Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/mine-bedste-koekkenmaskiner/

Mine bedste køkkenmaskiner

køkkenmaskiner

Vi har samlet vores køkkenmaskiner gennem en del år, og de opfylder hver især specifikke behov i min madlavning. Jeg er ikke specielt vild med at fylde mine køkkenskabe med gadgets – og det er vigtigt for os, at vi får det brugt som vi har og hellere undvære, end at købe forkert eller for meget.

På det seneste har jeg opgraderet en del på køkkenmaskinerne og gjort nogle rigtig gode køb af nye hjælpeværktøjer på den front.
Vi laver rigtig meget mad i vores køkken, udvikler opskrifter til bloggen, udvikler opskrifter til kogebøgerne og forbereder opskrifter til YouTube videoerne – så det er rigtig rart med god køkkenmaskinehjælp til det hele.

Jeg får jævnligt spørgsmål til mine køkkenmaskiner i kommentarfeltet her på bloggen – og jeg synes også selv, at det kan være en jungle at finde ud af hvilke maskiner der er bedst, opfylder de behov man har og som man bliver glade for i lang tid.

Derfor tænkte jeg at det ville give god mening, at jeg lavede dette indlæg til inspiration og med uddybning af hvilke køkkenmaskiner, der er mine favoritter, samt en beskrivelse af mine vurdering af deres fordele og ulemper hver især.

Indimellem vil jeg opdatere indlægget her, hvis der kommer nye favoritter til og I er også hjertelig velkomne til at dele jeres favoritter – gerne af den slags der har skabt værdi i køkkenet i årevis hjemme hos jer. I kan helt sikkert finde produkterne på tilbud med jævne mellemrum rundt på nettet og i fysiske forretninger, så google lidt på det og hold øje med gode tilbud, måske det også kunne være til inspiration til ønskesedlen. Jeg håber, det kan hjælpe jer i valget af køkkenmaskine – behov og forventninger til maskinerne kan være forskellige og måske er der andre maskiner, der passer bedre til jer – uanset vil jeg nødig opfordre til, at man køber hele maskinparken her, men i stedet samler sammen efter behov og nødvendighed – og det som man vil bruge og have glæde af i mange år frem ♡

bamix

Vores Bamix stavblender
Det er den køkkenmaskine vi har i flest år, og som vi købte tilbage i 2006. Jeg husker ikke hvor mange watt den har – mærker er slidt af for længst. Den er købt med tre små skiver, der sættes på og er fundamentet bag Bamix stavblenderkoncept (multi, beater og whisker), er geniale til at gøre supper og smoothies lækre luftige og cremede, piske en mayonnaise. I årevis gjorde denne stavblender og tilhørende minihakker alt, vi behøvede som alternativ til en foodprocessor i vores køkken.

Fordele

  • En lille fiks stavblender med kraftig motor, som ikke fylder meget i køkkenskuffen.
  • Holder i årevis. Vores er 12 år gammel og har været flittigt brugt.
  • Den er genial til smoothies, suppe og meget andet godt, lavet på de knap så fiberrige råvarer. Hvis vores på et tidspunkt går i stykker vil jeg uden tvivl erstatte med en ny Bamix, blot med største motor, næste gang.

Ulemper

  • På trods af den kraftige motor og store ydeevne, så kan den ikke pulverisere grove grøntsager som grønkål, broccoli osv til lækre cremede smoothies – de bliver lidt “fiberfyldte” med en bamix. På samme måde bliver aspargessuppe mere trævlet.
  • Minihakkeren til vores Bamix har jeg i årevis brugt til fx dadelkugler og hummus, men det er ikke  kan ikke uden problemer og man risikere i værste fald at den brænder sammen på opgaven med dadlerne.

håndmikser

Turmix håndmikser
Uanset at vi sidste år købte en foodprocessor, som kan piskeflødeskum og vi i nogle år har haft en Ankarsrum Assistent, som kan det samme, så kan jeg ikke undvære en håndmikser i mit køkken og da vores gamle billige supermarkedsmodel for nogle år siden gik i stykker valgte vi en Turmix, for at kunne have den forhåbentlig på livstid.

Fordele

  • Den er nem at gøre ren
  • fylder ikke så meget i skuffen
  • pisker hurtigt og effektivt, med flere trinindstillinger

Ulemper

  • den er lidt til den pebrede side
  • måske lidt overflødig i det minimaliske køkken, hvis man har et alternativ der kan det samme, fx en foodprocessor.

kitchen aid

Kitchen Aid mini foodprocessor
Denne lille fine sag har virkelig været et godt køb, synes jeg! Jeg er så glad for den og bruger den dagligt til alt fra hummus og pesto til dadelkugler og til de lækre hverdagsskønne råkostsalater. Den er langt nemmere og hurtigere at rengøre og håndtere end min Magimix Foodprocessor.
Denne maskine har jeg faktisk anbefalet til både veninder og familie, for den er virkelig både fiks og skøn og har overrasket mig meget positivt.

Fordele

  • virkelig stærk motor – den har bestået dadelkugletesten ;)
  • Hakker, snitter og laver dips mv lynhurtigt.
  • Nem at vaske af
  • Fylder ikke meget på køkkenbordet og jeg synes den er pæn, af en køkkenmaskine at være.

