Kokosris med grønt og spejlæg
Kokosris med grønt og spejlæg – det er nemt, budgetvenligt, lækkert og mættende.
Når risene koges med kokosmælk og krydderi, så mætter de ekstra godt og smagen bliver simpelthen så lækker. Perfekt som base for et simpelt måltid.
De syltede gulerødder og lidt drys af sesam og chiliflager med den krydrede sriracha mayodressing gør lidt retten lidt ekstra indbydende og ellers er det såmænd blot cremede og krydrede kokosris med spinat og et spejlæg der er stegt knasende sprødt med flydende blomme.
Prøv også: opskrift på hoisinnudler >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 4 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Kokosris med grønt og spejlæg
- Syltede gulerødder
- 4 gulerødder
- 1 dl vand
- 1 dl riseddike
- 30 g sukker
- 0,50 tsk chiliflager
- Kokosris med ingefær og sesam
- 1 tsk ingefær, fintrevet
- 25 g sesamfrø
- 3 dl basmati ris
- 1 dl vand
- 400 ml kokosmælk
- 0,50 tsk salt
- 1 tsk sesamolie, til stegning
- Grøntsager og spejlæg
- 3 fed hvidløg, presset
- 1 løg, finthakket
- 300 g spinat
- 1 spsk soja
- 4 æg
- 2 spsk sesamolie
- Til servering
- 30 g mayonnaise
- 1 dl cremefraiche 18 %
- 1 spsk sriracha chilisauce
- 20 g sesamfrø
- 1 tsk chiliflager, efter smag
- 1 håndfuld bredbladet persille, grofthakket
- salt
- sort peber, friskkværnet
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Syltede gulerødder
Skræl gulerødderne med en tyndskræller eller kartoffelskræller i lange strimler. Kom vand, sukker, chiliflager og riseddike i en gryde og giv et hurtigt opkog til sukkeret smelter. Tag gryden af varmen og kom gulerødderne i den varme eddikelage. Kom på glas, læg låg på og sæt i køleskabet, mens resten af retten tilberedes.
Kokosris med ingefær
Kom olie, sesam og ingefær i en gryde og sauter ingefær ved lav varme til det dufter let, men ikke tager farve. Tilsæt vand, kokosmælk, basmatiris og salt. Rør det godt igennem, læg låg på og bring langsomt op til kogepunktet. Kog under låg ved svag varme i 10 minutter. Tag af varmen og lad derefter risen hvile i yderligere 10 minutter i gryden med låget på.
Grøntsager og spejlæg
Kom løg og hvidløg på en pande med olie og sauter ved middelvarme til løgene er bløde. Kom spinat på og rør til det klasker let sammen. Tag fra på en tallerken og dryp med en smule soja.
Varm panden godt op med mere olie og slå fire æg ud på den varme pande. Steg spejlæggene til hviden er fast, kanten af ægget er knasende sprødt og blommen stadig blød og flydende.
Rør mayonnaise, cremefraiche og sriracha sammen i en skål og smag til med salt og peber.
Fordel risene på tallerkener, fordel spinaten, de syltede gulerødder og spejlæg. Anret med sesam, chiliflager og persille. Server dressingen i en skål til at dryppe over efter smag og behag.
Har glædet mig hele ugen til den her! I forhold til spidskål (jf. hvis man vil have mere grønt), steget du det inden det kommer ned i risene, steger/damper det med risene, blander du det i råt efter risene er færdige eller hvordan “kommer du det sammen med risene”?
Jeg blander det rå spidskål i den varme ris. Evt kan man lige drysse spidskålen med 1/2 tsk salt og massére den i et minut eller to for at knække fibrene i kålen, så bliver den ekstra mør og lækker.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Vi foretrækker brune ris, da de mætter bedre og er sundere. Har du mulighed for at tilpasse opskriften til brune fuldkorns ris? På forhånd tak.
I kan sagtens lave dem med brune ris, det er blot at justere koge- og trækketid ift tilberedningstiden på de brune ris. Det står på emballagen. Samme gælder med alle af mine opskrifter med ris
Kh Ann-Christine
Helt fantastisk opskrift! Var først lidt bekymret for, om risene ville blive for meget af det gode, for nogle gange kan kokosmælk godt blive lidt vammelt, synes jeg, men her går det totalt op i en højere enhed med de syrlige gulerødder og det andet tilbehør. Og så er det nemt at lave og det ser super indbydende ud. Det er en ny favorit 😀
Hej Liza
Mange tak for din fine tilbagemelding af opskriften, jeg er rigtig glad for I synes godt om den – og gav den en chance ♡
Skøn dag til dig
Kh Ann-Christine
Nu spørger jeg måske dumt, men skal kokosmælk og vand hældes fra, før risene serveres?
Hej Michelle
Vandet og kokosmælken bliver absorberet helt af risene, så der bør ikke være noget tilbage når risene er møre – hvis der er, så kan du hælde det fra
Kh Ann-Christine
Hej,
Hvornår skal kokosmælken bruges i opskriften? Skal risene koge deri sammen med vandet, eller? ☺️
Den nævnes i ingredienslisten, men ikke i fremgangsmåden.
Det er med nu :)
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine