December måned er altså en værre lurifaks af travlhed, iblandet vældig meget hyggetid, søde sager, krydrede kager og nisseløjer. Jeg er ret pjattet med det!
Sidste år tog jeg en beslutning om, at i år, der ville jeg holde kalenderen tom for en masse aftaler i december, så der var god tid til nærvær og hygge. Og selv om det er lykkedes sådan nogenlunde, så er det alligevel ikke helt. Der er lige kommet en lancering af min webshop indover og lidt andre fine aftaler som allerede har fået julemånedens første tredjedel til at gå i et forrygende tempo. Der er stadig masser af dejlige ting jeg glæder mig til i december og selv om denne liste med mine 10 julefavoritter næsten kunne gå for at være en ‘i denne måned glæder jeg mig til’ liste, så vil jeg alligevel lige komme med et par mere konkrete ting til listen, som jeg glæder mig til netop i år.
I december måned glæder jeg mig til …
- at køre afsted mod Norge sammen med min lille familie i morgen – på forlænget weekend og miniskiferie
- at prøve at stå på ski for første gang (og tage vældig mange kælketure også)
- at holde dejlig lang juleferie med familien, sove længe, spise langsom morgenmad, ingen madpakker og fejre jul, ikke mindst.
- at få pakket de sidste kalendergaver ind
- at spise klatkager til morgenmad igen meget snart
- at se resten af afsnittene af julekalenderen ‘Absalons Hemmelighed’ så hyggeligt at putte os sammen i vores seng med julekalender på iPad hver aften.
- At drikke denne gløgg, har indtil videre kun prøvesmagt lidt.
- at prøve at lave en lækker øko gås til juleaften – men kommer nu også lidt til at savne denne her andesteg til jul, den nød vi så Mortens Aften i stedet.
- at lave de lækre andelår, som jeg har i fryseren om til confit de canard i næste uge.
- at dele oplevelsen af den bog jeg lige har læst og som jeg er helt, helt vild med
Hejsa
Først og fremmest: Tak for en inspirerende blog med et hav af gode opskrifter. Jeg er flittig bruger :-)
Dernæst: Jeg har kig på de fine Gram kopper, men vil lige høre, om de står godt og solidt på bordet. Jeg er på jagt efter nogle gode the og kakao-kopper, som ikke vælter let – og som også kan bruges af lidt større børn.
Glædelig december fra
Mette
Hej Mette,
Mange tak, det er så dejligt at høre :)
De Helle Gram kopper er så fine, og det er ikke fordi jeg som sådan synes de står usikkert – men i forhold til andre kopper med en større flad bund, så vipper de nemmere, hvis man lige dasker til dem.
Kh AC
Ja! Denne måned kan snart blive fyldt op med meget som man gerne vil og af en masse som skal klares inden den store julefest! Børnene kan næsten ikke vente.. Vi voksne kunne måske godt bruge lidt mere tid! ;-)
Synes allermest det bare er hverdagshyggen hele december der trækker – den er vi ret store fan af ;)