Julemuffins
Lækre krydrede julemuffins med de dejligste julekrydderier og en lækker frostning med et par dråber pebermynteessens, som står godt til de søde pebermyntestokke, jeg pynter disse muffins med.
Det er jo ved at være juletid og hvad er næsten bedre end at lave sådan en dejlig portion til weekendhygge og dele med dem man holder af.
En lille hyggelig julekomsammen med de allernærmeste og juleklip, glögg, konfektlavning. Der bliver skruet helt op for julehyggen i år.
Prøv også: få alle mine juleopskrifter her >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Julemuffins
- 0,50 vaniljestang
- 60 g smør, stuetempereret
- 180 g sukker
- 150 g marcipan, groftrevet
- 3 æg
- 190 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 knivspids stødt nellike
- 0,50 tsk stødt kardemomme
- 0,50 tsk stødt ingefær
- 1 tsk stødt kanel
- Frosting
- 75 g smør
- 150 g flormelis
- 150 g naturel flødeost
- 2 dråber pebermynte essens
- 1 dråbe farvepasta, rød
- 12 pebermyntestok, små
- 1 tsk krymmel
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Halver vaniljestangen og flæk den ene halvdel på langs
og skrab kornene ud. Pisk stuetempereret blødt smør, sukker, vaniljekorn og marcipan sammen med en håndmikser til det er ensartet og luftigt.
Pisk et æg i ad gangen til dejen er ensartet.
Bland hvedemel, bagepulver, stødt nellike, kardemomme, ingefær og kanel i en skål og rør det i dejen. Fordel dejen i muffinsforme, gerne papirsforme sat i en fast muffinsform.
Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i cirka 20 minutter.
Lad dem køle helt af og pynt den derefter med frosting.
Frosting
Pisk smør og flormelis med en håndmikser til det er helt luftigt. Kom pastafarve i efter smag og 1-2 dråber pebermynteessens.
Pisk hurtigt flødeost i og kom i en sprøjteepose med stjernetyl. Pynt muffins med frostning, en pebermyntestok og lidt krymmel.
De er virkelig fine, og den lille sukkerstok er prikken over i’et. Har lige bagt dem. Jeg har lavet halvdelen af portionen med lyserød frosting og den anden med grøn 🙂. Glæder mig til at servere dem i eftermiddag.
Så fint! Håber de blev en succes og I havde en hyggelig eftermiddag :)
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Hvor har du købt pebermynteessense? Har været i Menu, Irma og SuperBrugsen uden held
Hilsen Barbara
Jeg køber det enten i Super Brugsen eller føtex – eller online.
Det står sammen med kagekrymmel mv.
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Jeg mindes, at du på et tidspunkt har haft nogle julemuffins med æble og kanel med en tilhørende julestokkefrosting. Kan det ikke passe?
Hej Mikkel,
det var lidt en kombination af denne æblemuffins: https://www.valdemarsro.dk/aeblemuffins/ og denne julemuffins. Du kan evt frit kombinere de to :)
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Mange tak for svar!
Jeg synes dog ikke helt ingredienserne fra æblemuffinopskriften er de samme som jeg brugte dengang. Har du den “gamle” opskrift til at ligge? Synes bare de var så lækre og luftige, så vil helst gerne ramme helt samme opskrift :-)
God adventssøndag til dig!
Jeg har den desværre ikke, for jeg testede den nogle gange for et års tid siden og var ikke helt så tilfreds med den. Men jeg mener at jeg dengang brugte cirka dobbelt så meget æble, ingen nødder og fuldkornsmel og et miks af muscovadosukker og alm sukker. Det blev en noget vådere dej. Håber du kan lykkedes med at eksperimentere lidt frem til en god julet muffins som er lige som du ønsker den skal være.
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Hej Ann Christin,
Dine julemuffins ser så smukt og tiltalende ud at jeg kunne tænke mig at bruge opskriften til at lave en fødselsdag-tal-kage. Hvor meget skulle mengten forøges for at have nok til tal 16 ?
Hej Dagmar,
Mange tak! jeg vil for nemhedens skyld gange opskriften op med en halv gang ekstra, så kan det være du skal bage 18 kager eller lade dem blive en anelse højere.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Lækkert topping, men tør muffin, selvom jeg tog dem ud efter 16 minutter
Jeg får selv de saftigste lækre muffins af denne opskrift, så det kan jeg ikke helt greje hvordan dine er blevet tørre med den mængde marcipan og gode sager :)
Kh AC
Hvor er dine fine cupcakeforme fra?
Jeg har altid lidt af en lille samling, så kan ikke huske præcis hvor disse er købt. Men prøv evt at tjekke hos bagetid.
Kh AC
Hvem er valdemar?
Du kan læse mere om hvordan jeg fandt på navnet Valdemarsro nederst på siden her: https://www.valdemarsro.dk/valdemarsro-om-os/
Kh AC
Hold nu op, hvor er de fine ✨ Så sarte, afstemte farver.