Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/midt-i-en-uvirkelig-historisk-krise/

Helt uvirkeligt

guide til rom valdemarsro

Sidste efterår var vi på en dejlige ferie til Italien og Sicilien. Nu knap et halvt år senere er hele verden lukket ned. Nærmest fra den ene måned til den anden. Det er en helt uvirkelig krise, vi står midt i. En historisk krise og det er umuligt ikke at blive berørt på den ene eller anden måde.

Vi er alle i det sammen. Hver for sig, men sammen.

Det er svært ikke at opleve at være nedtrykt, modløs og trist over den krise, som kun eskalerer dag for dag.

Der er ingen tvivl om, at verden kommer til at se anderledes ud på den anden side af denne krise.

Mange er meget, meget hårdt ramt. Det stikker i mit hjerte, for alle der er hårdt spændt for. Små selvstændige, virksomhedsejere, fyringer, enlige forældre, der stadig skal på arbejde, fuldtidsarbejdende med børn hjemme og rigelige mængder hjemmeskole. Syge og ensomme. Børn og unge der har det svært. Alle de, der har mistet deres pusterum og fristed på arbejdet. Alle der oplever usikkerhed, store tab og utryghed.

Der er mange, mange mennesker der er berørt, ramt og presset.

Sygeplejesker, læger, butikspersonale og alle de mange, mange andre, der skal afsted på arbejde hver dag, holde hjulene i gang og passe på alle os andre.

Vi der ikke skal afsted på arbejde, passer til gengæld på hinanden ved ikke at ses.

Herhjemme holder vi os på matriklen. Vi har selvfølgelig Johan og Julie hjemme fra skole. Martin og jeg arbejder altid hjemmefra alligevel og her i vores lille lukkede boble på matriklen, har vi det godt og er gode til at få det bedste ud af det. Vi er nogenlunde landet i denne ‘nye’ hverdag. Vi passer på hinanden og er faldet ind i en ny rytme, der giver rum til både hjemmeskole, kreative projekter, hyggestunder og arbejde. Vi er pressede på tid, for vi har mere end rigeligt at se til med kogebogsdeadline og et andet større arbejdsprojekt, der trækker tænder. Men vi klarer den og vi skal bestemt ikke klage. Jeg er optimist af natur, og jeg er mere end nogensinde meget taknemmelig over at bo lige netop her i Danmark, hvor der vises lederskab, samfundssind, sammenhold og omhu.

Der sker midt i denne tid, også meget godt og positivt.
Opfindsomhed til samvær på nye måder. Johans fodboldhold har sat mange små konkurrencer op og deler hjemmeøvelser til de foldboldentusiatiske drenge. Ultranyt på DR Ultra dækker så fint krisen i børnehøjde. Randers Regnskov sender live til børnene hver dag kl 9. Vores danske flag, der hejses hver dag, rundt i hele landet som et symbol på sammenhold.

Jeg har skullet finde mit fodfæste, i forhold til hvordan jeg ville formidle midt i denne tid.

Det glæder mig, at mange finder glæde, inspiration og hverdagslykke ved at lave mad, gå i køkkenet, bage, eksperimentere med surdej og have stor glæde af mine opskrifter, som mange har skrevet til mig de seneste uger. Der er noget trygt og rart ved at lave noget så grundlæggende, som hjemmelavet mad.

Der er også behov for pusterum, der er fri for nyheder, politik, økonomi, sygdom og verden, der kan føles som om den ramler sammen om ørerne på os.
Derfor vil Valdemarsro fortsætte som vanligt. Jeg vil fortsat have fokus på at dele mine opskrifter, og håber I kan finde glæde i køkkenet og med madlavning.

Har I lyst til at dele lidt om hvordan verden ser ud hjemme hos jer lige nu, så er kommentarfeltet herunder åbent til dette

 

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • maria:
    23. april 2020 kl. 19:53

    Tak for et godt indlæg og gode opskrifter, skriver fra et sommerhus,

  • Pernille Christensen:
    13. april 2020 kl. 21:04

    Jeg har lige læst Alle blomsterne i Paris, tror det er en bog for dig hvis du ikke allerede har læst den ;) Jeg læser mig igennem denne tid, bor i Frankrig og har meget begrænset frihed i disse dage. God påske!

    • Ann-Christine:
      14. april 2020 kl. 07:06

      Tusind tak for anbefalingen. Vi har tænkt en del på jer der bor i Frankrig, Italien og Spanien i denne tid. Håber snart der kommer stabilitet og I kan komme mere ud igen.
      Jeg har læst den skønne bog her i påsken og er helt enig med dig at den er en stor anbefaling værd ♡
      Rigtig god dag til dig
      Kh AC

  • Holler Lotte:
    28. marts 2020 kl. 08:03

    Vi er begge sendt på hjemmearbejde og det fungerer overraskende fint. Vi bruger en del tid på at tage af vores forældre, som bor langt væk. Derfor er vi nu storforbrugere af Facetime – som gør at vi kan lave en daglig video-session med vores gamle forældre. I weekenderne spiser vi aftensmad med dem over video. Det er faktisk ret sjovt og det formindsker fornemmelsen af isolation. Det kan varmt anbefales. Vi læser mindre, men laver mere mad end normalt.

    • Ann-Christine:
      28. marts 2020 kl. 08:34

      Hvor lyder det som en god ide. Jeg tror da også vi skal invitere mine forældre på facetimemiddag, det kunne være hyggeligt ♡
      Kh AC

  • Vis alle 26 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.