Da Martin og jeg havde været kærester i et lille års tid, pakkede vi vores rygsække og tog lidt over 3 uger til Asien på oplevelsesrejse gennem Thailand, Malaysia og Singapore. Det var en fantastisk tur og vi har så mange skønne oplevelser sammen fra den rejse. Nogle af stederne som vi oplevede dengang, har vi valgt at gense på denne rejse.
På vores rejse i 2003 slog vi også et smut omkring byen Melaka i Malaysia. Melaka eller Malacca, som byens navns også staves er en en rigtig smuk og charmerende historisk by, med gamle fine bygninger i byens midte. I 2008 kom Melaka med på UNESCOS verdensarvsliste, og derefter oplevede byen lidt et turistboom.
Vi var spændte på at opleve byen igen – og denne gang som familie. Spændte på, om der stadig var bevaret den fine stemning og om vi kunne genkende de smukke bygninger, de stille gader og den æstetik, som vi synes så godt om.
Måske havde jeg ikke øje for de mange farvestrålende cykeltaxier i 2003 … eller også er de kommet til siden. Om det er smagfuldt, kan man diskutere – Johan og Julie var fan, og Julie oplevede et stort lykke-øjeblik, da vi kørte rundt i byen i en ‘Frost’ cykel med Frost musik, for fuld udblæsning.
Pandekager i mange varianter spiste vi hos en af byens nye charmerende cafeer
Og hos den lokale kinesiske morgenmadsbiks, spiste vi simple fiskeboller og kogt kylling i bouillion, sammen med alle de lokale og de kinesiske turister. Helt simpelt – og også temmelig velsmagende.
Ahh, Melaka ligner sig selv. Så smuk og fin.
Flere turister, end jeg husker det. Men stadig rigtig fin og med gamle smukke bygninger.
Ved den lille flod, som løber midt gennem byen er der noget så charmerende. Der er stille og smukt. Mit yndlingsområde i Melaka.
Der er så mange fine detaljer og farver, så man skal huske at kigge op. Det gælder jo i øvrigt for mange ældre byer -en stor del af alt det smukke befinder sig i toppen af byens bygninger
De er uundgåelige, de cykler …
Om aftenen er der det skønneste aftenmarked i byen. Vi har ikke været på mange aftenmarkeder på denne rejse, for vores børn er mere til en tidlig morgenstund end en sen aftentime. Men her i Melaka starter alt det gode tidligt nok til at vi kunne være med og vi elskede det. Spiste aftensmad ved boderne, snackede os igennem nye oplevelser og lækkerier – det var et kæmpe hit.
Melaka ligner meget godt byen, som vi husker den. En del flere turister, men uden at være for overturistet – vi var der i lavsæson, må jeg hellere understrege, så ved ved ikke hvordan det er i højsæson.
To dage i Melaka er perfekt til at nyde byen, gå ture i de fine gamle gader, spise en masse god mad, nyde aftenmarkedet. Det er en by i stor vækst og der er blevet bygget mange storcentre, med alle de kendte amerikanske og internationale kædebutikker. Men hvis man undgår de steder, og holder sig til den gamle bydel, så er oplevelsen sikret for en smuk. æstetisk og hyggelig gammel by.
Vi længdes efterhånden lidt efter hjemmelavet morgenmad efter 3 1/2 måneds rejse (og rugbrød med god spegepølse, lakridser, dansk mælk og smør – og bare hjemmelavet mad i det hele taget) meeeen, helt ærligt … det er nu altså ikke så tosset at få serveret sådan en flok pandekager, iskaffe, kamillete og lækkerier – så vi klarer den snildt de næste 3 uger med ;)
Sikke fine cykler!!! De ser så vilde ud de pandekager, jeg bliver helt lækkersulten ;) Alle billederne er så smukke og stemningsfyldte, kan I snart rumme mere skønhed.
Du er så sød! Og her er mange, mange kontraster de fleste steder, selv om Melaka var overvejende smuk. Måske er mit kamera ikke altid så god til at fange alt der der er skramlet, rodet og grimt ;)