Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/mig-foer-dig-boganbefaling/

MIG FØR DIG – Boganbefaling

hostanemone-blomst

 

Jeg er netop blevet færdig med ‘Mig før dig’ af Jojo Moyes … afleverede Johan og Julie i børnehave, lavede en kop kaffe, skar lidt vandmelon og puttede mig så i sofaen, hvor jeg  læste de sidste 20 sider med tårerne løbende ned ad kinderne.

Bogen ‘Det sidste brev fra din elsker’ af samme forfatter, læste jeg i starten af juli og det var en virkelig god læseoplevelse. En kærlighedsfortælling, som gik lige i hjertet på mig og som jeg slet ikke kunne få ud af tankerne efter sidste side var vendt og bogen var slut. Jeg har haft denne nye bog liggende i et par uger. Uåbnet, for selv om I var mange der anbefalede ‘Mig før Dig’, så skulle jeg lige have den anden på afstand – så der blev lige fyldt et par andre bøger ind imellem de to bøger, i løbet af sommerferien.

‘Mig før dig’ er fantastisk! Jeg har egentlig svært ved at beskrive den uden at afsløre for meget. Det er en bog om kærlighed, om livsforandring, livsglæde og sorg. Fortællingen er skrevet i et dejligt flydende sprog og selv om den bevæger sig i chicklit genren, så er der en tyngde i handlingen, som handler om alvorlige emner, store dilemmaer og etiske spørgsmål om liv og død – og som efterlader spor af eftertænksomhed.

Jeg havde tårer trillende ned af kinderne en stor del af læsningen. Det er så absolut en bog af den slags, der giver lyst til at sætte et ‘vil ikke forstyres’ skilt op og så bare lade sig opsluge og leve i fortællingens univers for en stund.

Har I også læst ‘Mig før dig’ ?
-eller en anden fantastisk bog denne sommer, som bare må anbefales videre …

mig-for-dig-jo-jo-moyes must-read-bog

63 kommentarer
  • Cecilie skrev:
    4. januar 2019 kl. 18:44

    Hej AC
    Ligsom dig, har jeg også altid været en læse hest og da jeg var 12 år gammel, læste jeg også mig før dig. Jeg er ikke en følsom person, men tørene trillede ned af mine kinder hele 3 gange i løbet af den bog. Nøj hvor var den god! Kunne ikke sige helt farvel, så læste da også fortsættelsen lidt efter. Ikke ligeså god, men stadig fantastisk, og det var også rart at leve lidt som Lou endnu engang.

    • Ann-Christine skrev:
      4. januar 2019 kl. 20:50

      Hvor dejligt! Det er virkelig også en skøn bog – og filmen kan i øvrigt også varmt anbefales, den har jeg set efterfølgende og den er skøn ♡

  • helga skrev:
    3. december 2015 kl. 21:52

    Har læst for for lang tid siden denne bog af moyers og fandt den dejlige nyhed at hun har skrevet en efterfølger af lou historie. Den hedder after you. sidder stadig med mine klenex. Ved ikke om du/I har læst den men ville lige give info videre

    • Ann-Christine skrev:
      7. december 2015 kl. 12:40

      Jeg har faktisk startet på den, men måtte lade den ligge for jeg havde mest lyst til at bibeholde ‘Mig før dig’ som den var. Måske var det bare dagsformen, den dag og jeg burde give den en chance mere?
      Har du læst den og oplever du den lever godt op til ‘mig før dig’?

