Jeg får jævnligt spørgsmål og forespørgsler omkring hjemmelavet juice. Om hvilken maskine jeg bruger, om hvad jeg kommer i juicen, om frugt, grønt, tips og tricks og derfor dette indlæg – der er svaret på alle spørgsmål i kommentarfeltet, men jeg tænkte at det nok alligevel ville være helt fint med en lille samlet guide / hvordan jeg gør. Så jeg vil i dag fortælle lidt om min juicemaskine, min blender og komme med 10 tips til hvordan jeg synes man får tilberedt de bedste hjemmelavede grøntsagsjuice og til jer der synes at januar er lidt hård vil jeg varmt anbefale at supplere med et dagligt ingefær shot. Det givet altså god energi!
Jeg har samlet mine forskellige juice (og saft) opskrifter her.
Juicer og blender
Jeg bruger en slowjuicer fra Wilfa og en stavblender fra Bamix. Slowjuiceren fra Wilfa er valgt ud fra en budgetvenlig pris og at den skal kunne juice krydderurter og bladgrønt og at jeg kun ville have én maskine i køkkenskabene. Den er god til mit behov – jeg juicer 2-3 dage om ugen, men er ikke specielt god til æbler, citrusfrugt, ananas osv som lidt stopper maskinen til. Den har holdt i over to år nu, med enkelte skift af reservedele og jeg er helt tilfreds med købet. Min søster har en Philips Juicer, som er genial til alt det min slowjuicer ikke er så god til, men omvendt er den ikke specielt god til at få udnyttet smagen fra krydderurter og bladgrønt.
Udover slowjuiceren har jeg en bamix stavblender, som nu er over 8 år gammel og stadig fungere upåklageligt. Den kan tage isterninger og blende frosset frugt uden problemer. Den bruger jeg til smoothies og til juice med fyld. Jeg drømmer på sigt om en Vitamix, som eftersigende skulle kunne blende helt, helt fint – men da det er lidt af en udskrivning, så lader jeg mig fint nøjes med bamix for nu.
Her er 10 af mine bedste tips til de lækre hjemmelavede juice
- Juice i farver! Del gerne op i farverne rød, grøn og gul, hvis man blander farverne får man en mudret brunlig juice, som nok kan være velsmagende, men ikke specielt appetitlig at se på.
- Juice velsmagende lækre smagskombinationer eller juice en ’ryd op i grøntsagsskuffen’ juice – ved sidstnævnte kan det anbefales at tilsætte rigeligt af ingefær, chili og citron lime. Så får man en juice der sparker godt og som på trods af et umage miks smager ganske glimrende. En ’ryd op i grøntsagsskuffen’-juice er en genial måde at få brugt alle rester og samtidig få lidt gode vitaminer.
- Der er flere der nævner at størstedelen af vitaminerne forsvinder, når man juicer. Jeg tror da bestemt at vitaminmængden er størst, når vi spiser den rå grøntsag, men jeg tror altså også at det er ganske godt og sundt at drikke en grøntsagsjuice indimellem, så længe det ikke er den eneste måde man får grønt på.
- Kål og ananas er et hit sammen og gør at mine børn også gerne drikker grøn juice. Jeg spæder deres juice op med koldt vand eller danskvand, da de ellers synes den rene frugt/grøntsagsjuice bliver for stærk. For at gøre den kold, kommer jeg et par isterninger i.
- Et godt skud olie i juicen er godt! Jeg oplever den mætter helt godt og at det er en fin måde at få spist både fiskeolie og lign gode olier.
- Banan, avocado og mango duer ikke i juiceren, men er skønne at blende i den færdige juice for en cremet drik.
- Krydderurter er et hit i juice. Mynte, persille, salvie, basilikum, timian er blandt mine favoritter.
- Rengøring af juiceren med det samme, jeg skiller mine juicer af, skyller delene under den varme hane og vasker med en blød børste med lidt opvaskemiddel. Det tager 2 minutter og er nemt at gøre når der lige er juicet (og meget besværligt at få juiceresterne af, hvis man venter bare en halv time.)
- Drik juicen med sugerør, da syren i citrusfrugter mv kan være hård for tænderne – skyl munden med vand efter juicen er drukket.
- Pulpen fra juiceproduktion kan bruges i boller, vegetarbøffer, suppe og lasagnesaucer. Jeg sortere den ofte, så jeg får ren rødbedepulp, gulerod osv og bruger det i retter. Resten af pulpen og det pulp man ikke lige får brugt er guld værd i komposten og på den måde får man dannet en fin lukket cyklus og slipper tilmed for at købe dyrt muld på planteskolen. Man kan sagtens have en lille kompost også selv om man bor i lejlighed og det er super fint for miljøet og giver noget fremragende jord at plante fx krydderurter i.
