Hyldebærsaft


Hjemmelavet hyldebærsaft er en skøn efterårsklassiker.
Når hylden er fyldt med bær i september, er det så lækkert at lave et par flasker med den gode vitaminrige mørkerøde, næsten sorte, saft af hyldebær og æbler. Jeg kommer også et par kviste timian i, for det giver en rigtig lækker saft! Vi nyder saften varm eller kold, og den er også vidunderlig til hyldebærsuppe.
Det er enormt hyggeligt at lave sig en varm kop hyldebærsaft og putte sig under et varmt tæppe, med tændte stearinlys og en god bog på en kold efterårsaften.
Prøv også: min opskrift på varm chokolade >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 2 liter
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Hyldebærsaft
- 1,50 kg hyldebær, inkl stilke
- 300 g æble, uden kærnehus
- 2 stængler frisk timian
- 1 liter vand
- 500 g sukker
- 0,50 citron, saften herfra
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Skyl hyldebærskærmene og klip de store grove stængler af langs hyldeskærmene.
Kom hyldebær i en gryde sammen med æbler, timian og vand. Kog langsomt op og lad det koge i 20 minutter.
Hæld i et dørslag sat over en stor skål. Kasser fyldet og filtrer saften en gang til i en ren sigte med et rent klæde i bunden, sat over en ren gryde.
Tilsæt sukker og citronsaft til den rene saft, og giv hyldebærsaften et opkog, så sukkeret opløses. Hvis du ønsker en saft der ikke er alt for sød så start med 2/3 del sukker og smag til med resten.
Hæld saften på rene skoldede flasker, og luk dem med det samme.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Jeg spiser ikke sukker og søder med honning efterhånden. Tak for en nem opskrift.
Hej Elin
Tak for din søde hilsen og tilbagemelding på opskriften. Jeg kan fint forestille mig hyldebær er virkelig godt med honningsmagen.
Kh Ann-Christine
Har lavet din hyldebærsaft og den er så lækker! Mon man kan fylde op med brombær, hvis man har lige lidt nok hyldebær?
Ja, det tror jeg vil være super lækkert :)
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Dejlig opskrift. Men for meget sukker til min smag. Jeg reducerede sukkeret og kom 1/3 i. Det smagte dejligt – efter mine smagsløg
Hej Mare,
Det er dejligt at høre. Den smager også skønt med mindre sukker i :)
Mindre sukker vil dog også reducere holdbarheden, så vil du gerne have en lang holdbarhed, kan du smage til med citronsaft.
Kh Ann-Christine