Ulemper

  • Det er blot en minihakker og den kan ikke andet end det. Om det så er en reel ulempe er jo en vurderingssag. Fordelen ved det er netop at den ikke kan tusind ting som ikke benyttes alligevel og har masser tilbehør til, som aldrig bruges – men det ville nu være smart med blot en smule tilbehør til at skifte kniven ud med, som fx piske og rørefunktion.

ankarsrum

Ankarsrum Assistent
Den har faktisk fået et helt indlæg for sig selv for år tilbage, men den fortjener alligevel at få en anbefaling med i dette samlede indlæg også. Jeg er nemlig rigtig glad for den stadig. Det er en virkelig god og stabil maskine til fx disse boller og andre lignende bløde gærdeje, til netop det formål kan jeg ikke undvære denne maskine.

Fordele

  • Ankarsrum har ry for at være meget holdbar og jeg har store forventninger til at den holder de næste 40 år med.
  • Den har et fint og enkelt design, som er nemt at rengøre
  • Jeg oplever at dens motor, er stærk nok til at ælte de tunge bløde gærdeje og har brugt den til det utallige gange, hvor jeg har kørt med fuld hastighed til en portion af denne opskrift på boller. Det er dog mod brugsvejledningen og derfor helt på eget ansvar om man vil bruge den til dette!
  • Den er virkelig nem at betjene og håndtere
  • Har mange gadgets og tilbehørsdele, hvis man er til det.

Ulemper

  • Den er lidt tung at finde frem, hvis man har den stående i skabet – men omvendt så skal den netop være tung for at stå stabilt på bordet til de deje jeg ælter i maskinen.
  • Jeg bruger den ikke så ofte til alle de andre funktioner den kan bruges til, da jeg ofte synes at det er hurtigere og nemmere med en håndmikser, foodprocessoren eller minihakkeren.

magimix

Magimix foodprocessor
Denne maskine har ry for at være lidt en drøm af en foodprocessor, og jeg synes virkelig det marked har været en jungle at vælge maskine i. Jeg valgte sidste år at købe en Magimix og den er jeg faktisk blevet rigtig glad for. Den er kraftig, robust og brugervenlig at håndtere og så er den virkelig den hjælp i køkkenet, som jeg manglede på de dage, hvor der bliver lavet virkelig mange retter.

Fordele

  • Den har virkelig mange funktioner til alt fra at hakke, snitte, skære, piske og røre.
  • Den er kraftig og har klaret dadelkugletesten
  • Den er lynhurtig og fiks til at røre fx en kagedej sammen og snitte grøntsager til lasagne, og dermed oplever jeg faktisk, at jeg med den i køkkenet, når langt mere på væsentlig kortere tid.

Ulemper

  • Der er mange dele til og den fylder dermed ret meget. Det er ikke et plus i min verden, men omvendt så tror jeg med tiden, at jeg får god gavn af alle dens funktioner og muligheder – så jeg tænker at den ulempe er en nødvendighed.
  • Den er lidt besværlig at gøre rent, hvis man blot laver fx hummus i den lille skål, så ender der ofte lidt i både mellem og stor skål, så man står med en større opvask end hensigten.
  • Den er i den pebrede ende af prisskalaen.

tefal toaster

Tefal Snack Collection
Jeg købte denne forrige sommer, for at lave belgiske vafler og lignende lidt tykkere madvafler, samt lækre hjemmelavede toasts, som der var opstået stor efterspørgsel på fra mine børn.

Fordele

  • Pladerne kan skiftes, så man har flere maskiner i én maskine og de kan gå i opvaskemaskinen.
  • Pladerne virker holdbare, slidstærke og de er effektive.

Ulemper

  • Hvis man “kommer til” at købe plader man ikke har brug for … her blev jeg altså lidt grebet af stemningen og det var unødvendigt, så jeg vil anbefale ikke, at købe flere end de mest nødvendige. Vi bruger: belgisk vaffeljern, paninijern og alm vaffeljern.

wilfa blender

Wilfa Raw Fuel
Jeg købte den for 2-3 år siden og det har været et super godt køb, som jeg varmt kan anbefale videre. Jeg havde i noget tid haft et godt øje til den meget dyrere vitamix, men havde hørt meget godt om denne som alternativ og så er den en hel del billigere. Jeg skulle bruge den til at blende grønne smoothies af den slags som min bamix blender ikke kunne klare – med grønkål, broccoli og den slags, som virkelig kræver en god motor for at blive cremet og lækkert, det var mit primære formål med købet … at lave massevis af lækre grønne cremede smoothies.

Fordele

  • Den er nok den mest budgetvenlig maskine af høj kvalitet
  • Den kan blende broccoli og grønkål til atomer, så de bliver så lækre og cremede i smoothies
  • Den kan blende grøntsagssupper, som ellers nemt bliver trævlet, fx aspargessuppe.
  • kan blende isterninger og frosne bananer

Ulemper

  • Hvis man ikke kommer de bløde og våde ingredienser i først, så kan kniven godt sætte sig fast – men det undgår man nemt ved lige at ‘pakke ingredienser’ i den rigtige rækkefølge.

mælkeskummer

Melitta Cremio 2 mælkeskummer
Vi har to mælkeskummere, en fra Nespresso og en Melitta Cremio – og de er begge to vældig gode. Faktisk havde jeg i første omgang Nespresso mælkeskummeren med på det øverste billede, men jeg synes alligevel lige at Melitta mælkeskummeren gør det lige en my bedre – den laver finere cremet skum og knap så fluffy pufskum, og den super cremede skum, fordeler sig nemmere i kaffe, chailatte og matchalatte, fremfor at lægge sig oven på som et låg. Det er min favorit og jeg har lige fået den hentet hjem fra sommerhuset, så den kunne komme med på både billeder og anbefalingen her.