Skriv endelig også jeres bedste tips, flere gode råd eller god inspiration …
Hej! Kan man mon fryse frisklavet slowjuice? Og så tø det op i køleskab over natten. Mvh Annette
Ja, det kan du fint. Der vil nok gå en smule tabt af vitaminer og mineraler, men det kan sagtens lade sig gøre.
Kh Ann-Christine
Hej,
Først og fremmest – tak for en virkelig god madblog som jeg bruger flittigt :-)
God guide til juicing. Jeg må simpelthen have støvet min juicer af og i gang igen.
Mvh. Mads Peter
Hej Ann-Christine
Hvilke(n) Wilfa model kan du anbefale?
Mvh. Mikkel
Jeg kender ikke deres modeller, udover den vi selv har, så det skal jeg ikke kunne sige.
Vores er en Wilfa Raw Fuel, jeg kan ikke se modelnummeret på den, men den fungere glimrende.
Kh Ann-Christine
Hej! Hvor længe har du dine juice på køl? Møder tidligt, derfor kunne jeg være stor tilhænger af at lave 1 liter eller 2 om aftenen, som jeg kunne indtage om morgenen inden arbejde :-)
Er vild med Heartbeat, fra High on life (Mads Bo), som indeholder citron, rødbede, appelsin, æbler, ingefær, gulerod, Is og olie
De er allerbedst frisklavet, men de kan sagtens holde sig i lufttæt emballage til dagen efter – de skal blot rystes godt inden de drikkes, da de nemt kan skille.
Så fik jeg gang i juiceren, som svigermor havde efterladt;o) Heldigvis har jeg allerede bagt dine havregrynskiks, for jeg blev da lidt småsulten af at bruge 20 min. på at få skilt maskineriet ad, så jeg kunne vaske den…. Øvelse gør forhåbentlig mester!
Du skriver, at du bruger pulpen i lasagne, supper osv., men har du en decideret opskrift? Gerne, hvordan du bruger det i boller og evt. grøntsagsmuffins? Mine 4-årige tvillinger er ved at være godt træt af rugbrød, så nu er fridagen inddraget til køkkentjans og fornyelse af børnehave-madpakker;o)
Tak for en virkelig lækker blog med alverdens gode opskrifter og tips!!
Mvh Sanne
PS: Du må virkelig være glad for smagen af citron, lime og ingefær….!!! Jeg har pøst på med vand, siden jeg bundede den lille juice, jeg fik lavet;o)
Helt enig i det sidste i punkt 6 – at det faktisk kan være ret lækkert at blende mango eller avocado med juice. Det samme gælder også for mange bær. Selvom de sagtens kan bruges i juiceren får man alligevel mere ud af dem ved også at bruge en blender. Fx smager det enormt godt at blande jordbær sammen med æble- og gulerodsjuice i blenderen! Det tager selvfølgelig lidt længere tid, når både juicer og blender skal bruges, men det er det værd, når vi kan få gode ekstra ingredienser med!
Hej Ann-Christine!
For det første – det er simplethen en lækker hjemmeside du har lavet! Jeg bruger den tit, hvis jeg har brug for inspiration til især aftensmad ;-)
– Især champignonsuppen herinde er et HIT herhjemme!
Nå, men jeg er nu gået på juicepresser jagt! Men, sikke en jungle!
Hvilken en kan du anbefale?
Hov. Jeg skal bare lære at læse!
Godt du fandt det ♡ og tak for din søde hilsen, det er dejligt at høre :)
Kh AC
Hov, så lige at du har en slow juicer.
Du skriver at juicen holder sig i 2-3 dage i køleskabet, men jeg synes jeg har læst at for at få bedst udbytte af næringindholdet fra frugterne og grønsagerne, skal det drikkes med det samme?
Det tror jeg også er helt rigtigt – man får mest ud af vitaminerne når den drikkes med det samme (eller allerhelst spiser grøntsagerne med fiber og det hele), men den stadig god og sund efter 2-3 dage.
Nu ved jeg ikke om det er korrekt, men jeg forestiller mig at ascorbinsyren som er i citroner er med til at holde godt på holdbarheden …
Kh AC
Jeg fik en Philips juicer i julegave. Den er bare super god. Jeg har allerede lavet mange forskellige juice med inspiration fra dine opskrifter. Citron og ingefær er bare et must – det er så lækkert. Man føler sig dejlig sund, når man har drukket en juice.
Det kunne godt være, at jeg skulle have fat i en juice opskriftsbog!
God dag.
