Kerneboller


Kerneboller er noget så lækre og er ofte at finde på vores morgenbord eller i børnenes madpakke.
Jeg varierer gerne opskriften på disse grovboller alt efter hvad jeg har af kerner, frø og nødder i køkkenskuffen – og hvis jeg har hele kerner, så knuser jeg dem lige i min minihakker, inden jeg i blødsætter dem.
Knækkede rugkerner, knækkede hvede og ølandshvedekerner, spelt, havregryn, nødder, frø, kerner og andet godt, bruger jeg ofte i bagværk – og det bliver ekstra lækkert i brødet af at trække i kogende vand, inden dejen til brødet røres sammen.
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Kerneboller
- 100 g hvedekerner
- 25 g solsikkekerner
- kogende vand
- 25 g gær
- 0,50 dl surdej, (kan undlades)
- 1 æg
- 2 dl kærnemælk
- 1 tsk salt
- 100 g fuldkornshvedemel
- 425 g hvedemel
- Derudover
- 1 æg, sammenpisket til pensling
- 25 g solsikkekerner, til drys
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Kom hvedekerner og solsikke i en skål. Hæld kogende vand i, så det dækker og lad det trække i mindst en time (eller sæt det på køl og lad det trække flere timer).
Hæld evt overskydende vand fra.
Rør gær og evt surdej ud i blandingen og tilsæt kærnemælk, æg, salt, fuldkornsmel og halvdelen af hvedemelet.
Rør dejen godt igennem og tilsæt derefter mere hvedemel lidt efter lidt til dejen er smidig og ikke klistrer.
Lad dejen hæve på køkkenbordet i 1 ½ time (eller lad den koldhæve i køleskabet natten over)
Form 12 boller, vend dem i lidt solsikkekerner og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir.
Lad dem hæve i 45 minutter, pensl med sammenpisket æg og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft (eller 200 grader alm ovn) i ca. 14-18 minutter.
Lad kernebollerne køle lidt af på en rist.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Jeg kan simpelthen ikke finde hvedekerner – hvor køber du dem? Kan jeg erstatte med havregryn? Og hvis jeg helt udelader dem, skal jeg så ændre noget omkring væske eller andet? På forhånd tak for hjælpen.
Hej Susanne
Jeg køber dem i føtex, men har set dem i mange supermarkeder. De kan erstattes af havregryn – jeg har dog ikke testet præcis mål for dette, så det må du prøve dig lidt frem med eller i stedet bruge en af mine andre opskrifter på hjemmebagte boller
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine
Hvis jeg vil koldhæve bollerne natten over, skal jeg så halvere mængden af gær? – Tænker at bollerne vil være perfekte i julen, hvor vi bliver mange mennesker, og der er altså ikke plads til så mange boller i min fryseboks.
Hej Ellen,
Ja, det kan du sagtens.
God fornøjelse
Kh AC
Takker – og tak for dine gode råd
Kan man bruge rugkerner i stedet for hvedekerner? Hverken Netto eller SuperB havde hvede :/ PS ELSKER DINE OPSKRIFTER OG DIT UNIVERS!
Hej Line Kirstine,
Mange tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt!
Du kan sagtens bruge både rugkerner, hvedekerner, speltkerner eller lign.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine