Mini pizza med chorizo


Denne variant af minipizzaer er Johans favorit. Han elsker oliven og den lidt stærke chorizo pølse.
Vores krydderurtebed er lige nu fyldt af duftende sprøde og smagfulde krydderurter og det er skønt at plukke en ordentlig håndfuld basilikum til at pynte de små pizzaer med.
Det er et hit at lave en masse mini´er, og det tager ingen tid at lave to, tre eller fire varianter pizza, når man først er i gang. Det er desuden en god måde at få brugt lidt forskelligt fra køleskabet på. Vores favoritter er i øjeblikket denne variant med chorizo og oliven og kartoffel med mozzarella.
Arbejdstid 15 min.
Antal 12 stk.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Mini pizza chorizo
- Pizzadej
- 25 g gær
- 2,50 dl vand
- 3 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
- 500 g hvedemel, + lidt ekstra til udrulning
- 1 spsk olivenolie, til at smøre skålen
- Toppings
- 140 g koncentreret tomatpuré
- 75 g chorizo, tyndtskåret
- 125 g frisk mozzarella, skåret i skiver
- 100 g sorte oliven uden sten
- 1 frisk basilikum, 12 blade herfra
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Pizzadej
Opløs gæren i en skål med lunkent vand. Brug 5 g gær, til koldhævning natten over, og 25 g gær, hvis pizzadejen blot skal hæve i en time.
Kom halvdelen af mel, olivenolie og salt i og rør godt rundt til en ensartet konsistens.
Tilsæt resten af melet lidt ad gangen under omrøring.
Drys lidt mel på køkkenbordet og ælt til sidst dejen sammen til en smidig dej med hænderne.
Vask skålen og smør den med olivenolie, kom dejen tilbage i skålen og vend den, så den er dækket af olivenolie. Olien gør dejen nem og smidig at arbejde med og skorpen ekstra sprød ved bagningen.
Lad dejen hæve i ca. 45-60 minutter eller til koldhævning i køleskabet natten over.
Bagning og Topping
Drys lidt mel på køkkenbordet. Del dejen i 12 dele og form 12 små pizzabunde på bordet med hænderne. Læg dem på to bageplader med bagepapir.
Smør hver bund med lidt tomatpure, hvorefter de toppes med en skive mozzarella, 3 tynde skiver chorizo, basilikum og oliven.
Bag i ovnen på en bageplade med bagepapir ved 230 grader i 10-14 minutter.
Når pizzaerne er færdig, drysses de med basilikum.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine,
Tusind tak for dit flotte og inspirerende mad-univers 😃❤️
Kan man bruge fuldkornsmel til disse mini-pizza og i så fald hvor meget skal jeg bruge? Og hvor meget mindre alm mel?
Dbh Annette
Hej Annette
Tusind tak for din søde hilsen ♡
Man kan fint udskifte 100 g af hvedemelet med 90 g fuldkornsmel, uden at ændre yderligere i opskriften
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej
Jeg har påtaget mig opgaven mini pizzaer til skrub af mad.
Jeg vil gerne de bliver så ens som muligt, samt selvfølgelig i en passende størrelse, så de kan spises af en person og vi ikke skal stå og dele dem.
Ved du evt. Vægten på dejen til én mini pizza – så vil jeg nemlig veje dejen.
Tak for hjælpen – alle de gange jeg bare kigger i bogen eller søger på nettet.
Mvh Dorthe
Hej Dorthe,
Mange tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at høre! :)
Jeg har ikke vejet dejen, så skal ikke sige en vægt pr pizza med sikkerhed.
Kh Ann-Christine
Hvor længe kan de holde sig på frys?
Hej Sabrina
jeg har skrevet om holdbarhed på frys her: https://www.valdemarsro.dk/ofte-stillede-spoergsmaal-til-valdemarsro-opskrifter/
Kh Ann-Christine