råsyltede rabarber
- 10 stængler rabarber
- 3 dl vand
- 3 dl æblecidereddike
- 300 g sukker
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Gør rabarberne grundigt rene og skær dem i skiver af 1,5 cm.
Kom rabarbertern i et skoldet rengjort glas.
Kog vand, æblecidereddike og sukker op i en gryde og lad det koge til sukkerkornene er smeltet.
Hæld den kogende varme sukkerlage over rabarberne.
Sæt låg på og lad det trække i mindst 3 dage i køleskab.
Hej Ann-Christine,
Jeg istemmer mig det store kor af mennesker, der ofte bruger dine opskrifter og som finder kæmpe inspiration hos dig! 😊
Jeg er lidt en novice i alt der hedder (rå)syltning og det er måske et dumt spørgsmål, men hvis man sætter låg på direkte efter at have hældt den næste kogende lage over rabarberne, risikerer man så ikke at glasset eksploderer?
Mange venlige hilsner
Britt
Hej Britt
Mange tusind tak for din søde hilsen, jeg er rigtig glad for du har glæde af mine opskrifter! ♡
Jeg har ikke oplevet problemer med det, men ellers lad det evt blot stå et par få minutter og set derefter låg på.
Kh Ann-Christine
Kan ikke tåler æble og pære, hvad kan man så bruge ?
Du kan bruge andre frugt eddiker eller vineddike
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Angående oxalsyreindholdet, så viser forskellige undersøgelser lidt forskelligt, men jeg har ikke fundet nogen endnu der viser at vinrabarber/jordbærrabarber har lavt indhold af oxalsyre. Måske middel? Se f.eks. tabellen her
Rumpunen, K., & Henriksen, K. (1999). Phytochemical and morphological characterization of seventy-one cultivars and selections of culinary rhubarb (Rheum spp.). The Journal of Horticultural Science and Biotechnology, 74(1), 13–18. doi:10.1080/14620316.1999.11511064
Tak i øvrigt for nogle gode opskrifter. Putter du æblecidereddike i på grund af smagen? Det forekommer mig at rabarberen normalt vil have (æble)syre nok i sig selv.
Jeg har lært at man ikke må spise rå rabarber pga antrakinonglykosider, der kan medføre forgiftning. Hvordan forholder det sig ved rå-syltning?
Hej Lisbeth,
Jeg har tjekket fødevarestyrelsens hjemmeside, og de skriver kun om rabarberblade ift antrakinonglykosider
Kh Ann-Christine
kan man bruge frosne rabarber?
MVH Helle
Det kan du nok godt – jeg har ikke testet det med denne opskrift dog
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan de virkelig ikke holde sig længere. Eks. ved at skylle glasset med atamon?
Se gerne tip under opskriften :)
Jeg bruger ikke selv atamon (for det fungerer ikke med et økologisk køkken) ;) – men det er jo en smagssag.
Kh AC
Jeg lavede et glas som smagte helt fantastisk. Så selvfølgelig laver jeg et par stykker mere, men….. DE GÆRER…. Har du en ide til hvorfor de gør det og kan jeg bruge noget af det?
Det kan desværre ske, også med syltetøj, saft og lignende. Det kan skyldes at det er opbevaret for varmt, eller at der har været noget af rabarberen der har været dårlig. Det er blot et lille stykke der skal til, for at det ødelægger portionen. Desværre.
Der kan også have sidder noget bakterier på glasset der har startet gæringen. Der er desværre ikke så meget at gøre ved det, når gæringen først er i gang.
Kan man bruge æbleeddike i stedet for æblecidereddeike
Ja, uden problemer
Hej Ann-Christine,
Jeg lavede opskriften i torsdags og prævesmagte en her til morgen, men den var godt nok både hård og sur. Min lage blev nok ikke helt over da den var helt brænd varm. Tror du det er årsagen? Eller skal de bare stå lidt længere tid?
Jeg overvejer om, jeg kan smide det hele i en gryde igen og give det er opkog. Hvad tænker du eller har du erfaring med? :-)
Mvh Line
Hej Line
Det kan nok afhænge en hel del af rabarbersort + at det måske er kølet for meget af inden det blev hældt over. Prøv evt at sigte lagen i en gryde, kog det op, smag til med lidt ekstra sukker og kom rabarberne i gryden, mens det koger – sluk straks varmen og hæld på glas igen.
Kh AC
Jeg bruger de råsyltede rabarber i gin. Nogle gange også med rabarber sorbet ?
Hvor er de lækre, de forsvandt som dug for solen! Nu står jeg blot med en masse overskydende lage…Kan den mon koges op og genbruges? Tak for en skøn, skøn blog som vi har fulgt i mange år – du var oven i købet med os i NZ da vi rejste ud i 2 år! Kh. Pernille
Prøv at koge lagen op. når den er kold, så kom lidt sure æbler i lagen. De kommer til at smage af rabarberne og lagen, De kan evt. bruges til trifli.
En god sjat af det i Gin og tonic er fantastisk ;-) 😉
Hej Pernille,
Så skønt at høre det er et hit! Du kan sagtens bruge lagen igen, den kan fint kører nogle runder med rabarber.
Hvor er det hyggeligt, at I har fulgt med så længe, det er jeg glad for at høre :)
Kh AC
Hej Ann-Christine
Er de søde? Kan det spise til is?
Bedste hilsner
Lisbeth
Syrlige med et strejf af sødme, de kan spises til is, men det er nok lidt en smagssag :)
Ellers kan du evt komme ekstra sukker i, hvis de laves specielt med henblik kun på det søde køkken
Kh AC
Kan man bruge en anden eddike? Fx granatæbleeddike?
Og vil de kunne bruges på en pavlova? Sammen med eks. Jordbær
Ja, det kan du sagtens – og det vil være så lækkert på pavlova sammen med jordbær
Kh AC
Super lækre rabarber som jeg brugte i en confiteret ande burger her til aften super lækkert alternativ til agurkesalat
Mange hilsner Hanne
Hold nu op, hvor lyder det lækkert! Det må vi prøve :)
Kh AC
Følger lige hvad du skriver til ELSE.
Hej – det skal jeg helt sikkert prøve. Af ren nysgerrighed, hvad er så årsagen til, at du undgår atamon?
Atamon er ikke godkendt til økologiske produkter / madlavning.
Det aktive stof Natriumbenzoat er mistænkt for blandt at kunne udløse allergi og jeg synes helt enkelt det er ganske unødvendigt i mit køkken at bruge det :) Så fryser jeg hellere ned, laver små portioner, rengør og skolder godt og skyller glas med spiritus.
Kh AC
Mange gode opskrifter:-)
Men….10 stængler lidt svært at forholde sig til.
Kan du sætte en ca-vægt på?
Bedste hilsner Ann
Mange tak! Det kommer sig slet ikke så nøje. Bare stængler nok til at fylde et halvt liters glas
Kh AC
Ejj, en god ide, ikke at koge rabarberne først, så de stadig har bid. Glæder mig til at prøve opskriften:-)
Det er så lækkert!
God fornøjelse med dem
Kh AC