Monkeybread – kanelbrød
Monkeybread er en lidt sjov form for kanelbrød, hvor dejen formes til små kugler som dyppes i smeltet remonce for derefter at lægges tæt sammen i en form og så bages til kage.
“En skør og anderledes kuglekage, som smager vildt godt!” siger Julie om denne kage – og det er da meget fint beskrevet.
Kagen bør nydes lun og frisktbagt – hvilket var lige hvad vi gjorde i går eftermiddags, hvor vi havde aftalt at spille Matador efter skole (det helt store hit hos mine børn og især Johan i øjeblikket). Sådan et spil kan snildt tage nogle timer og så var det helt fint med en lille sød midtvejspause i spillet.
Arbejdstid 30 min.
Antal 1 kage
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Monkeybread - kanelkage
- 100 g smør
- 1,50 dl mælk
- 25 g gær
- 2 æg
- 50 g sukker
- 60 g grahamsmel, eller fuldkorns ølandshvede eller lign.
- 340 g hvedemel
- 1 vaniljestang, kornene herfra
- 1 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt kardemomme
- 0,50 tsk salt
- Remonce
- 150 g smør
- 100 g brun farin
- 1 tsk stødt kanel
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Smelt smøret i en gryde ved lav varme.
Rør gæren ud i mælken i en skål og hæld det smeltede smør i, sammen med 2 æg. Rør det godt sammen.
Bland det grove mel med sukker, kanel, kardemomme, vanilje og salt og rør det i skålen med smør/mælk blandingen. Tilsæt hvedemel lidt af gangen, til dejen kan æltes – ælt dejen på køkkenbordet til den er smidig og blød.
Lad dejen hæve på køkkenbordet i en skål med et rent klæde over i 45 minutter.
Når dejen er hævet, gøres remonce klar. Smelt smør, farin og kanel i en gryde ved lav varme.
Del dejen op i en masse små stykker som trilles til kugler a ca 1 1/2 cm i diameteren. Vend alle kuglerne et par stykker af gangen i den flydende sukkerblanding og læg dem derefter lag på lag i en form, beklædt med bagepapir. Min form er en rund springform på 18 cm i diameteren – men man kan også fint bruge en rugbrødsform eller lign.
Når alle kuglerne er sat i formen, hældes resten af sukkerblandingen over og efterhæver i et kvarter, før den bages i ovnen ved 175 grader varmluft i 45 minutter.
Tip
kagen kan evt pyntes med hvid glasur – men vi spiste den blot som den er her.
Opskriften er til ca 8 personer
Har kastet mig ud i det. Men vil hellere have dem som muffins end som et helt brød. Så det står aftenen på. Normalt bager jeg kun med surdej, men i det her første forsøg laver jeg dem med gær.
Jeg skal lave det i morgen, men vil gerne hive kagen ud lige til kaffen og vi skal have frokost først – kan jeg lave det hele klart i formen, stille den i køleskabet og så bage den uden den kommer til at hæve for meget?
Hej Gitte
Du kan fint lade den efterhæve i køleskabet, det kan den fint klare.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Selvom jeg følger opskriften nøje, så kan min dej ikke æltes på køkkenbordet, den er alt for klistret og ville kræve en del mere mel end der står og det tør jeg ikke, er bange for den bliver for tør.
Hvad kan årsagen mon være?
Hej Margrethe,
Jeg kan se at der ved en fejl er skrevet en smule for lidt hvedemel i da vi skrev opskriften over i et nyt opskriftssystem for nogle år siden, det er rettet til igen nu.
Jeg håber det blev godt alligevel :)
Kh AC
Ved remonce, står der 1 tsk men ikke mere, kegbkan godt gætte at det er kanel, men bare en venlig kommentar til en mulig rettelse
Tak for hint, det er opdateret nu :)
Det lyder spændende ?
Er den ligeså snasket som brunsviger?
Kan jeg evt lave dejen i dag med mindre gær og lade den stå på køl til i morgen, hvor jeg laver resten?
Mange hilsner
Hej Anne- Marie,
Den er meget at sammenligne med kanelsnegle, og ja, måske også lidt i retning af brunsviger.
Du kan sagtens koldhæve dejen :)
Kh AC
Hej AC
Jeg skal have et par piger til frokost, og tænkte om du, med alle dine gode, inspirerende opskrifter, kunne ” strikke ” et par lækre forslag sammen og en god salat.
Jeg følger dig både her og der, føler jeg kender dig og din familie, det er så dejligt, du deler så meget med os.
Knus
Hej Jette,
Tak for din søde hilsen! Så dejligt at du følger med her ♡
Jeg vil anbefale fx min salat chevre chaud eller den skønne franske salade Nicoise
– og så måske med de snoede hvidløgsflutes til.
Et helt andet alternativ, kunne være at lave denne indiske salat med dahl og naan brød til
Rigtig god fornøjelse
Kh AC
Tak fordi du tog dig tid til forslag.
Lyder spændende med indisk salat, du hører nærmere, hvad jeg vælger.
Kh Jette
Hold nu op det ser godt ud og minder mig om gode eftermiddagsstunder med mine bedsteforældre <3
Åh, hvor hyggeligt ♡
Der lækkert ud! Her I sydtyskland hvor vi bor, kalder de den for “abehjerne”?
Det ligner det også lidt ;)
Åh monkeybread! Jeg har set det på amerikanske sider så mange gange, men aldrig kastet mig over det. Måske det skal være et weekend-projekt.
Et lille spørgsmål. Kunne se under din FAQ at du fortæller at dit wordpress tema er costumemade (det er mega fint!). Men er din opskrift del noget der fulgte med dit tema, eller er det en plugin du har hentet? (det er nemlig en jungle, kan jeg godt fortælle dig).
Ha’ en skøn weekend!
Hej Lea,
Rigtig god fornøjelse med det :) Hyggeligt weekendprojekt.
Hele min blog er stort set håndkodet, inkl opskriftsdelen – så kan desværre ikke hjælpe med nogle anbefalinger på det.
Rigtig skøn weekend til dig også
Kh AC
Jeg har lige taget min ud af ovnen. Glæder mig til at smage!
Hvornår tilsætter du de 50 g. sukker? I blandingen med det grove mel?
Min skulle kun have ca. 30 min. i ovnen, men der er også stor forskel på ovne. Vi vil pynte med hvid glasur i anledningen af weekenden :-)
God weekend…
Ja, det er sammen med det grove mel – har lige rettet det til. Tak for at gøre opmærksom på det.
Håber det blev en skøn kage :)
Rigtig god weekend
Kh AC
Er allerede i gang med at lave det!
♡ Håber det blev en skøn kage :)
God weekend
Åh mums den lyder da super lækker ;0)
Tror jeg vil lave den til mine unger i eftermiddag – måske sammen med en kop te og et spil UNO, som er det spil der hitter herhjemme i øjeblikket..
God weekend..
Så hyggeligt! Vi har også haft en længere UNO periode, det er så hyggeligt at samles om et spil og te. Elsker de eftermiddage, med god tid til det.
Rigtig god weekend til jer
Kh AC