Fordele

  • Laver virkelig lækker cremet fyldig skum – den skal blot altid fyldes til max på den streg der indikere skum, for skummet bliver knap så cremet hvis man kun fylder til minimum.
  • Nem at gøre ren
  • Gør både letmælk, sødmælk og havremælk virkelig lækker cremet.

Ulemper

  • Skummet bliver ikke helt så lækkert fyldigt, hvis man blot laver til en enkel kop.
  • Den burde også kunne skumme kold mælk – til fx iskaffe – men det har jeg aldrig kunnet få til at lykkedes optimalt på den.
74 kommentarer
  • Anika skrev:
    24. oktober 2022 kl. 13:48

    Vej Ann Christine,
    Jeg kan se at du har tefal snack collection til vafler. Er det det du bruger til almindelige vafler, for det kan ikke skrues op og ned for temperaturen vel? Tænker ikke det siger til, når varflerne er færdige, som. Eks. Wilfas?
    Jeg ville bruge det til almindelige vafler belgiske vafler og til små pandekager. Bruger du det til små pandekager, siden dine bliver så finde runde og ens i farven? Mine bliver altid meget uens og lidt brankede i farven synes jeg. Men ved ikke om. Det er omstædndigt med pandekager pladerne til og det i virkeligheden er bedre bare at købe et vaffeljern for sig 🙂

    Håber du vil dele dine erfaringer. Jeg synes du skrev i et opslag omkring vafler at du brugte et man kunne skrue på temperatur og som sagde til når varflerne var færdige, men kan ikke læse mig til at tefals skal kunne det. Jeg var selv et billigt et købt i netto, og der brænder de pp før de er færdig bagt og man kan ikke se hvornår de er færdige, så jeg. Kommer til at ødelægge varflerne fordi jeg åbner for tidligt.

    Bedste hilsber
    Anika

    • Ann-Christine skrev:
      27. oktober 2022 kl. 12:15

      Hej Anika
      jeg har faktisk et helt alm vaffeljern også, som kan skrue op og ned for temperaturen og er med faste plader. Det er købt for mange år siden i føtex og mærket er slidt af – men det virker glimrende. Det er det jeg bruger til alm vafler og det siger også til med grøn lampe når det er færdigbagt.
      Tefal siger også til når det jeg laver deri er færdigt, uanset om det er belgiske vafler, toasts eller lign.
      Jeg synes egentlig begge vaffeljern fungere godt, og derudover har jeg ikke testet hvad der er på markedet.
      Pandekager bager jeg altid på en pande på komfuret.
      Kh Ann-Christine

  • Mia skrev:
    30. september 2021 kl. 21:22

    Tak for en rigtig dejlig blog – jeg har ofte glæde af dine opskrifter. Dette opslag var også meget hjælpsomt – jeg overvejer et supplement til min stavblender – gerne en foodprocessor, der kan snitte kål, gulerødder mv. Jeg synes din KitchenAid mini foodprocessor er et rigtig godt bud, men når jeg læser om den, står der kun at den kan hakke og lave purre. Men din erfaring er, at den også kan lave råkostsalat? Størrelsen større (1,7 l) har rive/snitte-skæreblad med, men den er tilgengæld meget stor – og jeg bor alene.
    Vil sætte stor pris på et råd. Tak.
    De bedste hilsner, Mia

    • Ann-Christine skrev:
      2. oktober 2021 kl. 14:53

      Hej Mia
      Så dejligt at høre!
      – jeg bruger minihakkeren til at snitte grønt til råkost, nærmere end at rive dem. Det fungere glimrende.
      Rigtig god weekend
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Mie skrev:
    28. marts 2021 kl. 11:47

    Hej Ann-Christine

    Bruger du Kitchen aid minihakkeren til nøddesmør?

    Hilsen Mie

    • Ann-Christine skrev:
      28. marts 2021 kl. 18:08

      Oftest min foodprocessor til nøddesmør, da den skal køre nogle minutter.
      Men har prøvet en enkelt gang på kitchenaid og det kunne den godt.
      Kh Ann-Christine

      • Mie skrev:
        28. marts 2021 kl. 20:00

        Super, tak for svar.
        Og tak for en rigtig fin blog som vi ofte bruger.

  • Scarlett skrev:
    2. marts 2021 kl. 20:10

    Kære Ann-Christine
    Tak for en skøn blog. Vi bruger ofte dine opskrifter, der som regel er nemme at gå til, og som ofte resulterer i ros fra vores gæster :)
    Jeg har brændt flere blendere af, dels på smoothies, dels på dadler og for nyligt på hummerfars til ravioli. Jeg har læst hele tråden ovenfor og er fortsat i tvivl om, hvor meget Kitchen Aid minihakkeren kan. Jeg kan se, at den både kan klare dadelkugler og hummus, men hvad med fx smoothies af frosne jordbær, bananer eller lignende? Er man nødt til at have en blender seperat til det? Eller bør jeg så købe en blender, der både kan klare dadler, hummus og frossen frugt i stedet?
    Kh Scarlett

    • Ann-Christine skrev:
      3. marts 2021 kl. 13:43

      Hej Scarlett
      Mange tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at høre :)
      Jeg har aldrig brugt min Kitchen Aid minihakker til smoothie og frossen frugt, så det skal jeg ikke kunne sige om den kan.
      Jeg bruger heller ikke min blender til hummus og dadelkugler, så det kan jeg desværre heller ikke hjælpe med input til, da jeg selv synes det er rart at have både minihakker og blender i køkkenet :)
      Kh Ann-Christine

      • Scarlett skrev:
        7. marts 2021 kl. 18:22

        Tak for svar :)

  • Louise skrev:
    6. januar 2021 kl. 11:27

    Hov, og jeg overvejer Vitamix Explorian til formålet – kender du den?

