Vi har nydt en dejlig lang weekend i sommerhus med masser af havearbejde (sikke det hele gror med raketfart i år), kroketspil, rosé, solskin, gåture, de gode surdejsboller fra Norsminde fiskehus til morgenbordet og fiskedellerne til frokostbordet. Så rart et lille sted, vi har derude og vi har planer om også at skulle derud nogle gange her i juni måned.
Årets første sommermåned er startet så fint med solskin, behagelige temperaturer og mildt vejr.
I juni måned glæder jeg mig til …
- At færdiggøre og lande projekter inden sommerferien. Vi er (blandt meget andet pt) i fuld gang med at lægge allersidste hånd på kogebogen, som udkommer til september. Dén bliver simpelthen så flot og anvendelig med 200 opskrifter på aftensmad.
- at spise koldskål og bage kammerjunker – vi har kørt med købevarianter denne weekend i sommerhus og jeg har så meget lyst til at lave de hjemmelavede med sommerens første danske jordbær, som jeg i øvrigt også glæder mig meget til. Årh, ja og hyldeblomstsaft
- at pæonerne lige om lidt springer ud. De står med store flotte knopper og jeg er simpelthen så vild med de smukke store overdådige blomsterhoveder, som blomstre kortvarigt, men yderst ekstravagant.
- En hyggedag med min søster, god mad, oplevelser, gåture, kultur og andet fint. Har planer om at tætpakke dagen med dejlige små fine stunder.
- Sankthans aften med bål, snobrød, sang og hyggetid med familien – har lidt planer om at lokke mine forældre til at holde sankthansaften, dagen før dagen, for hele flokken, når vi alligevel mødes hos dem til fødselsdagsfest den weekend. Det kunne være ret hyggeligt.
- At se flere film og færre serier … Jeg er vild med en god serie, men lige nu følger vi ikke med i nogen og jeg synes det er så rart at give det en pause her i sommerhalvåret. Så ser vi gerne en god film i ny og næ, på regnvejrdage og stille aftener i stedet. Kom gerne med gode anbefalinger, hvis I har set nogle gode på det seneste, selv kunne jeg godt tænke mig at se A star is born igen
- Små hverdagsstunder med min lille familie og nyde alle de små ting og hverdagsøjeblikke her inden sommerferien. Selv om jeg glæder mig til sommerferien med tid til at sove længere, ingen madpakker og færre rutiner, så er det altså slet ikke så tosset også at nyde hverdagen de sidste uger inden ferien.
Hvordan ser jeres juni ud?
Jeg nyder altid at læse jeres lister også, og læser hver gang jeg skriver det nyeste af disse indlæg er jeg faktisk lige inde og læse sidste måned inkl kommentarfeltet. Det er ret hyggeligt.
Så del endelig løs i kommentarfeltet ♡
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Det er nu altså SÅ hyggeligt med de lister!
-Hos os står den på køkkenhave, og have generelt, det er dejligt! Mine store, flotte røde valmuer er lige begyndt at springe ud, de siger ligesom ‚her er jeg!‛ i alt det grønne.
Og mine ananaskirsebær ser ud til at klare sig godt indtil videre. Har aldrig prøvet at have dem gør, så er lidt spændt på det.
– at komme dræbersneglene i forkøbet! Sidste år gik rigtig mange af vores jordbær til sneglene..
– at tage på en hyggelig camping-kæreste tur til Årø uden børn.
– fødselsdage og brunch med venner
– og så skal der laves lemonade! Mmmh!
Ang. forslag til film så vil jeg helt klart anbefale Miss Potter med René Zellweger. Den synes jeg selv er rigtig hyggelig og god. Og Little Women med Winona Ryder er også god.. Men der er jo mange ?
Rigtig dejlig sommer!
Kh Marie
Sikke en masse skønne sommerpunkter på din liste. Det lyder ret fint med ananaskirsebær, dem har jeg heller ikke prøvet at dyrke selv. Måske næste år … :)
– og dejligt tip med Miss Potter, for jeg tjekkede den lige og fandt den på ViaPlay. Sidst jeg ville se den, kunne jeg slet ikke finde den nogen som helst steder, så har endnu aldrig set den – men det tror jeg da helt sikkert vi skal den kommende weekend.
Little Woman er så skøn, den så jeg sammen med Johan og Julie for en månedstid siden, de var lige så begejstrede som jeg var.
Rigtig dejlig sommer til dig ♡
Kh AC
Min søn bliver student, så forberedelser til stor fest er på dagsorden. Ellers skal jeg have min 9. Klasse godt igennem eksamen, være censor og ellers nyde sommeren.
Lyder som en skøn juni måned, rigtig god fornøjelse og tillykke med din søn :)
Hvor er det en god ide, at liste alle de ting op man skal i den pågældende måned, så man kan glæde sig til tingene, i stedet for at de kommer bag på en, jeg har været i teatret med min datter og set rocky horror picture show, som jeg ikke har set siden jeg gik i skole først i firserne, i den gamle by med min mand og spise lækker frokost og nu ser jeg meget frem til at skal til opera i parken (skanseparken i Aarhus), men kunne godt bruge et godt råd til, hvad man skal komme i picnickurven, til sådan en eftermiddag, fortsat god juni
Lyder som en skøn måned du er i gang med ♡ Rigtig god juni til dig