Februar er i sig selv en ganske kort måned, men jeg synes godt nok at særligt denne februar er fløjet afsted. Vi har fyldt dagene med de dejligste ferieminder fra Vietnam og taget os god tid til bare at være, at opleve og ikke skynde os igennem landet og oplevelserne, for at nå at tage fat på de næste oplevelser. Det er et privilegium, som vi i den grad værdsætter i øjeblikket – muligheden for bare at have god tid. Jeg har nået en del af de ting jeg har sat mig for i februar, og øver mig fortsat dagligt med kameraet, hvilket jo er lidt af et drømmescenarie med alle de smukke motiver vi rejser rundt i.
Uanset, så må tiden gerne gå en smule langsommere i marts. Vi har nemlig dejlige planer og ønsker for den næste måned …
I marts måned drømmer jeg om:
- Vi længdes efter strand og alle de muligheder som strande giver af plads til at lege, bade, slappe af og være sammen. Lige nu peger eventyrets pil i retning af Thailand. Vi ved endnu ikke præcis hvor eller hvornår
- Vietnam er et rigtigt eventyrligt land at rejse rundt i, og vi skal have de sidste oplevelser med herfra, inden vi begiver os videre. Og spise lidt flere Ban Xeo og drikke lidt flere iskaffe med kokos på Cong Caphe
- Jeg er gået i gang med Stillidsen og den tegner allerede til at blive en af mine bedste læseoplevelser i dette år – tidligt på året at sige det, men den bliver svær at slå af pinden …
- At se afsnit af House of Cards på Netflix sammen med Martin, når børnene er puttet i seng. Aftenerne på sådan en rejse er unægteligt en del anderledes nu, end dengang vi rejste alene uden børn – hvilket ikke er spor dårligt, bare anderledes. Aftentiden nu bruges på blog, bøger, rejseplanlægning og hotelværelse/bungalowhygge.
- Med i vores kuffert har jeg akvarelmaling og en fin japansk illustreret bog, som viser små guides til at tegne små fine tegninger. Jeg kan lige se for mig, hvordan jeg sidder sammen med børnene på en liggestol i skyggen i Thailand og tegner og maler. I marts vil jeg bruge mere tid på kreativitet.
Det er sådan en lidt kort liste, denne gang. Sådan en rejse kalder nemlig virkelig på at leve i nuet og tage oplevelserne og alle de dyrebare øjeblikke, som de dukker og og navigere efter hvad vi har lyst til her og nu, istedet for at tænke for meget på, hvad vi gerne vil om en uge frem.
Det er alligevel skægt at holde lidt fast i at skrive lidt om hvad jeg drømmer om for den kommende måned, for selv om det også er at tænke frem – så hjælper det mig også til bare at være. Lige her og lige nu. Og nyde at mens vi rejser, så er alting meget mere uforudsigeligt, end i vores normale hverdag derhjemme.
Hvad mon det er for en lille fin japansk bog? Kan du skrive titlen? Glæder mig til at se de fine akvareller :)
Jeg kan ikke læse titlen ;) Men den er købt via denne etsy-shop: https://www.etsy.com/dk-en/shop/pomadour24
Er også gået i gang med Stillidsen, nået de første 120 sider, og synes også det tegner sig til at være en god bog.
Og så må jeg sige, er godt noget så misunderlig på jer – hvilket privilegier det er, at kunne trække flere måneder ud af kalender, og bare rejser og være sammen som familie.
Vi er også glade for at vi har valgt at gøre det til en mulighed for os :)
Og rigtig god læselyst med Stillidsen, jeg er næsten halvvejs nu og glæder mig til at læse videre
Spændende, hvor I finder hen efter Vietnam, men uanset lyder det skønt med sol og strandliv. Ser selv frem til at det rigtig bliver forår herhjemme. Kh Dorte
Det kan jeg godt forstå! Jeg elsker virkelig også foråret. Det der skift, hvor man bare fornemmer at nu er vinteren ved at være slut, dagene der bliver lysere, knopper på træerne og alle forårsblomsterne. Dét er skønt!
Åh, jeg er også kommet i gang med Stillidsen, men er dog ikke helt blevet grebet endnu. Tror måske det er oversættelsen – at man hele tiden kan fornemme de faste, engelske udtryk, som er oversat en smule for direkte til dansk?! Hmm, men jeg må nok bare give den en lille chance mere, når du ligefrem roser den SÅ meget :)
Det har jeg slet ikke tænkt over, men elsker historien og fortællingen i den – jeg er dog kun 1/4 gennem bogen, og har heldigvis meget tilgode endnu ;)
Måske du vil have større glæde af at læse originaludgaven?
Ojjj, hvor er jeg misundelig på jer lige nu!:-)
Men så igen, det kan jeg altså ikke tillade mig, for jeg har så rigeligt selv fået min del af oplevelserne ved at rejse i fjerne lande:-)
Enjoy, rigtigt, rigtigt meget og pøj-pøj fremadrettet…
Men man bliver jo bidt af det rejseri, ik´ ;) Selv om jeg nu også sætter virkelig stor pris på hverdagen derhjemme i Danmark, så er det helt fantastisk at opleve flere bidder af den verden vi lever i.
Og tusind tak! :)