    • Ann-Christine skrev:
      6. januar 2021 kl. 16:58

      Nej, den kender jeg ikke, desværre
      Kh AC

  • Louise skrev:
    6. januar 2021 kl. 11:25

    Hej Ann-Christine.
    Kan du anbefale en blender, der er så kraftig, at den kan klare dadelkugler og andre lidt “tørre” ting? Har lige kørt vores i sænk :/
    Bedste hilsner
    Louise

    • Ann-Christine skrev:
      6. januar 2021 kl. 16:57

      Hej Louise,
      jeg bruger primært Kitchen Aid minihakkeren til det formål. Den synes jeg er god.
      Kh AC

  • Elisabeth skrev:
    17. december 2020 kl. 13:01

    Tak for svar! Så må jeg vist have mig sådan en. :-)
    Kh Elisabeth

  • Elisabeth skrev:
    16. december 2020 kl. 13:17

    Hej Ann-Christine,
    Æj, jeg vil så gerne lave dadelkugler, men har kun en stavblender og en billig minihakker, som jeg i sin tid købte i Aldi for 200 kr. Den er såmænd god nok, men jeg er ret sikker på, at den ikke klare dadelkugletesten! :-D
    Så jeg lurer lidt på kitchenAid minihakkeren, du skriver om. Overlever din stadig at du hakker dadler på den? :-)
    Kan det passe, at din er denne her model?
    På forhånd tak. :-)

    • Ann-Christine skrev:
      16. december 2020 kl. 14:55

      Hej Elisabeth,
      ja, det er stadig kitchen Aid Minihakkeereen jeg bruger til dadelkugler, jeg synes den er god.
      Kh AC

  • Anne skrev:
    5. november 2020 kl. 20:15

    Minihakker fra Tupperware er mit yndlingsværktøj. Den fylder intet og hakker ting meget meget fint og ensartet med ganske få træk i en snor, så ingen ledning og stikkontakt, som bøvler i skabene.

  • Lotte skrev:
    15. juni 2020 kl. 23:59

    Jeg fandt dit opslag da jeg ledte efter en foodprocessor til pesto og hummus. Jeg har slået flere billige foodprossorer og blendere ihjel i forsøget på at lave hummus.

    Du skriver du bruger din kitchenaid mini til hummus, bliver det fint glat?

    Hvilken størrelse er din kan se de har 2 udgaver 0,83 l og 1,19 l

    Hilsen Lotte
    (Flittig bruger af dine lækre opskrifter)

    • Ann-Christine skrev:
      16. juni 2020 kl. 07:04

      Hej Lotte
      Mange tak for din hilsen, det er dejligt at høre.
      Vores kitchen aid er den mindste og den kan fint klare en hummus der bliver lækker og glat.
      Eneste der er lidt besværligt lige til hummus er at man skal holde knappen nede konstant, den kan ikke køre selv.
      Kh AC

  • Helle skrev:
    16. maj 2020 kl. 15:42

    Jeg overvejer at købe en Bamix blender, men er i tvivl om, hvorvidt jeg skal købe en superbox, hvortil der hører en Slice-Sy foodprocessor eller den mindre pakke uden.
    Har du – eller andre – erfaring med Slice-Sy’en?
    Mvh Helle

  • Mette skrev:
    16. februar 2020 kl. 21:39

    Hej.
    Hvor har du købt din Turmix håndmixer?
    Jeg kan simpelthen ikke finde den på nettet i Danmark.

    • Ann-Christine skrev:
      17. februar 2020 kl. 08:11

      Jeg tror faktisk heller ikke de fåes længere … jeg må lige have opdateret indlægget, og faktisk er den flyttet i sommerhus, hvor vi manglede en håndmikser og vi har købt en kitchenaid herhjem til. Den er faktisk bedre :)
      Kh AC

  • Dorte Kier skrev:
    16. februar 2020 kl. 17:45

    Hej med dig
    For nogle år siden læste jeg dit indlæg om Ankersrum og jeg købte en fantastisk maskine, så tak for det gode råd.
    Nu har jeg fået lyst til at købe melkværnen som passer til maskinen, har du nogen erfaring med den eller med andre melkværne? På forhånd tak.

    • Ann-Christine skrev:
      17. februar 2020 kl. 08:04

      Hej Dorte
      Hvor er det dejligt at høre, jeg er glad for at du også har en god oplevelse med den. Vores står og rører en rugbrødsdej i skrivende stund ;)
      Jeg har ingen melkværn, så det har jeg deværre ikke erfaring med.
      Måske andre kan hjælpe og byde ind, hvis de har …
      Kh AC