Mange hilsner
Inaam
Hvor dejligt! Jeg køber i øvrigt en gang om ugen en juicekasse fra Aarstiderne, det er også en skøn måde at få juicet en masse dejlige juice varianter :)
Dejlig dag til dig
Kh AC
Jeg har en Witt by Kuvings som jeg købte i sommer – er bare ikke ret god til at bruge den :(
Lige da jeg købte den gik jeg amok i Bazar Fyn og prøvede bare at blande en masse forskelligt sammen – det duede ikke :( Synes ikke jeg fik lavet noget der smagte godt. Og så mistede jeg modet
Jeg har 2 bøger “fra Mads Bo” og “Verdens fedeste juicekur”
Her i juledagene prøvede jeg igen – men jeg synes der skal bladselleri i rigtig mange af opskrifterne og jeg ved ikke om det er den men synes ikke ret mange af de juicer jeg laver smager godt :( og jeg føler jeg er ved at miste modet igen :( :(
Prøv at undlade bladselleri, hvis du ikke er pjattet med det. Og prøv så at nøjes med måske 3 grøntsager + en frugt, så du kan smage de forskellige. En kombination af rødbede, ananas, ingefær, lidt citron og squash er super skøn og velsmagende starter juice. Prøv også at blande lidt vand i eller nyd dem med masser af isterninger.
Denne er også god: http://www.valdemarsro.dk/gulerodsjuice-med-agurk/
Ville også høre hvor længe det kan holde sig på lukkede flasker? Og hvor køber du de fine små flasker henne? :)
Dejligt at slutte sin dag med godnat-læsning på din blog, tak!
Jeg plejer at juice til max 2-3 dage og det holder det fint til.
Og hvor hyggeligt med blog-godnatlæsning :)
bare man havde en juicer…
Men nu nævner du din stavblender bamix. Jeg gør og ikke så meget i blendere (har selv en kitchenaid), er din en speciel stavblender? Og ville man evt. kunne bruge en almindelig stavblender i stedet for en juicer?
Jeg bliver så fristet af dine sommerfarvefine billeder!
Jeg synes bare du skal kaste dig ud i det og prøve hvad din blender kan. Prøv fx med spinatblade, banan, mandelmælk/mælk/yoghurt og nogle bær, samt krydderier som kanel, kardemomme, vanilje og så se hvordan det går.
Derfra er det bare at prøve at variere i alle forskellige retninger med frugt og grønt.
Ved du hvor længe kan juice man selv presser ca holde sig i købeskabet?
Jeg plejer at juice til max 2-3 dage og det går helt fint.
Supergodt! Tusinde tak for dine gode tips:-)
:) selv tak!
Sikke mange gode råd, tusind tak. Jeg vandt en Wilfa Raw Fuel blender sidste år og den er prisbillig ift. at kunne det samme som Vitamix, altså den blender også ultrafint og kan via friktion varme op til 100 grader. Så måske den er værd at kigge nærmere på. Jeg har også Bamix som sammenligning og der er kæmpe forskel. Ovnbagt hokkaido græskar med skræl blev simpelhen så glat som silke. Jeg kunne spise det som en dessert, og det gjorde jeg, så lækkert blev det. Suppe og smoothie program og det er skønt at få det hele med. Man kan bare smide hele rå grøntsager i, peberfrugt med kerner, det samme med chili, man mærker ikke det mindste til kernerne alligevel. Jeg er meget begejstret og har ingen interesser i at reklamere, andet end at dele, hvor god den er.
Kh.
Anne-Marie
Hej Anne-Marie,
Hvor er jeg glad for at du deler det tip! Jeg har lige kigget nærmere på den og tror da det er sådan en jeg skal have fat i istedet.
Tusind tak for at dele :)
Kh AC
Mange tak :)
Rigtig dejlig weekend til dig også
Kh AC
Aj, jeg ønsker mig sådan en juicer, men det er som om, at alt muligt kedeligt som cykeltrailer og tøj til børnene kommer i vejen for den ;)
Har faktisk en Bamix stavblender. Måske jeg bare skulle bruge den i første omgang.
Hehe, åh det kender jeg godt – når alt det praktiske hober sig lidt op i perioder.
Bamixeren er et hit og kan sagtens bruges i stedet, også til at blende grønkål, persille og lign i juicen.
Fantastisk timing!! Jeg har lige købt en Wilfa i fredags og er så småt begyndt at lave andet end gulerod-æble-ingefær juices. I går gik jeg amok i spinat-selleri-æble-gulerod-ingefær-citron. Woop!
Perfekt timing så :) – og det lyder jo som en skøn juice kombination du har lavet dig forleden dag :)
I dag juicer jeg grønkål, squash, grapefrugt, æble og ingefær – det kan også anbefales :)