Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/i-februar-glaeder-jeg-mig-til-2/

I februar glæder jeg mig til …

valdemarsro februar

 

Hvor blev januar lige af? På en måde er det vældig fint at januar (og februar) har lidt travlt, så vi kan komme videre til foråret. Men omvendt har jeg også brug for at stoppe op og føle, at tiden ikke bare suser forbi.

Her til morgen, sad Julie et øjeblik med min gamle computer, som hun indimellem låner til at skrive sine små fine noveller og historier på. Den er ikke opdateret, er enormt langsom og har et fladt batteri, så duer kun sat i strømstik – men den fungere fint til at skrive på. Mens computeren langsomt startes op, siger Julie “mor, jeg kan egentlig meget godt lide, at den er lidt langsom, for så har man jo lige en pause og tid til at tænke sig lidt om imens” … Den fine tilgang, vil jeg tage til mig i den kommende måned ♡

I februar glæder jeg mig til …

  •  Fastelavnsboller – både at bage min yndlings fastelavnsbolle opskrift og måske også finde på en ny variant …
  • Vinterferie – vi har ikke nogle rejse planer, men har i stedet planlagt et par fokuserede og lange arbejdsdage, hvor johan og Julie ikke er hjemme (der gælder det 100% ferie for dem, ikke så meget for os). Og så holder vi alle fire nogle lange rare dage i sommerhus, helt uden arbejde og internet, men med masser ro, søvn, natur, bræt- og kortspil, varme i brændeovnen og lange gåture.
  • At nyde årets første stenbiderrogn på lækre hjemmelavede blinis med cremefraiche, dild og finthakket rødløg. En vidunderlig spise, som jeg hvert år glæder mig til på denne tid.
  •  at lave mange dejlige nye opskrifter, både til blog, bog og et andet projekt, som vi arbejder på i øjeblikket. Mine skønne dage i køkkenet med madlavning, eksperimentere og finde på – i kombination med fotografering og styling af retterne. Det er altså et herligt arbejde. I årets mørkeste måneder er lyset altid lidt en udfordring, så det er jeg begyndt at planlægge mere efter og nu glæder jeg mig til at komme mere i køkkenet igen.
  • En tur i biografen. Johan og Julie fik biografbilletter i adventsgave sidste jul, og de vil vældig gerne ind og se Ternet Ninja. Jeg kunne også tænke mig at se A star is born, men måske det kan være en aften, hvor de er hygger med deres bedsteforældre.
  • Læse den nyeste bog af Linda Castillo, som netop er hentet hjem fra biblioteket.
  • nok mere en intention, men ikke desto mindre, så er jeg blevet rigtig glad for gua sha ansigtsmassage og vil gerne være god til at forkæle mig med det hver aften. Man behøver langt fra at investere i en gua sha sten, man kan også blot lade sig inspirere af denne video og det er nu altså et rart lille aftenritual – også selv om det foregår, mens man nyder et afsnit af yndlingsserie eller en god film.
  • at lave skønne haveplaner, læse havebøger, havemagasiner (jeg har lige tegnet abonnement på haveselskabets fine blad), og tegne skitser over havedrømmene.
    Sidste år havde jeg flere blomster end tidligere og fik ikke dyrket helt så mange spiselige afgrøder, som forrige år. Det er rart med en have, hvor jeg kan veksle fra år til år efter lyst, tid og behov – og i år har jeg lyst til en stor variation af spiselige afgrøder og rigtig mange skønne blomster.

Hvad glæder I jer til jer i den kommende måned? 

februar

28 kommentarer
  • Hanne Koch skrev:
    25. februar 2019 kl. 15:18

    Hej, rigtig god tilgang til næste måned? Den står på nyt køkken. Der bliver ikke så meget tid til spændende madlavning?, så mit spørgsmål handler ikke om mad. MEN jeg synes din blå væg er så flot. Vil du fortælle mig, hvilken farvekode det er?

