Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/mine-10-bedste-havetips/

Mine 10 bedste havetips

valdemarsro have august

Starten  af en ny havesæson er helt som en lille forelskelse for os haveglade mennesker. Det er næsten ikke til at vente med at komme igang og det kribler og krabler i de grønne fingre, mens der forspires, tegnes haveplaner, drømmes, læses havebøger og planlægges.

Lunt vejr har været længe ventet og det skaber kun ekstra jubel, når solen nu endelig er her og ovenikøbet i kombination med forventning om over 10 grader.

Det er ren forårslykke ♡

Marts måned var så kold, så det var omsonst at gå i gang med at plante i påskeferien – som jo ellers traditionen tro er den helt store haveferie. Jorden var for kold, frossen og hård. Vi har sandjord i rækkehushaven, der er det ikke så slemt. Men i sommerhushaven er jorden mere leret og tager derfor længere tid om at blive medgørlig til den nye havesæson. Så derude har vi i stedet ryddet lidt op, gravet et enkelt bed ud, fjernet et stort område med tilgroet krat ( i god tid, inden fuglene begynder at bygge rede) og ellers bare hygget og slappet af – men jeg har masser drømme og fine planer for den have også.

I dag tænkte jeg at jeg ville dele mine bedste havetips. For nu hvor det hele går i gang, får jeg jævnligt spørgsmål om alt fra højbede til haveplanlægning og dræbersnegle. Jeg er selv blot en entusiatisk have-amatør, og synes det er enormt hyggeligt, når vi haveejere  videregiver og deler vores bedste tips til hinanden.

Mine 10 bedste havetips. 