  • Zandra skrev:
    28. januar 2020 kl. 12:40

    Hej,
    Først og fremmest tak for din godeblig, der altid er første sted jeg søger opskrifter :-)
    Jeg har lige læst din blog om køkkenmaskiner, som er den jungel jeg befinder mig i nu.
    Vi har besluttet at min nuværende røremaskune akal udskiftes. Det er en gammel sag på 30år som vi har overtaget fra min far og den mangler lidt råstyrke.
    Mit spørgsmål er så om du kan hjælpe med din mening ift. om vi skal købe blender og foodprocessor som tilbehør til den nye maskine eller som enkeltdele?
    Umiddelbart tror jeg valget er faldet på en Kenwood.
    Jeg har især brug for et redskab der kan hjælpe mig med de mange dejlige grøntsager, for jeg bruger virkelig lang tid og det går ikke da vi nu har tre børn.
    På forhånd tak.
    Kærlige hilsner

    Zandra

    • Ann-Christine skrev:
      29. januar 2020 kl. 14:49

      Hej Zandra,
      Mange tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt at høre!
      Jeg kender slet ikke kenwood, så det skal jeg ikke kunne sige. Egentlig synes jeg jo det er smart at have en maskine der kan meget eller det meste, så måske udvide lidt efter lidt og prøve det af.
      Kh AC

  • Helle skrev:
    2. januar 2020 kl. 11:50

    Din blender….bruger du den også til smoothies og drinks?

    I øvrigt: TUSIND tak for verdensklasse opskrifter! De lykkes altid!

    • Ann-Christine skrev:
      2. januar 2020 kl. 14:17

      Ja, det gør jeg :)
      – og mange tusind tak, det er jeg super glad for at høre
      Kh AC

  • Susanne skrev:
    22. december 2019 kl. 08:37

    Hej Ann-Christine

    Din side her har hjulpet mig til at finde frem til den bedste røremaskine jeg har haft til dato, jeg er så glad for den, tak for det ?

    Nu vil jeg gerne finde en god vægt.
    Den jeg har hopper og danser op og ned i vægt selv med ingenting på den???
    Det er specielt en udfordring med salt, da for meget jo gør det uspiselig og for lidt gør det til en flad oplevelse.
    Den har fungeret fint i mange år, men tænker når nu jeg skal i gang med at købe en ny kunne det være du havde en anbefaling eller to ?

    De bedste julehilsner
    Susanne

    • Ann-Christine skrev:
      22. december 2019 kl. 16:09

      Hej Susanne
      mange tak for din søde hilsen, det er dejligt at høre!
      Vores køkkenvægte ( vi har to) er fra mærket Soehnle og dem er vi fint tilfredse med.
      Rigtig glædelig jul
      Kh Ann-Christine

  • Sandra Pedersen skrev:
    20. december 2019 kl. 23:00

    Hej
    Hvordan skille man låget ad på Kitchenaid mini hakkeren? :-) Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det…
    Mvh Sandra

    • Ann-Christine skrev:
      21. december 2019 kl. 08:59

      Prøv evt at skrive til Kitchen Aid (mon ikke du kan finde en mail ved at google) det kan være de har en demo video :)

  • Eva Sørensen skrev:
    7. november 2019 kl. 23:45

    Hej, tak for dine gode anbefalinger.
    Jeg har lige købt en Wilfa Power Fuel BPF-1200S.
    Men det undrer mig, at kanden blot sættes på maskinen, uden at den skal drejes i “hak”, så den ligesom er låst, inden den bruges?
    Umiddelbart vil jeg være nervøs for kanden “kan hoppe af”!
    Hvad er din erfaring?
    Venligst Eva

    • Ann-Christine skrev:
      8. november 2019 kl. 07:19

      Hej Eva,
      Tak for din søde hilsen.
      Det har jeg aldrig oplevet problemer med, men oplever at den står fint og stabilt.
      Kh AC

  • Lene skrev:
    15. juli 2019 kl. 18:09

    Hej Ann-Christine

    Du har en rigtig fin gennemgang af dine køkkenmaskiner. Du skriver, at det er imod Ankarsrum køkkenmaskinens brugsanvisning at køre ved høj hastighed i det antal minutter, du skriver i din opskrift på boller. Betyder det, at den kun kan køre i 10-15 min.? Eller er det hastigheden du mener? Min KitchenAid røremaskine er lige brændt sammen, efter at jeg lod den køre i 20 min. Den har aldrig fungeret optimalt og altid lugtet brændt efter kort tids brug, så jeg er meget opmærksom på at købe et produkt, der kan køre i lang tid, så dejen bliver helt perfekt ?. Nu overvejer jeg en Teddy Bjørn eller Ankarsrusm, så jeg er i gang med at researche. Input ville være herligt?.
    Tak for nogle gode opskrifter. Det er dejligt med den mangfoldighed, du præsenterer, påskønnet her.
    Sommerhilsener fra Lene

    • Ann-Christine skrev:
      16. juli 2019 kl. 08:38

      Hej Lene,
      Mange tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt at høre ♡
      Jeg bruger Ankarsrum og lader den røre ved fuldhastighed så længe det er nødvendigt også 20-25 minutter – har ladet den køre adskillige gange uden problemer til de bløde gærdeje og den virker stadig lige så stabil og stærk, som da jeg købte den. Grunden til at jeg skriver som jeg gør, er at det endelig er noget man må beslutte for egen risiko, da det ikke er Ankarsrums anbefaling eller garanti.
      Jeg har hørt meget godt om Teddy Bjørn også, men har aldrig testet den.
      Skøn sommer til dig
      Kh AC

      • Charlotte skrev:
        21. september 2019 kl. 08:36

        Hej Christine

        Jeg vil bare sige tusind tak for en fantastisk blog! Hver gang jeg står i køkkenet slår jeg op på din hjemmeside og laver mad herfra. Jeg har altid fået positive kommentarer for maden, og hver gang gætter familie og venner sig frem til, at det må være fra Valdemarsro, da jeg altid bruger din side. Tusind tak. Jeg har dog lige et spørgsmål til din ismaskine. Hvilket mærke bruger du? Jeg vil nemlig rigtig gerne investere i en, da jeg elsker at spise is, men isen bliver bare aldrig super godt, når man blot sætter det i fryseren.

