Fortællingen starter med at tre kinesiske kvinder, sammen med deres børn, ankommer til London, hvor de har booket en suite på et af byens fineste hoteller. Grundet en stærk trang til sparsommelighed nægtede den ene af kvinderne, at flokken skulle tage en taxi til hotellet. De ankommer således forpjuskede og våde af støvregn, på gåben med deres kufferter til hotellet. Her bliver de mødt med ligedele snobberi og racisme, hvor receptionisten nægter at der skulle være booket en suite i deres navn …
Historien tager herefter den fineste uventede drejning og så er vi i gang!
De tre kvinder hører nemlig blandt Asiens rigeste familier og i bogen bliver vi hvirvlet ind i et sammensurium af de vildeste intriger, familiedramaer, svimlende rigdom, ødsel og uendelig økonomisk overflod i en størrelsesorden, der er uendelig langt fra de flestes hverdag.
Millionæren fra Singapore er helt klart litteratur i den lette og underholdende genre, men sjældent har jeg været så opslugt af en bog i denne kategori. Det er vitterligt en balancegang at skrive en bog, der er så underholdende, uden at den tipper over og bliver et anstrengt forsøg på at skrive morsomt – men det mestrer denne fortælling noget så fint.
Jeg var meget underholdt hele vejen igennem og da jeg lukkede sidste side af Millionæren fra Singapore, undersøgte jeg straks om den næste bog i serien af Kevin Kwan mon var udkommet.
Det var den netop i denne uge og er fluks bestilt hjem. Jeg har ikke kunnet finde dem på dansk på biblioteket endnu, så har købt begge bøger hos Saxo – heldigvis er prisen tilforladelig og så kan de jo fint gå på tur blandt læseglade venner og familie efterfølgende.
Det er altid så hyggeligt at “gå ind” på denne side og finde forslag både fra dig og andre læsere – har tit fået fin inspiration.
Er lige nu i gang med “Når lyngen blomstre” af en dansk forfatter Anne Møller-Johansen (hendes debut roman) den er rigtig god og tankevækkende .Har også læst af den danske jounalist Lone Theils “Pigerne på englandsbåden” den er også god
Weekendhilsen Karin
Det er så dejligt med gode tips til skønne bøger begge veje og tak for at dele dine to anbefalinger her, dem vil jeg straks skrive mig op til på biblioteket :)
Skøn søndag til dig
Kh Ann-Christine
Så blev bogen endelig ledig på biblioteket og selvom at jeg næsten blev helt rundtosset af de kinesiske navne/ familier og sammenfletning iblandt dem, er den rigtig god.
Tusind tak for dine boganmeldelser, har gjort brug af dem mange gange ?
Hvor er det dejligt at høre – og ja, jeg var virkelig også nødt til i starten af tjekke stamtræet adskillige gange for at finde rundt i familien og relationerne :)
Tak for din søde hilsen
Kh AC
Kære AC. Har du mon læst “Lad os håbe på det bedste”? Den er rigtig god, aldrig har jeg været så opslugt af en bog. Det er en historie fortalt i du-form til forfatterens afdøde kæreste -hun fandt ham uventet død i en alt for ung alder. Det lyder som en frygtelig historie, men den er virkelig velskrevet.
Bedste hilsener Christina
Kære Christina,
Nej, den har jeg ikke læst, men skal da lige kigge nærmere på den og have reserveret den på biblioteket,
Tusind tak for tippet
Kh AC
Uh, det virker til at være en rigtig sommerhusbog. Så den ved boghandleren igår, hvor jeg købte noget i en helt anden boldgade, nemlig ‘Kærlighedens Antarktis’ af Sara Stridsberg. Pt. lytter jeg til ‘En moderne familie’ af Helga Flatland (har læst den), som vi skal tale om næste gang læsekredsen mødes. Den er super spændende, og handler ja om familie, og hvad forskellige valg gør ved os.
God weekend.
Karen
Ja, det er det nemlig lige præcis!
Spændende bøger, du omtaler her – dem kender jeg ikke, så der er lige lidt at se nærmere på herfra :)
Rigtig god weekend til dig også
Kh AC
Så blev den fluks tilføjet læselisten :), rart med “lette” og underholdende bøger, de har en tendens til hurtigt at ryge ned.
Er lige blevet færdig med “Hotellet ved skyggesøen” og hvor var den god.
Er nu lige startet på “Manden der ikke ringede” hvis ikke du kender den, tænker jeg at den også er noget for dig :)
Håber at blive færdig med den i weekend, kunne godt se ud som om at der på programmet kunne afsættes lidt læsetid :)
Og så fik jeg af manden “Ser du månen Daniel”. Den har længe stået på min liste, og nu er der vist ingen undskyldning for ikke at få den læst :)
Kh Sarah
Jeg tror du vil være godt underholdt :) Har i øvrigt lige afsluttet “Savner dig” af Harlan Coben tidligere på ugen. Den var virkelig god og var læst på ingen tid, jeg glæder mig til at gå i gang med flere af hans bøger.
Manden der ikke ringede er også virkelig fin. Den fangede mig ikke fra starten, men heldigvis holdt jeg ved, for pludselig vendte den og blev et fint bekendtskab.
Rigtig god læselyst :)
Kh AC
Ja det gode ved Harlan Cobens bøger, hvis du spørger mig :), er at de fanger ret hurtigt – i hvert fald de fleste og at hans historier sjældent er kedelige, og så er de læst ret så hurtigt.
Blev færdig med “Manden der ikke ringede”. Var lidt for sukkersød i starten, men da den så tog en drejning man ikke lige havde set komme (man troede man havde luret den), så blev den faktisk rigtig god og noget dybere end først antaget.
Må se hvilken jeg ender med at kaste mig over nu :)
Kh Sarah
Præcis sådan havde jeg det også med “Manden der ikke ringede” – var meget tæt på at lægge den tilbage på hylden, men holdt heldigvis ved :)
Hej Ann-Christine.
Bogen lød så underholdende, at jeg lige kiggede i e-reolen om den kunne lånes med det samme – og sørme så, så nu er der sjov aftenlæsning. Fantastisk!
Og i øvrigt tak for en skøn blog og dejlige opskrifter.
Hilsen
Bente
Hvor fint! Jeg håber du bliver lige så godt underholdt som jeg er af den serie :)
Tak for din søde hilsen, det er jeg glad for at høre ♡
Kh AC