      • Rie skrev:
        8. februar 2016 kl. 22:54

        Jeg er netop startet på fortsættelsen, jeg skal give dig en update når jeg er færdig :)
        Tak for boganbefalingen af mig før dig, det var årsagen til at jeg læste den og fik en rigtig god læseoplevelse med den – trods et par tårer fulgte med :)

        • Ann-Christine skrev:
          9. februar 2016 kl. 12:00

          Dejligt at høre – glæder mig til update :)

  • Carina skrev:
    18. august 2014 kl. 10:10

    Så skal der købes bøger, både “Mig før dig”, og “det sidste brev fra din elsker” – vi skal rejse om et par uger, og ud fra jeres fortælling om dem, lyder de til at være lige mig. Måske jeg skal have papirservietter med ved poolen når jeg læser dem :-)

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2014 kl. 17:20

      Ej, hvor dejligt! Dem må du endelig have med i kufferten, og så håber jeg du får nogle virkelig skønne læseoplevelser med begge bøger :)

      • Carina skrev:
        19. august 2014 kl. 13:23

        Tak Anne-Christine :-) I år rejser vi med vores søn på 15 måneder, så jeg får nok ikke læst nær så mange bøger som jeg plejer – men de her to skal JEG altså læse.

        • Ann-Christine skrev:
          20. august 2014 kl. 10:00

          Jeg hepper på at du når det :)

  • Anja Dideriksen skrev:
    17. august 2014 kl. 11:53

    Har både læst Mig før Dig og Sidste Brev fra din Elsker, begge helt fantastiske bøger, og ja tårerne trillede ned ad kinderne.
    Hvalernes sang af Jojo er også rigtig god, har endnu ikke fået læst Brudeskibet, men den står helt klart højt på min liste.

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2014 kl. 17:13

      Jeg glæder mig til Hvalernes sang også – og brudeskibet. Så dejligt med en ny yndlingsforfatter (håber der er flere på vej)
      :)

  • Camilla Schrøder skrev:
    16. august 2014 kl. 18:23

    godt du kunne lide den. Har netop været ude og købe “det sidste brev fra din elsker”, så glæder mig til den nuværende bog. Håber den er lige så god som “dig før mig”

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2014 kl. 17:08

      Det synes jeg bestemt at den er. To meget forskellige bøger ift handlingen, men samme fine skrivestil.
      Rigtig god fornøjelse med den

  • Jette Gad skrev:
    16. august 2014 kl. 17:13

    Den må jeg absolut læse. Jeg har læst sidste brev fra din elsker og den var så fin…
    Kan anbefale “En slags kærlighed” af Ray Kuhn-fantastisk bog med garanti for at man bliver grådlabil undervejs :)
    Kh Jette

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2014 kl. 17:08

      Tak for anbefalingen, Jette. Jeg googlede lige bogen og det lyder bestemt som en (anderledes) bog der bør læses.

  • Susanne Thomsen skrev:
    16. august 2014 kl. 08:43

    Jeg har læst alle bøgerne af Jojo Moyes, hun har også skrevet en, der hedder Hvalernes sang. Hun bliver bedre og bedre. Ville ønske jeg stadig havde dem til gode! Kan anbefale en bog af Lisa Genova, der hedder Stadig Alice. Handler om en kvinde, der får konstateret Alzheimers. Fantastisk smuk bog, som går lige i hjertet

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2014 kl. 16:51

      Dén ser virkelig også spændende ud, jeg har fluks skrevet Stadig Alice på min To Read!
      Tak for anbefalingen

  • Helle skrev:
    15. august 2014 kl. 17:16

    Jeg fik læst Brudeskibet i sommerferien af samme forfatter. En rigtig fin læseoplevelse, som gav et interessant indblik i unge kvinders liv i efterkrigstiden.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:38

      Den står i min bogreol, uåbnet og jeg glæder mig meget til at komme i gang med den.
      Tror det skal være i dag :)

  • Susanne Ziska skrev:
    15. august 2014 kl. 12:08

    Har nu købt “Mig før dig” som E-bog ved poolen i Italien, så nu er jeg i gang :-)

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:35

      Hvor dejligt! Jeg håber du kommer til at nyde den :)