    • Ann-Christine skrev:
      25. februar 2019 kl. 20:57

      Det lyder også virkelig spændende og lækkert med nyt køkken. God arbejdslyst med det :)
      Vores blå farve på væggen er ‘havbris’ fra Jotun, kender ikke talkoden, men den kan de måske hjælpe med.
      Kh AC

  • Linda skrev:
    16. februar 2019 kl. 19:43

    Elsker ALLE dine opskrifter, og elsker alle de små historier og anekdoter, der følger med. Valdemarsro.dk er ALTID det første sted jeg leder, når jeg har brug for inspiration :-) :-)

    • Ann-Christine skrev:
      17. februar 2019 kl. 14:46

      Det er vel nok dejligt at høre ♡ Tak for din søde hilsen
      Kh AC

  • Camilla skrev:
    13. februar 2019 kl. 12:31

    Jeg ville super gerne hvis du ville dele lidt om dine have planer og især hvilket blomster/planter du har været glad for at dyrke i dine højbede.
    Har nemlig selv sidste år fået bygge 3 dejligt store højbede som iår gerne skulle bestå af andet end jord. Køkkenhavedelen er okay men ville også gerne have lidt blomster til buketter og her er jeg virkelig lost. Så håbede på du måske ville dele dine erfaringer :) Derudover har jeg også tømt bibloteket og har lånet en del af haveselskabets magasiner :)

    • Ann-Christine skrev:
      13. februar 2019 kl. 20:57

      Sikke en god ide, jeg har de sidste dage tænkt at jeg snart ville lave et haveindlæg, og efter din fine opfordring, så tror jeg det første i år netop skal handle om mine højbede og hvad jeg gerne vil dyrke i år + hvad der er gået godt og mindre godt tidligere år :)
      Det kommer inden så længe :)
      Kh AC

  • Mutti skrev:
    4. februar 2019 kl. 13:58

    Det er glædeligt at vi er ovre kyndelmisse, for så er foråret ikke langt væk. Jeg glæder mig meget til at få feriebørn på besøg :-) Skøn bemærkning fra Julie. Jeg vil finde min skrivemaskine frem, så kan hun prøve hvordan man skrev i ” gamle dage” ;-)

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2019 kl. 20:30

      Det er så skønt ♡ sikke en fin ide med skrivemaskinen, det vil hun helt sikkert synes er rigtig sjovt at kigge nærmere på :)
      Vi glæder os rigtig meget til at ses!
      Krammer

  • afel skrev:
    3. februar 2019 kl. 20:33

    Jeg glæder mig til weekendtur med familien sidst på måneden, stort to dages møde og undervisning med en masse dejlige kollegaer, dage som tydeligt bliver lysere, min mands fødselsdag og alt det almindelige ind i mellem :-)

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2019 kl. 20:28

      Det lyder vel nok rart alt sammen :)

  • Lis Madsen skrev:
    3. februar 2019 kl. 12:44

    Hej Ann-Christine.
    Sikke en dejlig liste for februar. Så fin en bemærkning fra Julie, som du nævner i indledningen!
    Jeg er igang med bøger af Guillaume Musso efter din anbefaling. Jeg er i øjeblikket ved at læse Pigen fra Brooklyn og den er rigtig god. Jeg har aldrig læst Linda Castello, men måske er det de næste bøger, jeg kaster mig over.
    Ellers er jeg bare glad for at det er ved at blive lysere, det er skønt at det snart er forår.
    Kh Lis

    • Ann-Christine skrev:
      4. februar 2019 kl. 20:24

      hun er virkelig så god til at komme med små fine betragtninger, som giver god stof til eftertanke ♡
      – så dejligt at høre at du er glad for Guillaume Musso bøgerne, så er jeg næsten sikker på at du også vil synes godt om Linda Castello :) Skønt med god læsning mens vi venter på foråret :) Dejlig aften til dig
      Kh AC

  • Signe skrev:
    3. februar 2019 kl. 08:19

    Din måned lyder sommer den bliver skøn, hvilken Olie/ cleanser bruger du til massagen?

