Langkawi med palmer, sandstrand og højt til tops

Vi havde et par virkelig dejlige dage på Langkawi. Lige dele strandferie og oplevelsesferie, og selv om, som jeg skrev i går, at vi oprindeligt havde tænkt os at være på ferieøen i omkring 10 dage, så var egentlig også okay at skulle videre.

Fire dejlige solskinsfyldte dage.

To dage med strandferie på Pentai Cenang, hvor den ene halvdel af stranden er stille, hyggelig og med sand så blødt som kartoffelmel. Den anden halvdel af stranden er noget mere hektisk og fyldt med boder, vandscootere, biler og en del mennesker. Vi holdt os til den stille del af stranden, legede i sandet, læste bøger, lyttede til lydbøger, badede og nød skyggen fra parasollen og den lejede solseng og ikke mindst den smukke solnedgangen om aftenen.

Det er lavsæson på Langkawi og mange af de steder vi har været fra omkring midten af marts. Så det er ikke mange turister vi møder og meget sjældent andre med børn. Men Johan og Julie er hurtige til at få en leg i gang, enten med hinanden eller med nogle lokale unge mennesker, som synes det er sjovt at spille bold og fjolle i vandet.

De to sidste dage lejede vi en bil og kørte øen rundt og op til Langkawi Skycab, hvor man med lifte (cable car) bliver ført højt op mellem skyerne på toppen af det højeste bjerg på øen. Her kan ma så nyde udsigten af Langkawi set fra toppen, gå tur på broen og ellers bare få ret så svedige håndflader på vej op, mens man kigger ned (laaaaangt ned) og håber alt går godt … ;)

Vi var højt oppe mellem skyerne på broen her – og lige som vi var nede på jorden igen, forvandlede den sig til en voldsom regnbyge.

Stort set overalt hvor vi har været på vores rejse, har vi spist fantastisk mad. Lokal mad fra små boder, gode restauranter og simple gadekøkkener. Alt har været godt!

Undtagen på Langkawi. For første gang på vores rejse oplevede vi, at det var svært at finde de gode steder. Der er virkelig mange restauranter at vælge imellem, men enten var vi slemt uheldige eller også er Langkawi en kæmpe turistfælde, hvad mad angår. Jeg har lyttet mig til at de små boder skulle være gode, vi fandt bare ikke nogen der ikke solgte burgere. Og så skulle der være et ret fint lokalt sted her.

Vi spiste dog et super lækkert måltid på Privilege Restaurant &Bar, hvor vi nød et lækkert udvalg af malaysiske retter til en ret så fin pris ift hvad vi ellers havde oplevet på øen. Det kan anbefales – og jeg nød et glas køligt hvidvin for første gang i mindst 3 1/2 måned, ahh.

Nu tager vi om nogle dage mod Langkawis nabo, Penang – øen som er kendt for at byde på den allerlækreste mad på hele Malaysia. Dét glæder vi os til, og må nok indrømme at ordentlig mad betyder en hel del for os. Både i hverdagen derhjemme og når vi rejser.

Nok fordi det er lavsæson var det flere gange en ret spøjs oplevelse at være på stranden her. Lidt som på Lombok. Vi kørte en dag til Tanjung Rhu, som skulle være Langkawis smukkeste strand.

Stranden var også helt enormt smuk!

Og nærmest mennesketom. Bortset fra et enkelt andet par var vi de eneste i badetøj, eller som overvejede at skifte til badetøj, for vi nåede slet ikke så langt. På vejen mod stranden var der et væld af gadeboder til turister med saronger, stranddimserier, og boder med mad – og der var en del fuldt påklædte lokale og ellers bare os. Det er lidt skørt, ik´. For derhjemme i Danmark kunne vi snildt drømme om strande som vi nærmest havde for os selv, og når vi så stod der midt i det, så føltes det mest af alt underligt at skulle være de eneste i badetøj, som nød strandlivet ved liggestolene, vandkanten og ved at kaste os i vandet.

Ja, så vi soppede lidt. Nød udsigten og tog derefter videre på vores tur rundt om øen.