Linsefrikadeller


Saftige og skønne linsefrikadeller fyldt med god smag og krydderier, som kan spises til alt hvad man nu ellers ville spise frikadeller til.
Jeg synes de er særligt skønne i pitabrød, spidskålswraps eller fladbrød – gerne med avocado, chilisauce, salat og masser grønt. Men de går nu også fint som tilbehør til fx råstegte kartofler og en god salat.
Her har jeg fyldt dem med persille, men alt efter årstiden vil det også være lækkert med andre krydderurter og gerne et miks med alt godt fra krydderurtebedet.
Prøv også: min bedste opskrift på gulerodsboller >>
Arbejdstid 20 min.
Antal 18 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Linsefrikadeller
- 175 g røde linser
- 4 dl grøntsagsbouillon
- 1 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
- 1 æg
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- 1 tsk sød paprika
- 1 tsk røget paprika
- 2 spsk hvedemel
- salt
- sort peber, friskkværnet
- smør og olie til stegning
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Skyl linserne i en sigte og lad dem simre i boullion i 20 minutter, ved lav/middel varme uden låg.
Hæld overskydende vand fra linserne og bland de kogte linser med finthakket løg, hvidløg, finthakket persille og æg. Rør det godt sammen.
Rør hvedemel med krydderier, salt og peber og rør det godt sammen med linsefarsen. Hvis farsen er for våd, så kom en spsk ekstra mel eller havregryn i farsen.
Form linsefrikadeller i frikadellestørrelse og steg dem på begge sider på en pande med smør og olie. Vend dem først, når de er færdigstegt på den ene siden.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej
Skal linserne koges eller kan man nøjes med at sætte dem i blød natten over.
Vh
Mogens 😊
Hej 😊Bruger ofte jeres opskrifter med glæde. Denne gang blev det til linse frikadeller, de smager rigtig godt, men det var ikke mange af dem der hang sammen. Det blev til meget smulder – hvad har jeg gjort forkert 🤷♀️
Hej Pia
Mange tak for din søde hilsen, jeg er glad for du har glæde af mine opskrifter :)
Umiddelbart tænker jeg at det er fordi de er vendt for tidligt, så de ikke har nået sætte sig inden de vendes. Men du kan alternativ bage dem i ovnen næste gang. omkring 16-20 minutter ved 180 grader varmluft.
Kh Ann-Christine
Hej
Kan man fryse “frasen” så den er klar til brug på et senere tidspunkt?
Bh Birgitte
Tja, Det tænker jeg sådan set godt du kan.
Måske skal den lige have lidt ekstra krydderier efter den er tøet op og inden de tilberedes.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine