Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/historien-a-j-fikrys-liv-boganbefaling/

Historien om A.J Fikrys liv – Boganbefaling

boganbefaling

I går aftes var jeg i biografen og se Mig før dig, sammen med min veninde Maria. Og sikke en film – det er svært at filmatisere en bog, der gjorde så stort et indtryk – men hvor var den fantastisk! Også selv om jeg synes at Louisa både i filmen og i bogen er en pixi-smule for karikeret, så er det næsten uundgåeligt at holde af hende, fordi hun er så glad, sød og positiv – så hvis I endnu ikke har set filmen, så er der hermed en varm anbefaling til en hyggelig (og meget tårevædende) biograftur.

Nu til en anden bog. Nemlig Historien om A.J Fikrys liv, som jeg netop har læst sidste side af. En rigtig hyggelig fortælling i feelgood genren, som handler om boghandleren A.J Fikry, som ved en tragisk ulykke mistede sin hustru i en solobilulykke – man følger ham i årene efter, hvor han ikke er særlig god ved sig selv, men drukner sorgerne med alkohol og bliver i det hele taget en ualmindelig gnaven boghandler. Men så tager livet en drejning og hændelser gør at han vender tilbage til livet …
boganbefaling

Jeg må indrømme, at mine forventninger til bogen var tårnhøje. Jeg mener, når der på omslaget af en bog står “Uundværlig for enhver bogelsker” så stiger forventningerne pr automatik hos mig.  Alene af den grund levede bogen ikke helt op til forventningerne, men det gør langt fra at det ikke var en skøn og dejlig fortælling.

En rigtig hyggebog, og perfekt til de næste dage, hvor sommeren i følge min vejrapp vender tilbage – eller starter for alvor og kortvarigt, alt efter hvordan man ser på det ;) – og temperaturen for første gang i år lover omkring 27 grader. På denne side af sommerferien, ved man bare at det er en stakket frisk – så hvis muligt, så er det endelig at lege sommer i de kommende dage.

Frem med sommerlæsningen, iskaffen og søde bær. Satser på at sætte vandsprinkleren op i haven, og mens børnene leger – så vil jeg gøre lige netop det, drikke iskaffe og læse en god bog.

Hvad er den bedste bog I har læst denne sommer? 

21 kommentarer
  • Kaja skrev:
    26. august 2016 kl. 07:59

    For et par år siden var jeg i Dublin med en god veninde. Vi havde et par timer en regnvåd eftermiddag, som ikke var programsat og derfor smuttede vi spontant i biografen. Filmen de viste hed The Perks of being a Wallflower. En film vi absolut ikke havde hørt om og så blæste den os helt bagover! Den var smuk, sød, sjov og sørgelig på én gang. Lige inden sommerferien stødte jeg på den igen. Denne gang i bogform. Det viste sig nemlig at filmen var baseret på en bog – what do you know:-) Jeg læste bogen og blev endnu engang ikke skuffet. En tankevækkende, humoristisk og dejlig bog. Kan varmt anbefalde den!
    Kh. Kaja

    • Ann-Christine skrev:
      26. august 2016 kl. 10:08

      Tusind tak for en skøn anbefaling. Jeg kunne ikke dy mig for lige at tjekke om den mon var som film på Netflix – og det var den!
      Juhuu, den er straks tilføjet til min liste og jeg glæder mig til at se den i løbet af efteråret :)
      Kh AC

  • Tanja skrev:
    25. august 2016 kl. 23:46

    “En mand der hedder Ove” af svenske Fredrick Bachmann, som er virkelig anbefalelsesværdig. Gribende, sjov og en dejlig historie. Skal helt klart læse hans to andre bøger også. Og så fik bogen mig i gang med at læse igen, fordi jeg opdagede, hvor meget energi det giver at blive en del af en anden verden ind imellem. Skønt. Det ord kan jeg dog ikke bruge om den bog, jeg læser nu; Yacoubians hus. Synes at den er meget hård, fordi mange af personerne efter min mening er meget usympatiske. Læser den faktisk kun færdig i håb om en eller anden forløsning. Men den skulle have solgt ret godt, så måske er jeg lidt alene om min holdning.

    • Ann-Christine skrev:
      26. august 2016 kl. 10:07

      Jeg var også virkelig vild med den bog og var efterfølgende inde og se filmen i biografen. Det er ofte lidt et sats, men jeg vil virkelig varmt anbefale at du ser den på et tidspunkt også. Den er så fint lavet og helt i tråd med bogen.
      Lyder som en barsk, omend interessant, bog du er i gang med nu.

  • Charlotte skrev:
    25. august 2016 kl. 08:49

    Den bedste bog jeg har læst denne sommer, er så afgjort “Mig før dig” af Jojo Moyes. Og sikke en bog. Jeg både lo og græd. Og som en sidegevinst har den fået min 17-årige datter, til at læse igen. ;-). Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at se filmen, for man kan blive så skuffet, når personerne på lærredet ikke svare overens med de billeder man har i sit hoved, efter at have læst boge.

  • Therese skrev:
    23. august 2016 kl. 21:07

    Åh skønt med en god bog ✨
    Jeg har læst et par gode stykker denne sommer, men dem der har sat størst spor er klart Pul Damsgård – “Hvor solen græder”… Derudover læser jeg hver sommer “Kejserinde Okidé”, virkelig skøn bog med fortællingen om Kinas sidste kejserinde, det kan derudover klart anbefales at læse “Enke kejserinden” af Jung Chang som også handler om kejserinde “Okidé”, men med en mere historisk tilgang ?

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 13:02

      Jeg var helt vild med Vilde Svaner, så jeg bliver jo helt begejstret for at hun har skrevet Enke Kejserinden også.
      Sikke mange vildt gode bøger jeg får anbefalet her – det bliver sørme da godt nok et lækkert efterår fyldt med gode læsestunder, kan jeg fornemme :)

  • Gitte Jerner skrev:
    23. august 2016 kl. 17:55

    Du er til stor inspiration med dine anbefalinger (også af opskrifter)! Jeg kan varmt anbefale ‘Øen’ af Victoria Hislop. Bogen er en rigtig paige turner, og så bliver man klogere af at læse den.

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 09:23

      Tusind tak, Gitte – det er jeg rigtig glad for at du oplever. Og i lige måde kan jeg kun sige, for kendte ikke Victoria Hislop, men har nu reserveret Øen på biblioteket sammen med en novellesamling af samme forfatter. Det glæder jeg mig meget til. Elsker at vi kan inspirere hinanden til gode oplevelser :)

  • Marie Lerche skrev:
    23. august 2016 kl. 16:15

    Bedste bog i denne sommer må være “Mig for dig”. Men “Den kærlighed, der sætter fri” er den ultimativt bedste roman, jeg nogensinde har læst.
    Nu ser jeg frem til at komme i gang med at studere Nordisk sprog og litteratur, og blive introduceret til en masse bøger!
    Tak for dine boganmeldelser og skønne opskrifter. Jeg kigger forbi din blog adskillige gange om ugen og inspireres ofte til at gå i køkkenet.

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 09:18

      Jeg er også helt vild med den bog – og hvis du ikke har læst den endnu, så må du endelig også læse “et sidste brev fra din elsker” af samme forfatter. Den gjorde også et stort indtryk på mig.
      Så spændende med dit studie. Jeg håber det bliver helt og aldeles fantastiske og spændende.
      Og tusind tak for din søde hilsen om min blog, det er jeg glad for at du gør :)
      Kh AC

  • Mette Christansen skrev:
    23. august 2016 kl. 16:07

    Jeg er lige blevet færdig med “Kvinden i toget” af Paula Hawkins. Den var rigtig spændende,en psykologisk thriller. Tør næsten ikke skrive mere af frygt for at afsløre noget.
    Har også været i biografen og set “Dig før mig”. Og jeg græd faktsik slet ikke for jeg synes bare det var så smuk og skøn en historie. Og ja, Louisa er lidt karikeret, men så absolut på den gode måde. Jeg kunne ikke andet end holde af hende for hendes lyse sind og gå på mod.

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 09:12

      Uii, den er så gysende god den bog – jeg har også læst den og faldt også for den.
      Helt enig i betragtningen af Louisa, nu er jeg faktisk startet på at læse mig efter dig igen. Den gav jeg ellers op for en del måneder siden, men efter at have set filmen, har jeg sådan lyst til at læse mere :)

  • Heidi skrev:
    23. august 2016 kl. 15:21

    Jeg er gået igang med at genlæse Marion Zimmer Bradleys serie “Tågerne over avalon”. Læste den for 20 år siden, og den er mindst lige så god i dag. For børnene på 5½ læser vi “Orla frø snapper” som de synes er helt vildt sjov.
    Kunne være super hvis du lavede nogle flere boganmeldelser for de bøger i læser med børnene :-) Efter din opfordring læste vi også Lars Daneskov serien med Anton og Molly og børnene elskede dem.
    Selv går jeg og glæder mig til at kunne læse Harry Potter for mine drenge, og vil i den forbindelse gerne have fingrene i den illustrerede udgave med fantastiske tegninger af Jim Kay.

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 09:07

      Jeg har nu reserveret første bind i serien på biblioteket og glæder mig til at læse Tågerne over Avalon :)
      Super fin opfordring med børnebøger. Det vil jeg helt sikkert tage op på bloggen også. God ide.
      Jeg kan virkelig varmt anbefale serien med det lille hus på prærien. Da vi gik i gang med dem, tænkte jeg først at de var lidt langsommelige og enormt beskrivende i lange passager om fx at lave ahorn sirup og bygge et hus. Men børnene elsker det og de lytter lige så intenst til disse som til Lars Daneskovs bøger og Orla Frøsnapper som de også elsker. Laura-bøgerne kan bare noget særligt, en ro, fordybelse, historie om nybyggertiden og en god måde at få virkelig mange nye ord ind i børnenes ordforråd.
      Jeg skal gerne komme med flere anbefalinger snart :)
      Kh AC

  • Marianne Luna skrev:
    23. august 2016 kl. 15:18

    Det må være enten Jakob Sheiks “Danmarks børn i hellig krig” eller Puk Damsgårds “Ser du månen, Daniel”, der begge handler om islamisme, men fra hver sin vinkel. Jeg synes, det er et virkelig spændende emne, og så vigtigt at skille jihadisterne fra de helt almindelige muslimer. Vi sammenligner jo heller ikke KKK med alle kristne. :)

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 08:57

      Det lyder som to virkelig interessante og nuancerede bøger! Jeg elsker også at gå i dybden med et emne og så læse forskellige vinkler af samme emne, så de er fluks tilføjet min læseliste. Tak for inspiration

  • Henriette skrev:
    23. august 2016 kl. 13:30

    De bedste jeg har læst henover sommeren er:
    Bjørn Rasmussens “Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” og “Ming”, Murakamis “1Q84”-trilogi og Daniel Boysens “Fordi ilden er vores”.

    Jeg er ved at opdage en masse nyere danske forfattere og udgivelser – og hvilken fryd!

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 08:55

      Haruki Murakami står også på min læse-ønskeliste over kommende bøger – og gerne 1Q84 triologien.
      Og hvor skønt at opdage mange nye danske forfattere, der er også rigtig mange jeg godt vil læse bøger af :)

  • Lone skrev:
    23. august 2016 kl. 13:29

    Jeg er egentlig ikke sådan “boglæser”, men blev anbefalet en bog i boghandlen en dag jeg var derinde. Ekspedienten fortalte mig at hvis jeg prøvede at læse den, ville jeg ikke kunne ligge den fra mig, og gerne ville vide hvad der skete på næste side. Hun fik ret… :o)
    En helt fantastisk bog syntes jeg. Netop en jeg kunne sidde med i sommerferien, om morgenen inden familien vågnede op, i fred og ro ude på terassen, under et godt tæppe og med en god kop kaffe :o)
    Bogen hedder “Den hemmelige datter” af Shilpi Somaya Gowda. Den vil jeg anbefale meget til andre. En rigtig god og gribende fortælling, som man kan leve sig ind i, og slappe at. Jeg håber at dette kan give inspiration til andre der måske heller ikke læser mange bøger, ligesom mig. Men nogle gange har brug for et lille skub, til at prøve, og så ender med at være en god og givende oplevelse :O)

    • Ann-Christine skrev:
      25. august 2016 kl. 08:44

      Hej Lone,
      Jeg var lige inde og læse om den – og den må jeg bare læse! Hvor lyder den spændende og god, og som et skønt indblik i den indiske kultur og liv.

      Og sikke en dejlig og positiv opfordring og inspiration til andre der gerne vil igang med at læse lidt i ny og næ.
      Tusind tak for din skønne hilsen
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.