  1. I en ny indflyttet have, er det ofte en fordel at vente mindst et år inden haven lægges om. På den måde kan man se hvordan solen skinner hen over året, hvilket steder er meget skygge, meget lys og også hvor det er hyggeligt at være både til morgenkaffen og aftensmåltidet. Hvis der er bede og planter, så kan man også følge blomstringen og de planter som måske virker dødsyge i marts kan måske komme med de fineste blomster i oktober.
  2. Lav egen kompost. Det giver så god mening ikke at smide organisk affald ud og alt fra grøntsagsskræller, frugt, tomme æggeskaller, kaffegrums og tebreve giver masser god næring til jorden. Tag også gerne en lille pose tang med hjem til komposten en enkelt gang i sæsonen, når I er ved stranden og kom et lille drys kold aske fra et bål fra haven i komposten også. Har man adgang til hønsegødning eller hestemøg er det også et hit. Og så kan jeg anbefale at købe eller anskaffe et lille hold kompostorme. Det er en engangsinvestering, ihverfald hvis de kan søge ned i jorden ved frostvejr og de knokler løs for at lave god muld til haven. Jeg har skrevet mere om kompost i dette indlæg
  3.  Dræbersnegle … dem kan vi ikke lide! Vi er heldigvis ikke hårdt ramt af dem, hvilket nok delvist kommer af at før vi lagde rækkehus haven om forrige år, så var det en ren flisehaven uden noget at komme efter for en klam dræbersnegl. Nu har vi lidt, men ikke mange. Heldigvis. Hen over det sene forår, sommer og efterår, så holder vi øje med dem og alle dem vi ser må lade livet. Der er ingen anden udvej! Jeg har prøvet med lidt ferromol, som er godkendt til økologisk brug og jeg ved ikke om det virker, men vi er som sagt ikke voldsomt ramt – så måske. Ellers er min erfaring at de er særligt vilde med salater i alle afskygninger, men til gengæld så ser jeg dem yderst sjældent ved krydderurterne, gulerødder, rødbeder og fennikel. Så er man meget ramt, er det måske en ide at forsøge sig frem med kun at dyrke de ting, de ikke gider og hvis man ikke vil undvære at dyrke salat, så gøre det i et højbed med sneglehegn på.
  4. Plant tæt og undgå at luge. Dette gør jeg både i højbedene og i vores lille staudebed, som er nemt at luge uden at jorden skal betrædes – det er også min intention i sommerhushaven. At alle bede skal kunne kommes til uden at vi skal træde på jorden og dermed kan blomster og planter vokse så tæt, at det skygger for al ukrudt. Det gør, at man kan nøjes med at luge 1-3 gange om året. En bonus er at jorden ikke tørre så nemt ud, hvilket dog ikke har været et problem i de seneste regnvåde somre.
  5. Højbede er et hit, synes jeg. De er nemme at overskue, nemme at dyrke og jeg synes de giver et godt afkast på få kvadratmeter. Jeg har både haft pallerammer og lærketræ og har været glad for begge dele, men mit umiddelbare indtryk indtil videre er at lærketræet holder længst. I kan læse om vores højbede her og her.
  6. Langtidsholdbar beplantning gør havelivet nemmere. Det er sjovt, inspirerende og til stor glæde at finde nye planter og både bytte, få og  købe frø, stauder og krydderurter og det vil jeg ikke undvære og jeg vil gerne have plads til at skabe lidt nyt hvert år. Men jeg oplever, også at der er meget værdi i at have områder af haven der blot passer sig selv. Krydderurter der kommer igen år efter år, staudebede der pynter og er smukke at se på, bærbuske, frugttræer osv. Jeg har lavet højbede for at vi kan dyrke grøntsager selv – men det tager også mere tid og her synes jeg at haven skal være et nydelsessted, hvor man kan justere til efter hvor man lige er henne og hvor meget tid man har. Et helt bed blot med kornblomster, valmuer og morgenfruer er vidunderligt og hellere det, end at blive stresset over at man ikke når at få nippet sideskud af udendørstomater eller når at høste salaten i tide.
  7. Grønkål – det er virkelig en skøn plante at prioritere i sin have. Men den er også lidt spøjs sommeren over, for den bliver nemlig ædt af kållarver (medmindre man dækker den af med net, hvilket jeg ikke gør) og så ser den således rigtig tarvelig og afpillet ud frem til midten af september, hvor kålsommerfuglene er væk og man kan pille de grimmeste blade af, hvorefter de fleste grønkål ufortrødent vokser videre og står smukt, grønt og majestætisk i havens bede frem til februar og marts. De kan høstes fra vinteren igennem, smager bedst efter de har fået en snert frost og man høster blot nedefra et blad ad gangen. Plant gerne et par stykker, da det ikke er alle der overlever at være kållarvernes festmåltid og plant dem gerne alternative steder udover køkkenhaven, som fx i blomsterbede.
  8. Bede er langt nemmere end græsplæner. Jeg elsker at planlægge bede, plante dem til og se dem vokse med smukke blomster sæsonen igennem. Det er fantastisk! Men derudover, så er det faktisk enormt meget nemmere at vedligeholde og pleje bedene end græsset, for et vel- og tættilplantet bed kræver vedligeholdelse max 2-5 gange i løbet af en hel sæson, hvorimod en græsplæne skal slåes op mod to gange om ugen. Valget er slet ikke svært for mig, så vi har kun en lille plet græsplæne. Nok til at man kan ligge på et tæppe, holde picnic og sætte et telt op – og i sommerhushaven bliver der tilmed plads til at spille fodbold. Men al unødig græsareal, det synes jeg er lidt for besværligt, ift hvor lækkert og nemt det er med blomster og bede. Samtidig er det også ualmindelig godt for dyrelivet, insekterne og biodiversiteten at vi satser mere på en masse forskellige planter fremfor en ensartet græsplæne – og den tanke kan jeg meget godt lide.
  9. Tænk hele årstiden med, når der planlægget farver og blomster i blomsterhaven. På denne tid af året i begyndelsen af sæsonen, er jeg stærkt forfalden til hvide og alt i lyserøde nuancer – i flere år har jeg indrettet have efter min foretrukne smag i foråret og sommerhalvåret. Men i efteråret gik det op for mig, hvor vidunderligt det er med brændte farver i efteråret – ikke kun i skoven men også i haven. Glødende orange, røde, gyldne, brune og varme efterårsfarver. Sankthansurt, Purpursolhal, græsser mv. Det er helt sikkert værd at tænke ind i, om det ikke er ret naturligt at der er dele af haven hvor man i farverne kan mærke at efteråret er der med sit farvespil.
  10. Nydelse og god samvittighed – pyt med lidt ukrudt hist og her og at det hele ikke ser perfekt ud. En have er natur og det er jo sådan set ret perfekt i sig selv – man kan trimme den, tæmme den og vedligeholde, men vigtigst af alt er at se den, være i den og nyde den. Små pauser, og måske en lille daglig runde med en kop kaffe i hånden og se hvad der mon dukker op af jorden og titter frem fra alt det grønne. Jeg var ikke begejstrede for vores flisehave som vi havde de første 4 år her – men det kom jeg omkring ved at sætte et par skønne højbede og et par krukker med blomster – og på den måde kan man jo gøre skabe nogle små fine oaser i stort set alle haver, uden den helt store omvæltning.

