Pasta med friske tomater og hvidløg


Nem og lækker pasta med friske tomater og hvidløg, samt et gavmildt drys basilikum og rigelige mængder friskrevet god ost.
Det er stjernenemt, mega lækkert og aftensmaden kan stå klar på cirka 15 minutter og passer perfekt til de måneder, hvor man kan få solmodne tomater fyldt med smag af varme solskinsdage.
Hele familien er begejstret og det smager simpelthen bare så lækkert!
Prøv også: mange flere opskrifter med pasta >>
Arbejdstid 15 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Pasta med friske tomater og hvidløg
- 400 g spaghetti
- 3 fed hvidløg, finthakkede
- 2 håndfulde frisk basilikum, grofthakket
- 200 g tomat, grofthakkede
- 100 g parmesan, eller anden hård ost
- salt
- sort peber, friskkværnet
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Vend hvidløg, basilikum, tomater, parmesan, salt og peber grundigt sammen i en stor skål.
Kog pasta al dente, tag en dl af kogevandet fra pastaen og rør i skålen med grøntsager og parmesan.
Hæld resten af vandet fra pastaen og vend den dampende varme pasta i skålen med grøntsagerne. Smag til med salt og peber og server straks. Gerne med et ekstra drys friskrevet ost.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine.
Lavede denne ret i aften. Jeg synes, den smager skøn. Faldt dog ikke i god jord hos min mand, der syntes, at retten smagte for meget af hvidløg. Jeg brugte tre store friske hvidløg. Kunne man svitse hvidløgene af i lidt olie, så smagen af hvidløg ikke bliver så markant? Og hvordan gør jeg så med resten af ingredienserne? Tak for dine opskrifter. Jeg bruger rigtig mange af dem.
Hilsen Laila
Hej Laila
Ja, man skal nok gerne være lidt hvidløgsbegejstret :) Hvis jeg vil dæmpe den skarpe hvidløgssmag og gøre den mere mild, fx i dressinger osv – men også i en ret som denne, så er mit trick at knuse hvidløget med den flade side af en køkkenkniv og derefter komme i en skål og hælde kogende vand over. Lad det trække i et halvt minuts tid, og hæld vandet fra Derefter er den skarpe hvidløgssmag væk og den er mere mild og aromatisk.
Tak for din søde hilsen. Jeg er rigtig glad for du har glæde af mine opskrifter
Kh Ann-Christine
Skøn opskrift. Nem og hurtig og smager fantastisk. Jeg serverer grillet kyllingbryst ved siden af. Så kommer der balance i forhold til proteiner.
Hej Tina
Det er dejligt at høre! Mange tak for din fine tilbagemelding på opskriften :)
Kh Ann-Christine
Kære Ann- Christine
Fik denne spaghetti ret i aften. Smager super skønt med dejlige friske tomater og basilikum fra haven.
Vi elsker bare dine opskrifter og glæder os vildt til din nye kogebog
Hilsen Dorrit
Tusind tak for din søde hilsen, Dorrit! Det er jeg rigtig glad for – og jeg er også begyndt at tælle ned på dagene til den nye bog kommer, det bliver så spændende til september og jeg håber du bliver vild med den nye bog :)
Kh Ann-Christine