Halloween kage
Uhyggelig lækker halloween kage med lækre chokoladekagebunde og en frisk luftig appelsinmousse i midten.
Kagen er lækker, saftig, smovset og kan som kage spises året rundt og pyntes på anden vis end til halloween, men den er så særligt fin og skæg at lave her til årets uhyggeligste sjove dag.
Den lækre chokoladekage med den luftige og let friske mousse passer vidunderligt godt sammen og smager himmelsk!
Prøv også: Få mine lækre halloween opskrifter her >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 1 kage
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Halloween kage
- Lagkagebunde
- 150 g smør
- 50 g mørk chokolade
- 4 æg
- 0,50 vaniljestang
- 150 g sukker
- 50 g mandelmel
- 80 g hvedemel
- 0,50 øko appelsin, fintrevet skal
- 1 spsk usødet kakao
- 2 tsk bagepulver
- 1 knivspids salt
- Appelsinmousse - orange
- 4,50 ark husblas
- 0,50 vaniljestang
- 2 æg
- 100 g sukker
- 2 dl appelsinjuice
- 0,50 øko appelsin, fintrevet skal
- 3 dl piskefløde
- farvepasta, orange
- Pynt
- 200 g sort fondant, til kanten
- 200 g orange fondant, til græskar
- 75 g hvid fondant, til spøgelser
- 10 g grøn fondant, til græskarstilke
- 0,50 tsk rålakridspulver
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Lagkagebunde
Smelt smør i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen når smørret er smeltet og rør chokoladen i.
Del æggene i to skåle med hvider og blommer. Pisk æggehviderne stive og luftige med en håndmikser, til de danner toppen.
Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud og bland dem med sukker. Kom vanilje, sukker og æggeeblommer i en ren skål og pisk til en lys luftig æggesnaps. Pisk den lune smeltede chokolade og smør i blandingen.
Rør hvedemel, mandelmel, appelsinskal, kakao, bagepulver og salt sammen i en ren skål og rør det i dejen.
Fold nænsomt de luftigtpiskede æggehvider i dejen, uden at så luften ud af dem.
Fordel dejen i en smurt springform på 20 cm i diameter, beklædt med bagepapir i bunden og glat dejen ud med en palet.
Bag kagen i en forvarmet ovn ved 170 grader varmluft i cirka 40 minutter. Mærk med et trægrillspyd i midten om kagen er gennembagt.
Afkøl kagen helt i springformen, inden den tages ud af formen. Del kagen på tværs, inden den skal samles.
Orange appelsinmousse
Udblød husblas i en skål med koldt vand i 10 min.
Skil æggeblommer og æggehvide. Pisk æggehviderne helt stive i en ren skål og sæt dem derefter til side.
Pisk flødeskum i en ren skål.
Pisk æggeblomme, vaniljekorn, sukker og fintrevet appelsinskal i en tredje skål, til det er helt hvidt og luftig æggesnaps.
Vrid husblas for vand og smelt den bløde husblas i et vandbad ved lav varme. Tag af varmen og rør først en smule af den stuetempereret appelsinjuice i husblassen og derefter resten. Pisk det grundigt i æggesnapsen med en håndmikser. Vend piskefløde i blandingen og fold tilsidst æggehvider i. Pas på med ikke at slå luften ud af æggehviderne og moussen.
Saml Halloween kagen
Del kagen i to bunde og kom den ene tilbage i springformen. Beklæd siderne af springformen med kageplast. Hæld den færdige appelsinmousse over lagkagebunden. Stil kagen på køl i 2 timer og læg derefter forsigtigt den anden kagebund over.
Stil kagen på køl i 4 timer mere.
Pynt
Rul en cirkel ud i orange cirkel fondant, svarende til kagens diameter og læg den på kagen.
Rul den sorte fondant ud til en lang strimmel, der passer til kagens omkreds og saml den omkring kagen. Riv også en smule sort fondant og læg den på i siden, så den danner en revet flage mod den orange bund.
Form små græskar af den orange fondant og stik en grøn fondant stilk i hver. Lav små spøgelser af hvid fondant, med små sorte øje fra den sorte fondant.
Drys med en smule rålakridspulver og sæt fondant græskar og spøgelser på.
Kagen rækker fint til 10 personer
Hej
Tak for mange gode opskrifter. Vil bare høre, hvor lang tid appelsin mousse kan holde sig frisk i køleskabet. Jeg skal servere kagen lørdag aften men pga. jeg er lidt presset på tid, vil jeg gerne lave moussen torsdag formiddag og samle kagen fredag formiddag og servere den lørdag aften.
Vh.
Dalila
Hej Dalila
Mange tak for din søde hilsen. Kagen skal samles med det samme, så moussen kan ikke stå for sig for så sætter den sig. Men du kan fint samle mousse og bund og torsdag formiddag og enten fryse den eller lade den stå i køleskabet til du pynter den fredag eller lørdag.
Kh Ann-Christine
Må jeg spørge: De små græskar i fondant. Har du lavet dem på samme måde som dine græskarboller i forhold til snoretricket? De er så nuttede og fine og helt perfekte til alle mulige kager jo! Tænker måske også, man kan bruge modellervoks eller malet dekorations-ler til ikke-spiseligt pynt, der kan stå omkring i hjemmet. Eller måske du har et bedre forslag? Tak for dine altid gode opskrifter, som jeg bruger nærmest dagligt. KH Nelly
Hej Nelly,
Tusind tak for din søde hilsen :)
Ved fondant der driller jeg fondanten til runde kugler, trykker dem en smule i top og bund og trykker rillerne ind med en kniv, hele vejen rundt.
De er nemlig bare så fine – og tricket kan nok fint bruges til dekorationsler, fimoler mv. Jeg har dog ikke testet om det vil slå revner når det tørre. Skriv endelig igen, hvis du tester det af
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej, hvad kan man bruge istedet hvis man ikke kan finde husblas?
Hvis du gerne vil have et alternativ til husblas, så kan du eventuelt eksperimentere med agar agar.
Kh Ann-Christine
Hej Ann-Christine
Allerførst tak for nogle fantastiske opskrifter? de bliver flittigt brugt herhjemme.
Kan denne kage laves dagen inden? Altså bunde og appelsinmousse. Og så vente med pynten til dagen efter?
Hej Gitte
Mange tak for din søde hilsen, det er dejligt du har glæde af mine opskrifter.
Du kan sagtens lave kagen dagen før og pynte den på dagen.
Kh AC
Hvor ser den lækker ud?
Min søn ønsker sig en Smarties lagkage til sin fødselsdag. Tror du jeg kan lave moussen og bundene her og så smører smørcreme på toppen og siderne- og så sætte Smarties fast deri? Eller har du en bedre ide til en amatør??
Jeg tror næsten at jeg i stedet vil anbefale en kage ala talkage
som kunne smøres op med chokolade eller smørcreme og dækkes med smarties. Det kunne være fint og festligt
eller valnøddelagkage hvor valnødder erstattes af smarties og så smøres den op og dækkes af smarties.
Kh AC