Mumie pølsehorn til halloween
Halloween pølsehorn til sjov og ballade i denne herligt (u)hyggelige halloweenuge.
De er drønlækre og skønne til madpakken, til halloweenfesten og til at tage med til hyggelige arrangementer.
De er også lækre og saftige dagen efter de er bagt og det er et hit at gange portionen op og have til madpakkerne, hvor de søde mumie pølsehorn med sikkerhed bringer smil og hygge frem i spisepausen.
Prøv også: opskrift på en lækker halloweenkage >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 16 stk.
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Mumie pølsehorn til halloween
- 20 g gær
- 2 dl mælk
- 1 æg
- 1 spsk sukker
- 0,75 dl olivenolie
- 400 g hvedemel
- 1 tsk salt
- 8 wienerpølser, skåret i halve
- Derudover
- 1 æg, sammenpisket til at pensle med
- 20 g hvid fondant
- 10 g sort fondant
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Rør gæren ud i en skål med stuetempereret mælk og olie, sukker og æg. Rør det godt rundt og tilsæt derefter salt og mel lidt efter lidt.
Ælt dejen i 10 minutter, gerne på en røremaskine ved lav hastighed, til den er smidig og nem at arbejde med. Stil dejen til hævning i en skål med et rent klæde over i en time på køkkenbordet.
Rul dejen ud i en retangel og skær lange tynde strimler. Vikl strimlerne omkring pølserne til mumier og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad mumie pølsehornene efterhæve i en time på køkkenbordet, dækket med et rent klæde.
Pensl med sammenpisket æg og bag i en forvarmet ovn 175 grader varmluft i cirka 15 minutter. Lad dem køle af og pynt med sukkerøjne lavet af hvid og sort fondant.
Måske et dumt spørgsmål – men hvor tynd skal dejen rulles ud ca.?
Det er så fint du spørger! Jeg ruller dejen ud til en tykkelse på 3-4 mm.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hejsa.
Sikke sjove fine pølsehorn! Laver du selv sukkerøjnene eller kan de mon købes?😅
Mvh Lisbeth
Hej Lisbeth
Ja, de er nuttede :)
jeg har købt sukkerøjnene, men de kan også laves af hvid og sort fondant.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej. Hvis man vil lave de søde mumie pølsehorn, til din lækre græskarsuppe, har du mon så et godt alternativ til de fine øjne, som hælder mere i retning af det salte køkken?
Jeg har ikke fundet noget der virker lige godt godt og fint, så herhjemme siger vi bare pyt til at de er søde til det salte køkken :)
Kh Ann-Christine
Hvordan sætter man øjnene fast?
Hej Mette,
jeg sætter dem fast ved at skubbe dem på plads i mellem brødstrimlerne, efter de er bagt og kølet af, så holder de sig fint fast.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
De er SÅ søde og sjove :-) Sikke da en god ide’ at lave pølsehorn på denne måde
Mange tak, de er også altid et hit hos alle i familien ♡