      • Susanne Z skrev:
        21. august 2014 kl. 23:33

        Så er bogen læst færdig … Hold da op hvor var den fantastisk, velskrevet og nem at læse. Jeg følte mig underholdt holdt vejen igennem og kunne nærmest se det hele for mig, både personerne og omgivelserne. Har allerede bestilt og fået “Sidste Brev fra din Elsker”, så den glæder jeg mig til at komme i gang med :-)
        Har du set den franske film “De urørlige”? Jeg tænkte meget på den film, som jeg har set flere gange, mens jeg læste bogen.
        Mange hilsner
        Susanne

        • Ann-Christine skrev:
          22. august 2014 kl. 17:37

          Ej, hvor er det dejligt at høre! Det er simpelthen så hyggeligt at dele bogoplevelser herinde på bloggen :)
          Jeg har set De Urørlige – absolut den bedste film jeg har set længe! Og du har ret, stemningen minder lidt om filmen
          Kh AC – og rigtig god fornøjelse med næste bog også

  • Helena skrev:
    15. august 2014 kl. 11:59

    Dejligt med boganbefalinger. Jeg læste både ‘Svømmeren’ og ‘Det sidste brev fra din elsker’ i min sommerferie og jeg forsvandt helt væk i begge. Jeg har også tidligere læst ‘Kvinder der forsvandt’ efter din anbefaling. Det er virkeligt rart at blive anbefalet nye bøger, jeg ikke selv ville have fundet. Nu står ´Dig før Mig’ og ‘Min mands hemmelighed’ af Liane Moriaty på shoppe/læselisten, når jeg lige har læst ‘Wild’ af Cheryl Strayed, der er i en lidt anden genre, men også rigtig god.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:35

      Svømmeren læste jeg mens vi var i Bruxelles – det var ikke planlagt i forhold til handlingen, men det gav den lige det ekstra :) jeg kendte ikke ‘Min mands hemmelighed’ eller ‘wild’ men de skal da lige tjekkes. Tak for anbefalingen, jeg synes også det er så dejligt med gode boganbefalinger :)
      Kh Ann-Christine

  • Nanna Olin skrev:
    14. august 2014 kl. 22:34

    Jeg må vist se at komme igang med nogle bøger af Jojo Moyes :) Til gengæld kan jeg varmt anbefale “Sandheden om Harry Quebert-sagen” af Joël Dicker – et spirende, ungt forfattertalent. Sjældent at læse så fantastisk og velskrevet historie.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:26

      Den er jeg faldet over et par gange og nu skal det være! Jeg glæder mig meget til at læse den :)
      Tak for anbefalingen

  • Heidi skrev:
    14. august 2014 kl. 22:23

    Jeg strøg lige ind på mit virtuelle bibliotek, men der blev jeg nummer 14…..Der stod det var omkring d. 22.11.14……Det magtede jeg ikke, så næste stop blev Saxo.
    “Mig før dig” til knap 100,-, se det magtede jeg godt, så nu er det bare at vente 2-3 dage, så vil jeg også være at se med kleenex og solbriller

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:21

      Det er altså også en god pris! Rigtig god fornøjelse med den – jeg håber du bliver begejstret :)

  • ida skrev:
    14. august 2014 kl. 22:23

    Jeg er lige gået i gang med den – og nu glæder jeg mig bare endnu mere til at blive “opslugt” :)

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:20

      Så dejligt at have den læseoplevelse foran sig. Rigtig god læselyst

  • Rikkesilver skrev:
    14. august 2014 kl. 21:10

    Den første bog der fangede mig var “Beatles” – afsindig morsom skrevet (Lars saabye Kristensen), og vindens skygge er virkelig spændende (kan ikke huske forfatteren) glæder mig til at komme igang med en ny bog – måske det skal være “Mig før Dig”…

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:19

      Vindens skygge er fantastisk! Den har jeg også virkelig nydt :)
      Og tak for Beatles anbefaling, den vil jeg lige kigge nærmere på

