Sverige er et af vores yndlingslande at rejse rundt i – en smule nostalgisk eftersom vi jo boede der for en årrække siden, og ikke mindst at jeg startede min blog op i den periode.
I sidste uge gik vores rejse til Småland i Sverige. En tætpakket rejse med en masse gode oplevelser som vi har med hjem i bagagen. Jeg vil dele rejsen lidt op, for at komme ordentligt omkring de forskellige oplevelser og det passer faktisk helt fint med at den samlede rejse fint kan tages i mindre bidder og oplevelser, hvor de hænger fint samme geografisk.
Lad mig starte med at fortælle om vores oplevelser i Kalmar, Kosta og besøg i en elgpark …
Kalmar
Kalmar er kåret som Sveriges sommerby i både 2015, 2016 og 2017 – og vi blev også budt velkomne til byen med solskin, blå himmel og virkelig dejligt vejr. Rigtig sommerferiestemning som gjorde at vi rigtig kunne opleve byen fra sin allerfineste side.
Her er mange aktiviteter, som fx åbne sommerkoncerter hver tirsdag og torsdag, masser liv på havnen og havnepromenaden, gode restauranter, hyggeligt byliv og på slottet er der fuldt blus på aktiviteterne hele sommerferien.
Vi brugte en halv dag på Kalmar slot med riddere, sværdkampe, glimmerprojekter og udstillinger – her havde Johan og Julie en fest med at gå på opdagelse i de mange aktiviteter; fægtekamp mod den sorte ridder, bekæmpe drager, pynte lykkemønter med glimmer og guld, se udstillinger og forestillinger og meget mere.
Kalmar slot er vældig fin og hyggelig for både store og små at opleve – og for de historieinteresserede, så har slottet og området også en rigtig spændende historie ift Danmark.
Ved vandet til venstre for havnen er et hyggeligt grønt område med legeplads og badebro, som mange bruger som strand og til picnicudflugter.
Krusenstiernska Trädgård har en rigtig hyggelig og interessant historie.
Her står det meste fuldstændig som da Hulda – en fattig og næsten blind pige -kom til gården med sin søster, i starten af 1900 tallet. Det kan varmt anbefales at få en guidet rundvisning i huset og området – det er virkelig spændende og en hyggelig oplevelse for børnene også.
Den fine have er velholdt med smukke blomster, gamle frugttræer og mulighed for at hvile benene og nyde en fika i den fine have i skyggen under de gamle træer.
Vi nåede lige at se de flotte sandskulpturer på stranden ved Kalmarsundbadet – helt fascinerende.
Stranden er i øvrigt et besøg værd på en varm sommerdag, med en fin lang badebro og i det hele taget er det en rigtig flot og velholdt strand.
Den flotte slotspark tæt på Kalmar slot er smuk og det kan anbefales at gå herigennem på vej fra slottet tilbage mod byen.
Spis godt i Kalmar
Vi faldt pladask for det skønne kaffespot Balck Coffee – som serverede kaffe, tilberedt helt efter vores smag. Med godt hjemmebagt brød, sprøde smørbagte croissanter, god yoghurt med bær og nødder, lækre kager og lette anretninger – vi var både forbi til morgenmad og til en kaffetår senere på dagen.
Bedste kaffespot: Balck Coffee
Gode spisesteder: Grona stugan, her spiste vi aftensmad og det kan varmt anbefales.
Tullhuset og Postgatan overvejede vi også, men nåede ikke – de ser begge rigtig fine ud og tippet er hermed givet videre.
Elg park
Jeg havde endnu aldrig set en elg i virkeligheden, og det havde Johan og Julie heller ikke, så på vores videre tur mod Kosta, kørte vi forbi Grönåsen Älgpark.
Et fint lille sted at gøre stop – udover elge er her også kaniner, geder man kan fodre med græs og klappe, marsvin, grise og så kan man købe et par elgpølser og grille over bål til en hyggelig frokost eller ekstra hapser.
Og vi så elge … naturligvis. Sikke et fint dyr, altså! – med sådan en godmodighed og ro over sig.
Kosta
Kosta Lodge var vores næste stop. Her blev vi indlogeret i en nyrenoveret campinghytte lige ved vandet. Skønt område at holde ferie, og vi kunne snildt være blevet et par dage mere. Til hovedbygningen er der et stort poolområde, med opvarmede pool, spa og masser af liggestole at slænge sig i og lade roen falde over sig.
Der er ret mange fine aktiviteter i området og ellers kan man jo bare slendre lidt rundt i naturen eller spille et spil minigolf.
Vi spiste om aftenen på Kosta Lodge restaurant, som har sådan et lidt sjovt koncept med glohede grillsten, hvor man så selv griller sit kød ved bordet – derudover bestilte vi en omgang af den lækre svenske lögrom … fordi det er altså lækkert!
Kosta Boda
Kosta Boda og hele det område de kalder Glasriget, ligger et par minutters køretur fra Kosta Lodge og her kan man komme ind og se hvordan glaspusterne arbejder.
Vi fik alle fire lov at prøve håndværket og kreerede i alt to vaser og to drikkeglas – en mægtig fin oplevelse for Johan og Julie også og de glæder sig rigtig meget til snart at modtage deres glas, som vi fik sendt hjem med posten, da vi havde en aftale videre et andet sted.
Det er simpelthen så skøn en oplevelse på den måde at få et indblik i et håndværk og dermed langt mere respekt og beundring for alle de glasting, som vi jo omgives med i vores dagligdag. Selv om en del er maskinproduceret, så er der jo altså bare noget særligt fint over håndlavede ting – inkl. fint glas.
I området er der også en hel del outlets, en kæmpe Kosta Boda butik og så er Kosta Boda Art Hotel også ret finurligt indrettet og et besøg værd – vi spiste en virkelig lækker frokost derinde.
I Sverige må man – udover kanelbullar – næsten bare spise en omgang köttbullar og potatis mos … – og de serverer en virkelig god en af slagsen i Kosta Bodas bar restaturant.
Tak for et smukt indlæg, som jeg blev så inspireret af!
Vi er ved at læse os gennem Astrid Lindgrens bøger, og jeg overvejer derfor at holde sommerferie i Sverige.
Hvornår var I på denne tur?
Der er en del af linksne, som ikke virker mere, så jeg gætter på, at det er nogle år siden..
Tak for din søde hilsen. Sverige er et skønt land at rejse i.
Vi var afsted i 2017, så der kan godt være sket en del siden, måske også påvirket af corona mv.
Kh Ann-Christine
En opskrift på de svenske kødboller ville være et stort hit:-). Vi kommer også lige fra en bilrejse i Småland. Så fin en tur. ?Kh Monika
Jeg har en skøn opskrift på svenske kötbullar lige her
Dejligt at høre I også havde en skøn tur til Småland
Kh AC
Mange tak AC. Dem glæder jeg mig til at lave. God dag :-)
Kh Monika
Dejlig dag til dig også :)
Kh AC
Ååhh dejligt gensyn med Kalmar;)
Hvor skønt ♡
Tak for et virkeligt flot indlæg, som giver mig lyst til at rejse derover – og der skal ellers meget til, eftersom jeg overhovedet ikke er den ‘svenske’ type;-)
Haha, er selv ret begejstret for både den svenske natur, mentalitet og spændende steder at opleve – så det er dejligt at det kan smitte og inspirere :)