Der er helt sikkert mange flere fine råd og gode havetips – og det kunne være så hyggeligt hvis I måske havde lyst til at dele jeres bedste havetip med mig og med hinanden i kommentarfeltet herunder ♡

stjerneskærm

 Stjerneskærm – min yndlingsstaude. 

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Birgitte:
    25. februar 2023 kl. 13:21

    Tip: efter at jeg lavede den færste sammenplantning til havebordet af basilikum, duftgeranie (kraftig duft – der er stor forskel) og lavendel, har vi ikke haft problemer med myg.

    Tak for pragtfulde opskrifter! ❤️

    • Ann-Christine:
      27. februar 2023 kl. 08:39

      Det var da et super tip! Tak for at dele ♡
      – og tusin tak for din søde hilsen
      Kh Ann-Christine

  • Ragnhild øster:
    7. juni 2021 kl. 07:58

    Først er jeg vild med madopskrifterne og finder altid det , jeg leder efter .men din haveindstilling passer også til min indstilling, ikke for helligt og ikke for laisser faire.
    Dræbersneglene skal du bare hakke over, så spiser fuglene dem. Eller de andre snegle.
    Tak for især ikke at ha brug for kogebøger mere. Kun klik.
    Ragnhild øster

    • Ann-Christine:
      8. juni 2021 kl. 08:16

      Hvor dejligt du har glæde af mine opskrifter og haveindlæg :)
      Tusind tak for din søde hilsen
      Kh Ann-Christine

  • Bente Lehman:
    4. april 2020 kl. 09:21

    Hej Anne Christine.
    Nyder gennem flere år din blok, først madopskrifterne, som jeg altid vender tilbage til og anbefaler videre. (er selv vegetar, men har kødspisende gæster, flere retter som er blevet favoritter?)
    Du laver en skøn og overskuelig blok.
    Og fordi du har en let og positiv tilgang til indholdet og livet uden at være “for meget”.
    Nu er det forår igen, trods tiden vi er i.
    Er igang m nye højbed, de gamle er smuldret efter 18 år?, og vil så igang med at bygge et tomat hus. Blev så nysgerrig på hvordan det går med dit?
    Hvad skal jeg være OBS på, udluftning, jord osv. om der er noget specielt.
    Er det fx en god ide at have appelsintagetes og salat i bunden.
    Tak for skøn blok og god forår
    Mvh Bente, Aalborg

    • Ann-Christine:
      5. april 2020 kl. 11:43

      Hej Bente
      Mange tak for din søde, søde hilsen, hvor er det dejligt at høre ♡
      Det lyder skønt med dine højbedsplaner. Vores lille drivhus/mistbænk er vi rigtig glade for, og jeg synes det holder godt. Jorden derinde bliver meget tørt om sommeren, så hvis man har mulighed for at lave en løsning der er knap så højt over jordniveau, så kan det måske være en ide, da rødderne har nemmere ved at finde vand i jorden. Men ellers synes jeg det er en fin løsning. Vores er ikke helt tæt og står altid lidt på klem, så det er godt ventileret.
      Skøn ide med tagetes og salat i bunden – jeg har også tænkt mig at så nogle tidlige radisser derinde i år.
      God fornøjelse og skønt forår til dig
      Kh AC

  • Vis alle 33 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.