  • Natasha skrev:
    14. august 2014 kl. 20:17

    Den står faktisk på min must-read-liste! Så den vil jeg glæde mig til at læse :-)

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:19

      Rigtig god fornøjelse med den :)

  • Bettina skrev:
    14. august 2014 kl. 18:56

    Åh ja, har læst Mig før dig og TUUUUdede i sofaen… Smukt smukt fortalt, og sætter så meget eget liv i perspektiv. Ser frem til at læse Sidste brev, skriftsproget falder lige i min smag.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:12

      Det er så fantastisk – for efter min mening er begge bøger præcis lige gode!
      Rigtig god fornøjelse

  • Charlotte Roed skrev:
    14. august 2014 kl. 14:39

    Har lige afsluttet selv samme bog idag, dog som lydbog, streamet direkte fra bilioteket og lige ned i mine hører bøffer på telefonen, som jer andre med tårer trillede ned af kinderne de sidst mange sider.. Kan kun varmt anbefale den..

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:02

      Hvor dejligt – den rammer bare lige i hjerte <3

  • CharlotteR skrev:
    14. august 2014 kl. 13:10

    Nu ved jeg hvad jeg skal læse. Har netop bestilt den på Biblioteket. Eneste problem er at jeg er nr. 11, men det har jeg prøvet før og melder bogen alligevel sin ankomst i løbet af 2 uger.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:01

      Jeg håber det går stærkt! – og så håber jeg at du kommer til at stornyde den :)

  • Trine skrev:
    14. august 2014 kl. 12:39

    Åh….

    Verdens mest fantastiske bog.
    Slugte den på to dage, på ferie i Tyrkiet. Græd som pisket ved poolen de sidste 20 sider. Tak Gud for solbriller!!!

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:01

      Åh ja, det er sådan en bog der kræver solbriller, hvis den læses i offentlighed ;)

    • Mette Sonne skrev:
      15. august 2014 kl. 10:11

      Din beskrivelse passer 99 % på mig! Bare byt Tyrkiet ud med Spanien….

      Fantastisk bog!

      • Ann-Christine skrev:
        16. august 2014 kl. 08:28

        Skønneste feriebog :)

  • Birgitte B skrev:
    14. august 2014 kl. 12:16

    Jeg læste den i min ferie – dog på engelsk, men det blev den ikke dårligere af (tror jeg). Den var virkelig tankevækkende. Er nu i gang med ‘det sidste brev fra din elsker’ og indtil videre også en god bog :-)

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 08:00

      Det tror jeg bestemt heller ikke – jeg vil faktisk gerne være bedre til at blande lidt engelske bøger ind på min læseliste.
      God læselyst :)

  • Caroline Lindved skrev:
    14. august 2014 kl. 12:11

    Hvor dejligt med boganmeldelser. Har lige bestilt “Det sidste brev fra din elsker”, “Mig før dig” og “Brudeskibet” på nettet, så nu glæder jeg mig til gode hyggestunder:-)

    Ha en rigtig god dag.
    Vh. Caroline

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:58

      Rigtig god fornøjelse med dem, jeg håber du bliver mindst lige så begejstret som jeg :)
      Jeg vil også i gang med Brudeskibet nu – måske i dag …
      Rigtig dejlig weekend til dig
      Kh AC

  • Heidi Vibe skrev:
    14. august 2014 kl. 11:42

    Jeg læste den færdig på to eller tre dage siden.
    Jeg fik den i gave, og tænkte at den bare var endnu en historie, som man havde hørt før. Men alligevel gik jeg igang, og pludselig var jeg helt opslugt! Jeg vågnede en morgen 07.30 og læste de sidste 125 sider, uden at have nogen form for tidsfornemmelse. Og lige som du beskriver, så trillede tårerne bare. Jeg måtte stoppe for at tørre øjnene, så jeg kunne læse igen, et par gange.
    Den er bestemt anbefalelsesværdig, og jeg har allerede lånt mit eksemplar af bogen ud til næste heldige læser.
    En bog, som indeholder meget mere end man tror! Og som bestemt sætter tankerne igang!