        • Ann-Christine skrev:
          21. september 2019 kl. 10:19

          Hej Charlotte,
          Mange tak for din søde hilsen, hvor er det pænt af dig at skrive :) Jeg er rigtig glad for at du har glæde og fornøjelse af mine opskrifter.
          Min ismaskine er en Delonghi ICK5000 ismaskine, den er købt for 5-6 år siden, så jeg ved ikke om nøjagtigt den model fåes længere. Jeg er super glad for den og kan ihvertfald sagtens anbefale det mærke.
          Kh Ann-Christine

  • Kirsten skrev:
    27. marts 2019 kl. 22:03

    Jeg er igang med at kigge på foodprocessor og har læst om Magimix. Så vidt jeg kan se, kan den kun snitte i 2 eller 4 mm. Hvordan synes du om 2mm tykkelse i forhold til fx hvidkålssalat? Er det ikke lidt for kraftigt? Jeg kunne ønske mig blot 1 mm…

    • Ann-Christine skrev:
      28. marts 2019 kl. 08:21

      Jeg synes de 2 mm fungere ganske fint til kålsalat, men har dog et par enkelte gange til kartofler manglet den helt tynde 1 mm.
      Kh AC

  • Sophie skrev:
    29. december 2018 kl. 19:55

    Normalt er jeg rigtig glad for din blog og dine opskrifter, men har på din anbefaling købt tefal snack collection med belgisk vaffeljern. Og hold nu op et svineri. Vaflerne var sådan set gode. Men maskinen blev virkelig fedtet, lugtede meget kraftigt (det stod faktisk op med røg, så vi måtte bære den udenfor og dampe af) og nu drypper det ud med fedt alle mulige og umulige steder, så jeg ikke kan overskue, hvad jeg skal gøre af den. Vi kom damhelt klart til at spilde lidt ved siden af – men det er da næsten umuligt at undgå, når man står med fedtede ting som vafler, toast med smeltet ost osv! Har jeg misforstået noget, fået en defekt model eller ?? Der står ikke noget om det i brugsanvisningen, at man i den grad skal være påpasselig med, at intet rammer ved siden af selve jernet :(
    Mvh Sophie

    • Ann-Christine skrev:
      29. december 2018 kl. 21:36

      Hej Sophie,
      Det var da ærgeligt og er ikke vores oplevelse af maskinen, så måske der er noget galt med jeres, for det lyder jo helt skørt og slet ikke okay. Håber I evt kan få den byttet.
      Kh AC

  • Jane kjølbye skrev:
    14. december 2018 kl. 08:18

    Interessant at læse om fine køkjenmaskiner, anvendelse og især kvalitet. Har 2 x Braun foodprocessorer – 30 år gamle, indkøbspris ca. 3000/stk – de kan bare alt inkl. lave deje a min 1 kg, snitte grøntsager, hakke, purere osv. Så købte jeg drømmen – knaldrøde kitchen aid foodprocessor og slowjuicer til mit nye Ferrari-røde køkken. Foodprocessoren kan ikke engang ælte et brød a 450 g mel uden at danse tango på køkkenbordet, skålen er ikke lukket, så dej og andet smyger sig op i kniven og ud over maskinen osv. Juicerne kaster ikke pulpen ud og har bare været brugt en gang. Det er bare sådan et fejlkøb, men maskinerne skinner og blinker i den skønneste farve.

    • Ann-Christine skrev:
      14. december 2018 kl. 11:34

      Aii, sikke en skam! – håber ikke du nåede at skille dig af med de gamle gode maskiner.Det er simpelthen så ærgeligt, når de nye køb ikke lever op til det man håbede på.

  • René Leuring skrev:
    3. december 2018 kl. 11:29

    Hej Ann-Christine
    Rigtig fint indlæg, jeg kon til at tænke på om du kender Thermomix?
    Jeg købte min Thermomix’er for lidt over et år siden, og den er jeg helt vild med.
    Den er ikke billig, så det tog næsten 3 år at overbevise mig og og mest min kone til at vi måtte eje sådan en :-)
    Den har erstattet mig Kitchen Aid Blender, Foodprocessor, mini hakker, stavblender og meget af det jeg normalt brugte min Kitchen Aid røremaskine til.
    Den kan hakke, blende, røre, ælte, svitse, varme, dampe, og da den et temperaturstyret kan man sætte en bearnaisesovs over uden at den skal være under konstant opsyn :-)
    Min største bekymring var om den var stor nok til en familie på 2 voksne og 2 børn (11 og 14 år) og om vi ville bruge den nok.
    Men det er slet ikke noget problem, vi bruger den faktisk så meget at vi her for nyligt købte en ekstra kande til den.
    Den kan lave super lækre supper som er helt silkebløde, i går fik vi en grønsagssuppe, af hvad der nu lige var i køleskabet, og selv ungerne elsker det.
    Jeg laver Humus og Pesto, jeg laver også selv krydderier på den.
    Den er super god til at ælte dej, og den kan også male melet.
    Datteren bager Chocolate Cookies og laver Jordbær is
    Vi også begyndt at dampe grønsager, fisk og kartofler, der smager super godt, og er nemt, det gjorde vi ikke særlig meget før vi fik den.
    Og en anden smart ting er at der er indbygget vægt i den, så det er virkeligt minimalt hvor meget opvask man har når man er færdig.

