Jordbærmarmelade
Hjemmelavet jordbærmarmelade til friskebagte boller, ristet franskbrød eller til pandekager er jo virkelig en himmelsk spise.
Jeg giver gerne min marmelade en lynhurtig tur med stavblenderen, for at gøre marmeladen ekstra cremet og lækker. Ikke så meget så det er helt ensartet, men blot så de største klumper er væk – hvilket også er smart hvis man bruger frosne jordbær. Alternativt kan man også skærer de sommerlækre jordbær i mindre stykker.
Prøv også: min skønne opskrift på jordbærroulade >>
Arbejdstid 15 min.
Antal 2 glas
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Jordbærmarmelade
- 500 g jordbær
- 0,25 brev geleringsmiddel
- 350 g sukker
- 0,50 citron, 2-3 spsk saft herfra
- 0,50 tsk vaniljepulver
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Rens jordbærrene og skær dem i mindre stykker, kom dem i en gryde med sukker og vaniljepulver. Hvis der bruges en halv vaniljestang, så flæk den på langs, skrab kornene ud og vend dem i sukkeret først. Kom både vaniljekorn og den halve flækkede vaniljestang i gryden til at give smag.
Kog jordbær, vanilje og geleringsmiddel og sukker uden låg ved høj varme i 3-5 minutter under konstant omrøring til sukkeret er helt smeltet og det tykner. Tilsidst kommes 2-3 spsk citronsaft i.
Kom den færdige jordbærsyltetøj på rene skoldede glas der er skyllet med 1-2 spsk cognac.
Holdbarhed i køleskab: 2 måneder uåbnet og 2 uger efter åbning.
Lækker opskrift som skal prøves! Hvilken geleringsmiddel bruger du og hvor køber du dem?
God sommer! <3
Hej Conny,
Mange tak :)
Jeg bruger et økologisk melatin geleringspulver, og mener det er Tørsleffs der laver det. Det kan købes i de fleste større supermarkeder vil jeg næsten tro
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine,
Tak for de mange, lækre opskrifter du deler med os. Jeg har prøvet rigtig mange af dem med godt resultat.
Med hensyn til jordbærmarmeladen: god idé med at blende marmeladen lidt – men hvornår er det bedst at gøre det? Når den er færdiglavet eller….?
Tusind tak for din søde hilsen. jeg er rigtig glad for at du har glæde af mine opskrifter :)
Jeg plejer at blende den lidt med en stavblender i gryden, når den er lige knap færdig og derefter koge den op igen.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan man mon bruge almindelig husblas?
Hvis det skal spises her og nu, så ja – men jeg skal ikke kunne sige om det kan holde sig.
Rigtig god sommer
Kh Ann-Christine
Jeg har i 2 år lavet den dejlige jorbærmarmelade som både mine børn og børnebørn meget glade for. 1. gang jeg lavede den blev den tilpas konsistens men ellers bliver den for tynd. Den opskrift jeg har brugt , har der ikke stået noget om geleringspulver, hvilket nok er grunden.
Jeg lavede der igen i går uden og vil nu vide om jeg kan koge det op igen med geleringspulver?
Mvh Lissi
Hej Lissi
Der er ikke naturlige pektiner i jordbær, som giver en god tyk marmelade, derfor har jeg også geleringsmiddel i min opskrift her :)
Du kan godt koge en jordbærmarmelade op igen (hvis den er uden geleringsmiddel) og tilsætte det derefter.
Kh Ann-Christine
Hej AC
Tusind tak for de mange lækre opskrifter. Hele familien elsker at finde opskrifter og inspiration herinde!
Jeg står lige nu med 3,5 kg jordbær og eftersom ungerne elsker hjemmelavede marmelader, så står den i jordbærmarmeladens tegn. Men kan man så bruge syltesukker i stedet for geleringsmiddel?
På forhånd tak!
Mvh. Elisabeth
Hej Elisabeth,
Mange tusind tak for din søde hilsen, det er rigtig dejligt I har glæde af mine opskrifter :)
Du kan sikkert fint bruge syltesukker – det plejer jeg ikke at bruge, så find endelig tips og anvisning til mål og mængde på emballagen ift alm sukker.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan man bruge kartoffelmel som tykningsmiddel til marmelade?
Det er ikke min personlige favorit, men man kan fint gøre det :)
Vær endelig opmærksom på at det ikke må koges op eller varmes op igen efter kartoffelmelet er tilsat.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej.
Hvad er geleringsmiddel?
Det kan købes i supermarkederne og bruges til at gøre marmelader faste, som ikke naturligt indeholder pektin i frugten.
Kh Ann-Christine
Jeg er meget glad for dine opskrifter.
Skal nu fremstille jordbærmarmelade.
Jeg skyller aldrig mine glas med kogende vand, men sætter mine glas i ovnen ved 100 grader.
Det er bare SÅ enkelt
Mie
Hvor dejligt, det er jeg glad for at høre!
Mange tak for din søde hilsen og tip, og rigtig god fornøjelse med marmeladen
Kærlig hilsen
Ann-Christine
Hej. Hvornår tilsættes geleringsmiddel?
Kh Lene 🇪🇸
Det er opdateret nu :)
Hejsa
Hvilket og hvor meget gelerinsmiddel bruger du?Jeg syntes ikke opskriften nævner det?
Tak for gode opskrifter!
Mvh Sophie
Hej Sophie,
jeg har skrevet om mængden under tips – det kommer nemlig an på hvilken du bruger og uanset, så bruger jeg altid en del mindre end der står på emballagen, da jeg ikke ønsker den bliver for ‘gelé’ agtig og godt kan lide den lidt lind.
Kh Ann-Christine
Dejlig opskrift! Det giver en god smag at tilsætte en kanelstang og et par håndfulde rabarber under kogningen – men så er det selvfølgelig ikke længere en “ren” jordbærmarmelade ;-)
Tak for mange gode opskrifter!
Bedste hilsner fra Anna Louise
Tak, Anna Louise
Uhmm, rabarber og jordbær er jo virkelig et skønt makkerpar, og i selskab med kanel, det kan jeg sagtens forestille mig er godt!
Tak for din søde hilsen og rigtig god sommer til dig
Kh Ann-Christine