    • Ann-Christine skrev:
      3. februar 2019 kl. 11:17

      Jeg bruger gerne serum, maske eller olie og veksler lidt fra aften til aften.
      Pt er det Pai hybenkerne olie, Amazing Space Beauty Sleep eller ren jojobaolie der er på turnusordning.

  • Maja skrev:
    1. februar 2019 kl. 18:59

    Jeg har glædet mig meget til denne weekend. Min mand og jeg kører netop på den tyske aurobahn og er på vej hjem til mine forælde OG deres/vores hund. Jeg savner ham, sådan hånden på hjertet, lige så meget som jeg savner mine forældre haha.

    I morgen skal vi til barnedåb hos min venindes lille søn og søndag står den på hygge med gode venner i deres nye hus.

    Ellers er den eneste faste plan i februar vist en weekend i Berlin. Jeg glæder jeg mig til at komme noget mere i svømmehallen i februar og vil gerne igang med lidt hjemmegymnastik. Elsker at gå nogle gode ture, men det er simpelthen for koldt og mørkt til min smag endnu ;-) Og så glæder jeg mig til, at min baby i maven begynder at røre lidt mere på sig <3 I den seneste uge har de små begyndende ‘luftbobler’ taget til og det er så vild en følelse :-)

    Din liste lyder virkelig hyggelig! Og kæmpe anbefaling til at se A star is born. Den er virkelig, virkleog god.

    Kh
    Maja

    • Ann-Christine skrev:
      3. februar 2019 kl. 11:03

      Åh, altså det er så vild en følelse når man kan mærke de første bevægelser og spark i maven ♡
      Rigtig god februar til dig og god tur til Berlin
      Kh AC

  • Signe skrev:
    1. februar 2019 kl. 15:30

    Jeg glæder mig til, at min mor kommer på besøg og bliver en uges tid. Det betyder tid til hygge, en hjælpende hånd i haven, masser af tid til brætspil og dejlig mad.

    En tur i biografen med min kæreste. Vi skal se a star is born og jeg glæder mig både til at se filmen og til lidt tiltrængt kærestetid.

    Fastelavnsboller! Jeg har planer om både at bage min yndlings opskrift og teste bagerens udvalg.

    Så småt at begynde at gøre klar til babys ankomst til foråret. Hans værelse skal laves, da det skal tørre inden det er klar til at blive malet og så vil jeg gerne igang med at købe nogle af de ting, vi skal bruge til ham.

    En kaffeaftale med en gammel veninde, som jeg ikke har set i flere år.

    Tid til ro og fordybelse efter veloverståede eksamener.

    Rigtig dejlig februar til dig, din familie og hvem der nu ellers læser med <3

    • Ann-Christine skrev:
      3. februar 2019 kl. 10:58

      Sikke en skøn februar med dejlige planer og hyggelige forberedelser til baby.
      Rigtig dejlig februar til dig og din familie♡
      Kh AC

  • Karen skrev:
    1. februar 2019 kl. 14:07

    Meget fin liste.
    I februar glæder jeg mig til ferie med familien, jeg glæder mig til sne under skiene og forhåbentlig høj sol på fjeldet.
    Håber også der bliver tid til tur i biffen med ungerne, her er ønsket også om ham den ternede.
    Jeg vil også bage fastelavnsboller, – elsker dem.
    Jeg håber på mere ro til fordybelse, tid med bøger og strikketøj og tid ved symaskinen.
    At vi forhåbentligt skal igang med renovering af badeværelse i sommerhuset.
    Og finde ud af om jeg skal gøre noget ved min bloggerlyst og skrivelyst.