    • Ann-Christine skrev:
      4. december 2018 kl. 14:48

      Hej René
      Nej, den har jeg aldrig prøvet kræfter med (endnu) – men hvor er det godt at høre at du er så glad for den, sikke en fin anbefaling! Jeg kender også flere andre der er glade for deres.
      Kh AC

  • Maria skrev:
    2. december 2018 kl. 22:20

    Din wilfa raw har du prøvet at bruge rødbede i den? Kan den godt det?
    Jeg vil gerne se opskrifter på gode grønne smoothies du har lavet med den. Har du et gammelt indlæg med det? På forhånd tak:-)

    • Ann-Christine skrev:
      3. december 2018 kl. 10:51

      De fire første opskrifter under disse smoothies opskrifter er lavet på Wilfa Raw Fuel, derefter er der et enkelt samarbejde hvor jeg har testet en anden blender, og derefter er de igen lavet med wilfa raw fuel ned til den grønne smoothie med hindbær i skål, som var omkring det tidspunkt jeg købte den.
      Jeg har lavet med rødbede i den, og det kan den også fint – har dog ikke en opskrift på dette op Valdemarsro (endnu)
      Kh AC

  • Stine skrev:
    21. november 2018 kl. 09:11

    Hej
    Rigtig fint indlæg :) Har I også en slow juicer, og i givet fald hvilken? Dét synes jeg nemlig også, er en jungle at finde rundt i, og jeg vil så gerne have en, der også kan klare spinat osv., så jeg nemt kan få noget fint ud af det sidste i grøntsagsskuffen.

    • Ann-Christine skrev:
      21. november 2018 kl. 17:43

      Jeg har en wilfa slowjuicer, som jeg er meget tilfreds med – men jeg bruger den ikke så super meget, da jeg ofte hellere blender og får fibrene med i drikken. Men den kan i hvertfald fint anbefales og er god til bladgrønt.
      Kh AC

  • Birgit skrev:
    19. november 2018 kl. 08:46

    Fint indlæg… Jeg er på udkik efter en god blender, som også er re at gøre rent. Kan din Wilfa skilles ad, eller gå i opvaskemaskinen?

    • Ann-Christine skrev:
      19. november 2018 kl. 09:14

      Jeg kommer den ikke selv i opvaskemaskinen, så det skal jeg ikke kunne sige …

  • Bente skrev:
    17. november 2018 kl. 17:54

    Har du et indlæg i forbindelse med hårde hvidevarer, da vores ovn er ved at stå af. Vi bage og laver mad i den – hver uge. Kan du anbefale en indbygningsovn.

    • Ann-Christine skrev:
      19. november 2018 kl. 08:14

      Vi har købt Ikea og synes de fungere rigtig fint – men min erfaring på området med hårde hvidevarer derudover er ikke så bred, da jeg ikke har testet markedet generelt :) Synes virkelig også det er svært at vælge og at købe den slags!

  • Marina skrev:
    15. november 2018 kl. 11:31

    Sikken fint indlæg med både plusser og mininusser.

    Min minihakker som jeg elsker og bruger hele tiden er bare sådan en lille billig en. Måske jeg skulle ønske mig en opgradering hvis min bryder sammen en dag.

    Jeg har den samme foodprocessor som dig og synes rent ud ikke at den er så god. Jeg havde en anden og meget billigere i henved 15 år før den sidste år brød sammen og så købte jeg magimikseren fordi min gamle model ikke findes mere. Jeg synes faktisk ikke at den kan det samme som min gamle kunne og de tre skåle indeni hinanden er upraktiske fordi de store svines til når man bruger den lille. Jeg synes også at det er irriterende at man ikke selv kan bestemme hastigheden. Alt i alt ikke en maskine jeg ville anbefale, men jeg bruger den da stadigt meget.

    • Jennifer skrev:
      10. december 2018 kl. 19:47

      Jeg havde også magimix på mit tidligere arbejde. Synes også det var upraktisk med de 3 skåle, der alle blev beskidte, selvom man kun skulle bruge den lille skål. Desuden faldt der store stykker grønt ned i skålen, når man brugte rivejernet. Som om at afstanden mellem jernet og skålen var for stort.
      Privat har jeg købt en kenwood FPM810.
      Den er super god. Den har dog ikke den lille skål, men det er dér en af de andre modeller der har, hvis man har brug for det.
      Blenderen der hører til er også rigtig god. ☺️

  • Kristina skrev:
    13. november 2018 kl. 19:05

    Din bamix-stavblender. Bruger du den også til at blende varme supper. Tror det er dampen der slår stavblender på stavblender ihjel her hjemme, så måske den kunne være et bud på en der holder mere end et halvt år… og hvad siger den til dadelmasse o.l. :D

    • Ann-Christine skrev:
      14. november 2018 kl. 18:31

      Vi har brugt den til varme supper i årevis og det har den fint kunne klare. Det seneste års tid har vi også brugt den anden blender til suppe, men vores bamix har fint klaret varme supper i årevis og virker ikke til at være tæt på at bryde sammen endnu :)
      – dadelmasse kniber lidt, den kan godt – men kun hvis jeg kører alt det tørre først og dernæst tilsætter i forvejen grofthakkede dadler lidt af gangen.
      Kh AC

