Luciabrød


Luciabrød er en dejlig tradition til lucia den 13. december. De smukke og duftende gyldne safran luciaboller smager så dejligt, når de er helt friskbagte og lune eller senere på dagen kan de skæres op, ristes og spises med kold smør.
Luciabrød former man i fine traditionelle former, som gør brødet ekstra fint og hyggeligt at se på. Det er virkelig en rigtig dejlig juletradition, som vi i mange år har hygget med i min familie.
Rigtig glædelig Lucia dag ♡
Prøv også: min opskrift på hvid gløgg >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Luciabrød
- 2,50 dl mælk, stuetempereret
- 25 g gær
- 75 g smør
- 1 knivspids safran, stødt
- 2 æg
- 50 g sukker
- 0,25 tsk salt
- 475 g hvedemel
- Derudover
- 1 æg, sammenpisket til pensling
- 12 chokoladeknapper, til pynt
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Kom mælk i en skål og rør gær ud i mælken.
Smelt smør på en pande ved lav varme. Kom det smeltede smør, stødt safran, æg, sukker og salt i mælken og rør det godt sammen.
Rør 450 g hvedemel i, og rør dejen godt sammen. Drys de sidste 25 g hvedemel ud på køkkenbordet og ælt dejen færdigt på køkkenbordet. Den må gerne være lidt klistret. Tilsæt ikke ekstra mel, for så bliver bollerne tørre og dejen vil sætte sig fint mens den hæver.
Kom dejen i en ren skål med et klæde over og lad den hæve i halvanden time på køkkenbordet.
Del dejen i 12 og form 12 luciaboller. Pensl med sammenpisket æg og pynt med chokoladeknapper. Lad dejen efterhæve i 30 minutter på bagepladen.
Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 16-18 minutter. Lad dem køle lidt af på en rist inden servering.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hvordan formes de
Hej René
Jeg laver en video med dem på et tidspunkt når jeg går i gang med opskriftsvideoer igen :)
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine. Jeg har lige bagt skønne luciabrød efter din opskrift. Jeg laver altid dobbelt portion, fordi jeg altid har gæster til at fejre Lucia. Jeg bruger en lille morter og “maser” safran med lidt sukker. Jeg elsker rosiner, så det pynter Jeg dem med. Så synger vi Lucia-sangen. Jeg synes den er så smuk. 🎄🌟
Hej Lone
Hvor er det dejligt, mange tak for din fine og julehyggelige hilsen ♡
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Nu har jeg 2 år i streg stået og fulgt din opskrift på de her luciabrød. Man må ikke tilføje mere mel, men det gør jeg, og alligevel står jeg med en fuldstændig flydende dej efter halvanden times hævning. Det er en dej til en fast form og er fuldstændig umulig at have med at gøre. Hvilket mel bruger du? Har endnu ikke haft glæde af at smage dem fordi dejen ryger ud da den ikke kan formes, den minder om børnenes klamme legeslim. Jeg har tjekket opskriften i julebogen for at se om der manglede en ingrediens i appen, men de er identiske. Har aldrig haft problemer med dine andre opskrifter.
Hej Anni
Det forstår jeg ikke helt. Jeg bruger mel fra Meyers hvedemel, eller skærtoftmølle hvedemel.
og 100% smør (ikke blandingsprodukt)
Hvilken hvedemel bruger du?
Kh Ann-Christine
Min dej bliver også meget blød og næsten umulig at håndtere. Jeg er vant til at arbejde med blød dejj, dejen er sådan set fin, hvis den ikke skulle formes.