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:57

      Det er noget af det bedste – når man læser og fuldstændig mister tidsfornemmelsen. Bare lade sig opsluge af den gode fortælling.

  • Julie Monberg skrev:
    14. august 2014 kl. 11:15

    Jeg har læst både ‘Mig før dig’ og ‘Det sidste brev fra din elsker’. Jeg er fuldstændig betaget af begge bøger. Både min farmor og jeg har en svaghed for den type fortællinger, og hun forærrede mig ‘Mig før dig’, som jeg hurtigt slugte. Efterfølgende købte jeg ‘Det sidste brev fra din elsker’, og gjorde ligeså med denne. Selvfølgelig skulle den foræres til min farmor, og hun ringede mig op den anden dag med beskeden om, at hun nu havde færdiglæst bogen og havde nyt den til mindste detalje. Fantastisk! Jeg glæder mig til at skulle læse flere bøger af Jojo Moyes – hun rammer plet.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:56

      Hvor lyder det bare helt enormt hyggeligt at dele sådanne læseoplevelser med sin farmor!
      Jeg glæder mig også meget til at læse flere bøger af Jojo Moyes, håber hun har planer om mange, mange flere :)

  • Marina / cand.mor skrev:
    14. august 2014 kl. 10:43

    Jeg tudede også helt vildt, da jeg læste Mig før dig!! Og det samme gjorde min mor også, da hun læste den.

    Af nyligt læste bøger kan jeg klart anbefale Kære Verden Jeg er blevet mor (også selvom det er et stykke tid siden, at man fik den titel) samt Freuds elskerinde (som jeg dog næsten lige er gået i gang med). Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt er også afsindig god.

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:54

      Freuds elskerinde står også højt på min ‘To Read’ liste.
      Vi har faktisk netop set filmen med den hundrede årige. Den er fantastisk! Så lun og fin på den helt rigtige svenske måde :)

  • Luna Bærmonster skrev:
    14. august 2014 kl. 10:32

    Jeg læste Fredrik Backmans “En man, der hedder Ove” i juli, og er fuldstændig solgt. Den er sjov, trist, har et formidabelt sprog og er bare uendelig smuk på sin helt egen måde.

    Bedste hilsner
    Luna

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:52

      Tusind tak for anbefalingen, den vil jeg lige se nærmere på :)

  • Line Senesten skrev:
    14. august 2014 kl. 10:25

    Alle romaner af Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan anbefales:-)

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:51

      Hendes bøger har jeg endnu til gode – mange tak for anbefaling :)

  • Mia skrev:
    14. august 2014 kl. 10:02

    Jeg må bare anbefale Stillidsen (The Goldfinch) af Donna Tartt. Lidt af en murstensroman, men en intet mindre end fantastisk historie.

    Og så må jeg da vist hellere notere denne på læselisten til den kommende tid. Tak for anbefalingen :-)

  • Anna Emilie skrev:
    14. august 2014 kl. 09:57

    Hvis ikke du har haft fornøjelsen af “PS. trænger til flødeskum (og diller)” af Jeanett Veronica Hindberg, så har du noget at glæde dig til!
    Hvis du kender bloggen: “Bitterfissen Bethany” så har du en idé om sproget og den generelle tone.
    En dagbog om en kvinde der generøst deler ud af din hverdag, hvor banal og triviel den end måtte være, men med en ironi og livsfilosoferen der er både sjov og tankemotiverende.
    God fornøjelse!

    …Elsker Valdemarsro!

    • Ann-Christine skrev:
      16. august 2014 kl. 07:49

      Tusind tak <3

      -Og tak for anbefaling, den bog kendte jeg ikke :)

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.