Lakridskarameller
Her får du min opskrift på de dejligste lakridskarameller. Små lækre hapsere med masser af smag af lakrids og sød flødekaramel. Et hit til fredagslik og film.
Jeg har prøvesmagt i selskab med en lille kaffe og kan varmt anbefale dem!
Jeg skærer dem ud i størrelsen 1×2 cm, hvilket jeg synes er ret perfekt. Men man kan også sagtens lave dem lidt større, eller måske i endnu mindre stykker og blande dem i vanilje is. Mulighederne er mange. De vil også være fine som en del af julens konfekt eller måske som en lille sød værtindegave i en fin konfektpose i papir.
Prøv også: min opskrift på cornflakestoppe >>
Arbejdstid 20 min.
Antal 40 stk.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Lakridskarameller
- 5 dl piskefløde
- 250 g sukker
- 120 g glukosesirup
- 1 tsk salt lakridssirup
- 1 spsk rålakridspulver
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Kom piskefløde, sukker og glukosesirup og kog det op.
Lad det koge i 35-45 minutter. Mens karamellen koger vil det bruse meget op, så sørg for at der er god plads i gryden.
Rør indimellem i gryden, men ikke for ofte. Rør lakridssirup i karamellen, når den er næsten klar. Når karamelmassen slipper bunden og har en tyk og sej konsistens, samt en temperatur på 120 grader er den færdig.
Hæld karamelmassen i en beholder på cirka 16×16 cm, foret med bagepapir. Drys med lakridspulver og tryk det lidt ned i karamellen.
Lad lakridskaramel stå på køkkenbordet og køle af i mindst 3 timer og skær karamellerne ud i den størrelse du ønsker.
Mums, det lyder lækkert! Skal helt sikkert prøves, men hvor køber du lakridssiruppen fra? Og rålakridspulver er det det samme som lakridsrodspulver eller? :)
Hej Nadine,
Jeg har brugt både rålakridspulver og lakridssirup fra Johan Bülow i denne opskrift.
Rålakridspulver og lakridsrodspulver er ikke det samme. Lakridsrodspulver har konsistens og smag som pulveriseret lakridsrod, hvilket jeg også tror det er. Rålakridspulver er lavet af granulat og et udtræk fra lakridsrødderne. Smag og konsistens er meget forskellig på de to, elsker dem begge – men til hver deres brug ;)
Jeg har også lige lavet karameller – dog med salt, som skal overtrækkes med chokolade lige om lidt!
Uhm, det er også virkelig en dejlig kombination!
Det lyder virkelig lækkert.
De skal prøves i den kommende uge.
Hvor kan man købe saltkaramelsirup?
Eller laver du det selv?
Kan varmt anbefales :)
-se svar vedr lakridssirup længere oppe ;)
God weekend til dig
Kh Ann-Christine
Du har skrevet saltKARAMELsirup i opskriften, jeg tror det er det der forvirre. Mener du ikke saltLAKRIDSsirup? :)
Jo, du har ret! Godt spottet og tak for hjælpen :)
Det er rettet nu
Mmm, hvor ser de lækre ud :-) Tror du man kan bruge sød lakridssirup i stedet for den salte?
Sagtens! Det vil også være super lækkert :)
Dejligt, så skal der laves karameller :-)
Rigtig god fornøjelse :)
Det lyder lækkert og hvor er Johan sød at vælge en Smølfine til Julie!!
HUn blev også rigtig glad for den lille blå smølf! Johan fik også lov til at vælge en smølf til sig selv og valgte Gammelsmølf :)
Øj, hvor ser de gode ud! Kan slet ikke styre mundvandet :)
Tror du, man kan bruge glukosepulver i stedet for sirup? Det har jeg nemlig stående og lure i køkkenskabet…
Måske – jeg har faktisk aldrig prøvet at arbejde med glukosepulver. Måske hvis du bruger halv pulver og halv honning – eller kommer lidt ekstra fløde i …
Det er da forsøget værd :)
Ja, det skal næsten prøves. Jeg har glukosepulver i skabet, fordi jeg bruger det, når jeg engang i mellem laver flødeboller :)
Selvom de er lækre, er det jo ikke ligefrem noget, man laver hver dag, så sådan en pose kan godt få lov til at stå og fylde i skabet i lang tid – derfor ville det være fint med en ny anvendelsesmulighed.
Uhm, hjemmelavet flødeboller – uimodståeligt! :)
Ja, man skal bare virkelig passe på med at lave sådan nogle ting som både flødeboller og karameller til sine venner. Man ender med at få bestiller på dem i al fremtid :)
Ganske farligt, kan jeg godt se ;)
Ser lækkert ud! Hvad gør du med opbevaring? Pakker du dem ind i papir – og/eller klistrer de sammen?
Jeg synes de opbevares bedst på køl, for så klistre de ikke. Og gerne i en lufttæt boks. Papir er så pænt til små gaver, men det gør jeg ikke ved dem vi selv spiser
Karamellerne er stadig flyende efter køl, så noget med opskriften der ikke er helt rigtigt
Opskriften er helt som den skal være :) – men det lyder som om at du skulle have kogt den længere tid til den sætter sig lidt bedre. Det kan være størrelsen af gryden eller grydens bund der driller ift hvor lang tid den skal have. Se evt denne video, hvor jeg viser opskriften på en anden (lignende) karamel opskrift.
Gad ved, om disse kan laves med kokosmælk til dem , som ikke kan tåle mælk?
Det tør jeg ikke sige … har aldrig forsøgt mig med kokosmælk til karameller, men det kunne da være et sjovt eksperiment, så endelig prøv det af og lad mig høre om det lykkedes :)
Lyder mega lækkert! Jeg tænker at give dem i gave, men hvor lang tid kan de holde sig?
Skøn ide! De kan fint holde sig en uge.
PS. et lille tip :) i Valdemarsro APP kan du altid se holdbarhed og opbevaringstip på alle mine opskrifter
Kh Ann-Christine