  • Hanna Luna skrev:
    12. november 2018 kl. 10:21

    Hej Ann-Christine :-) Tak for endnu et godt indlæg!
    Jeg går netop i overvejelserne om, hvorvidt jeg skal ønske mig en foodprocessor eller ej. Men netop som du også skriver, så kan det godt være lidt små irriterende med alle de ekstra dele, der hører med, når man bare har brug for en maskine, der kan snitte og hakke. Jeg har en minihakker, der er meget lille og som desværre ikke kan snitte. Ellers er jeg egentlig glad for den. Men jeg savner især en maskine til at snitte gulerødder og andre grøntsager. Vil du anbefale Kitchen Aid Foodprocessoren i mit tilfælde, eller skal jeg ud og finde en “rigtig” foodprocessor? Eller skal jeg måske i virkeligheden bare finde et elektronisk rivejern, når jeg har en minihakker?
    Kh Hanna Luna

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2018 kl. 12:28

      Jeg bruger selv Kitchen Aid minihakkeren til at hakke/snitte gulerødder, kål og rødbeder til råkost – det bliver ikke helt som groftrevet, men kører jeg en halv skål ad gangen bliver konsistensen glimrende til råkost og det går lynhurtigt – men det om det lige er spot on til dit behov synes jeg også er lidt svært at være sikker på :)
      Tak for din søde hilsen
      Kh AC

  • Louise skrev:
    11. november 2018 kl. 09:25

    Jeg bruger kødhakkeren til min assistent til dadler, figner mm, når jeg skal lave “dej” med dem. Dadelkugler mm. Bare lige et tip, hvis man skal vælge maskine.

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2018 kl. 09:51

      Skønt tip! Tak for at dele :)

  • tina skrev:
    10. november 2018 kl. 18:10

    Jeg har selv prøvet en del køkkenmaskiner, må nok sige at Ankarsrum er den bedste, der findes. Min står fremme, den fylder en del, men jeg synes faktisk at den er ret fed at se på:)

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2018 kl. 09:50

      Det er jeg helt enig med dig i ♡ synes også den er lækkert designet med et fint retrolook!

  • Lone skrev:
    10. november 2018 kl. 11:57

    Tak for indlægget. Vi er også glade for Bamix her i huset.
    Jeg bager alt vores brød og købte for et par år siden en Assistent. Når jeg læser om æltning på den, bruger folk på skift den hvide runde del og metalkrogen. Hvad bruger du for at nå frem til en perfekt æltet dej?
    Hilsen Lone

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2018 kl. 09:39

      Hej Lone,
      jeg bruger helst rullen, den hvide runde – den fungerede perfekt fra start, så det er jeg blot blevet ved med. Dejkrogen prøvede jeg en enkelt gang, men synes ikke den fungerede helt lige så fint (men den har nok heller ikke fået en fair chance herfra ;) )
      Kh AC

  • Camilla Engel skrev:
    9. november 2018 kl. 21:00

    Hvor skønt med sådan et indlæg – det er jo en jungle uden lige. Hvis man nu starter helt fra scratch, hvilken maskine vil du så anbefale at man starter med? Altså er der nogle der er mere allround end andre?

    • Ann-Christine skrev:
      10. november 2018 kl. 08:00

      Dejligt at høre :)
      I bund og grund kan man jo klare sig ganske glimrende og lave lækker mad uden alle disse køkkenmaskinerne i køkkenet, så jeg tænker mest at man selv må vurdere hvilket af redskaberne man mener vil matche ens behov bedst.
      Der er som sådan ikke et eller flere af dem jeg vil anbefale frem for andre, for det er ikke sikkert det matcher dit behov – men vi har selv klaret os i årevis blot med en bamix og en håndmikser.
      Kh AC

  • Marianne skrev:
    9. november 2018 kl. 14:36

    Jeg lurer på din røremaskine. Når du skriver, at brugsansvisningen fraråder at bruge den til ‘blødere gærdej’, hvad betyder det så?
    Vi ønsker os en røremaskine i bryllupsgave, og den skal kunne ælte alt fra pizzadej til chokoladekagedej. Alt! Kan din maskine ikke det?

    • Ann-Christine skrev:
      9. november 2018 kl. 17:45

      Jeg bruger den til det og oplever at det går fint – men så vidt jeg husker er det vist nævnt i brugsanvisningen at den ikke kan klare så tunge bløde deje ved fuld hastighed. Husker ikke hvordan det er formuleret, men uanset så oplever jeg fint at det går og tør godt tage chancen (jeg vil blot nødigt anbefale det og risikere at andres maskiner bryder sammen, så det er på eget ansvar ;) )

      • Louise skrev:
        1. december 2018 kl. 17:04

        Jeg har også en. Og den holder til både store potioner tung dej og let dej. Så jeg har satset ligesom dig, men den kører på 3. år uden problemer. ?

  • 9. november 2018 kl. 13:46

    Smart med en guide til en nybegynder som mig – jeg ejer end ikke så meget som en elkoger. I år har jeg til gengæld ønsket mig en kaffemaskine – hvis det altså tæller som en køkkenmaskine (;

    • Ann-Christine skrev:
      9. november 2018 kl. 17:47

      Ja, kaffemaskine gælder bestemt også :) Vi bruger kun pour over nu og har gjort det de sidste måneder, så derfor har jeg ikke sådan en med – og det kan altså også varmt anbefales. Med en god kaffe, er det gode lækre kopper kaffe der kan brygges på den metode ♡
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.