    Nyder at læse med hos dig, og vender ofte tilbage for lige at finde en opskrift, men jeg elsker disse mere personlige indlæg.

    God weekend.
    Karen

    • Ann-Christine skrev:
      1. februar 2019 kl. 14:33

      Hej Karen,
      Hvor lyder det dejligt med skiferie og dejlige planer for måneden, både de mere aktive, praktiske og hyggelige fordybelse og samvær
      Rigtig skøn februar til dig og mange tak for din søde hilsen og tilbagemelding, det er dejligt at høre ♡
      God weekend
      Kh AC

  • Tina skrev:
    1. februar 2019 kl. 13:37

    “A star is born” er rigtig god, flot musik, gode skuespillere.
    Og så må jeg også anbefale – til en bogelsker som dig – “Unge Astrid” med fantastisk Alba August i hovedrollen. Det er sådan en fin film – og rørende. Jeg så til forpremiere i mandags og har allerede lyst til at se den igen ;)

    • Ann-Christine skrev:
      1. februar 2019 kl. 13:55

      Åh hvor fin en anbefaling. Den vil jeg virkelig også gerne se :)
      Kh AC

  • Izabela skrev:
    1. februar 2019 kl. 12:32

    Jeg glæder mig til at rejse på en kort men hyggelig weekend tur til Oslo i morgen. Til afternoon tea på et fint gammelt hotel deroppe.

    Til at uge 7 byder på vinterferie med mine 3 dejlige børn. Lange gå ture i skoven og hvis vejret er til det, et bål og hygge ved det derude. Til en tur i svømmehallen med dem. De elsker vand og kan ikke få nok.

    Til at min yngste bliver 5 år den 14/2 . Hvor blev tiden af. Hun har helt styr på at det skal være en elsa lagkage :-)

    Til at bage fastelavnsboller med dem alle 3 :-) vi bruger din opskrift og de elsker den.

    Til at dagene er begyndt at blive lysere og lysere. Det er bare skønt.

    Til en lille tur til en kurby i Polen. Bo på et dejligt hotel og få serveret morgenmad hver dag( luksus ) og til at forkæle mig selv med massage , manicure og en tur til frisøren. Ser også frem til nogle lange gåture på den fineste strand der findes der.

    Til at læse “ Den der lever stille” en hård bog tror jeg , men god.

    Til bare at nyde at vi er tættere på foråret.

    Rigtig god weekend til dig og dine kære :-)

    Kh Izabela

    • Ann-Christine skrev:
      1. februar 2019 kl. 13:55

      Sikke skønne planer og oplevelser du har på programmet denne måned. Rigtig god fornøjelse med det hele ♡
      Jeg læste Den der lever stille, i juleferien og den var virkelig særlig og fantastisk!
      Skøn weekend til jer
      Kh AC

  • 1. februar 2019 kl. 12:26

    Sikke en dejlig måneds-liste – skal selv have strikket min egen sammen, så den kan komme på bloggen i morgen.
    Jeg tænker også at fastelavnsboller skal bages i år – det er simpelthen 100 år siden, jeg har gjort det sidst :D

    – A

    • Ann-Christine skrev:
      1. februar 2019 kl. 13:53

      Rigtig god fornøjelse med fastelavnsbollebagningen – det er så hyggeligt jo :)

  • Tanja Olesen skrev:
    1. februar 2019 kl. 11:59

    Ternet Ninja – Det er god underholdning. Så den med hele familien i sidste weekend og var fantastisk godt underholdt. Glæd dig.
    Ellers vil jeg bare sige tak for din blog. Bruger tit dine opskrifter.
    God weekend.

    • Ann-Christine skrev:
      1. februar 2019 kl. 13:52

      Hvor godt! – jeg tror hellere vi må få den set snart, kunne godt bruge sådan en sjov og underholdende film denne weekend :)
      Tusind tak for din søde hilsen, det er jeg rigtig glad for at høre
      God weekend til dig
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.