Honninghjerter og honningkage


Smag og konsistens i et hjemmebagte honninghjerter er noget helt særligt. Krydret og en dejlig smag af jul – og så er duften af honningkage jo bare helt og aldeles fantastisk.
Et honningkagehjerte er koncenteret julestemningsduft og smag i ét
I weekenden pyntede vi vores hjemmebagte honninghjerter og endelig kunne vi sætte tænderne i de duftende krydrede honningkagehjerter, som på en gang er en hyggelig og langsommelig proces at lave.
Men de er det hele værd!
Arbejdstid 60 min.
Antal 10 stk.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Honninghjerter
- Fordej (laves 4-8 uger før)
- 250 g honning
- 250 g hvedemel
- Honningkagedej
- 500 g honningkagefordej
- 1 æggeblommer
- 1 tsk hjortetaksalt
- 1 tsk potaske
- 2 spsk koldt vand + evt lidt ekstra
- 2 tsk stødt kanel
- 0,50 tsk stødt ingefær
- 0,50 tsk stjerneanis, stødt
- 0,50 tsk hele nelliker, stødt
- 0,50 tsk allehånde, stødt
- 1 øko appelsin, 1 spsk revet skal herfra
- Pynt
- 150 g mørk chokolade
- Glasur
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Fordej (forberedes cirka en måned før bagning af honninghjerterne)
Varm honningen op til omkring 35 grader, så den er blød og nem at blande med mel. Ælt den lune honning og hvedemel godt sammen i en skål, til det er en jævn dej.
Kom det i en bøtte med låg på og sæt fordejen i fx et mørkt og gerne lidt køligt køkkenskab (ikke i køleskabet), gerne i en måned.
Bagning af honninghjertedejen
Riv evt. fordejen på et rivejern eller i en foodprocessor.
Kom æggeblommen i en skål, og rør hjortetaksalt ud i æggeblommen.
Rør potaske sammen med koldt vand i et glas og bland æggeblomme med hjortetaksalt og potasken med vand i fordejen. Rør også alle de duftende julekrydderier og appelsinskal i fordejen.
Ælt dejen godt sammen. Det tager lidt tid, for den kan godt være ret hård at arbejde med. Tilsæt evt. 1-2 spsk. koldt vand hvis nødvendigt.
Rul dejen ud til en tykkelse på ca 1/2 cm på et meldrysset bord. Stik honninghjerterne ud med udstikkerforme.
Tril dejresterne sammen og rul dem ud igen, gentag udstikningen, til der ikke er mere dej tilbage.
Sæt honninghjerterne på en bageplade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i omkring 10-12 minutter. Hold øje med dem. De skal ikke blive brune. Man kan mærke, når de er færdigbagte ved at trykke en finger ned på midten. Hvis der ikke sætter sig et aftryk af fingeren er de færdige.
Afkøl hjerterne på en bagerist. Når de er afkølede, er de sprøde og ikke til at spise. Stænk et rent klæde med vand og pak honninghjerterne ind, først i det let stænkede klæde og derefter i en lufttæt beholder eller lukket frysepose.
Sæt honninghjerterne i køleskab i 2-3 dage, hvorefter de vil være lækre og bløde og klar til at blive pyntet og spist. Er de ikke helt bløde nok, så stænk lidt mere vand på klædet og vent en dag ekstra.
Pynt
Pensl den portion der skal spises med et tykt lag god tempereret chokolade, og pyntes med krymmel, glasur og glansbilleder efter ønske og fantasi.
Honninghjerterne kan opbevares i 3-4 uger i køleskabet og holder sig også fint efter pyntning, et par dage på køkkenbordet, med et rent klæde over.
OBS: skal forberedes 4-8 uger før.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej
Vores honningkager hævede så flot op. De så ikke helt bagte ud og jeg endte med at give dem dobbelt så lang bagetid som anbefalet. Alligevel faldt de fuldstændig sammen da de kølede, og jeg endte med en klistret masse på under en halv cm tykkelse der sad fast på bagepapiret. Nogen gode forklaringer på hvad vi gjorde forkert? Jeg havde faktisk rørt potaske og hjortetaksalt og vand og æggeblomme sammen alt sammen i stedet for hver for sig. Er det forklaringen?
Hej Pernille
Hvor ærgeligt, men ja, det kan muligvis godt være årsagen.
Jeg har ikke selv prøvet at dejen til honninghjerterne ikke arter sig, så det er svært for mig at sige med sikkerhed.
Kh Ann-Christine
Hej. Jeg har haft en fordej stående, og vil gerne bage i morgen. Dog har jeg lige opdaget, at de skal på køl i et par dage, efter at være stænket med vand. Er der noget jeg kan gøre, hvis jeg gerne vil have dem klar samme dag, som jeg bager?
Hej Emilie
De kan ikke være klar samme dag, da de er hårde som sten efter de er kølet af. Men du kan komme dem i fryseren i et døgn efter de er bagt og derefter tø dem op, det er den hurtigste metode.
Kh Ann-Christine
Tak for svar.
Rigtig glædelig jul :)
Hej sc jeg har desværre kommet min for- dej i køleskabet og jeg ved ikke om den stadig kan bruges kh selma
Hej Selma
Prøv at tage den ud af køleskabet og sæt skålen et lidt lunt sted i køkkenet eller stuen – fx på en hylde eller på et skærebræt sat oven på en radiator. Så håber jeg den bliver god at arbejde med.
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine