Glaseret skinke og hamburgerryg


Glaseret skinke eller glaseret hamburgerryg er ikke en ret vi laver ofte – men hvor smager det jo godt!
Det er en traditionel ret på det danske julefrokostbord og en dejlig ret til en søndagsmiddag, som ikke kræver så meget arbejdstid og stort set passer sig selv i ovnen. Så er der tid til juleklip eller måske konfektlavning imens.
Fremgangsmåden på glaseret skinke og hamburgerryg er den samme, så du kan helt frit bruge både skinke og hamburgerryg. Jeg kan godt lide at glaseringen får lidt friskhed af ingefær og appelsin, så den skønne ret får lidt kant.
Prøv også: opskrift på grønlangkål >>
Arbejdstid 20 min.
Antal 4 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Glaseret skinke
- 1 kg skinke, eller hamburgerryg
- 3 spsk dijon sennep
- 1 spsk honning
- 2 spsk brun farin
- 1 spsk ingefær, friskrevet
- 0,50 øko appelsin, fintrevet skal og en smule saft
- 1 dl rasp
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Kom skinken med sværen opad i et ovnfast fad. Hvis det er en skinke i net, så lad den blive i nettet og sæt dem med sværen op. Sæt et stegetermometer i midten af skinken for at sikre, den ikke får for længe.
Kom 2 dl. vand i bunden af det ovnfaste fad og sæt skinken på en rist i fadet og bag den i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i cirka 1 time og 30 minutter – eller til skinken, har en kernetemperatur på 65 grader.
Tag skinken ud af ovnen, lad den køle lidt af.
Fjern evt. net og svær, men uden at fjerne fedtkanten, der ligger lige under sværen. Rids skinkens fedtkanter godt igennem, så den lækre sennepsgratinering kan give bedst muligt smag til kødet. Læg skinken tilbage i det ovnfaste fad.
Rør glaseringen sammen af dijonsennep, honning, farin, revet ingefær og fintrevet appelsinskal og 1-2 spsk appelsinsaft. Pensl et tykt lag på hele skinken og drys til sidst med rasp, til skinken er helt dækket. Sæt den glaserede skinke i ovnen igen og bag den i ca. 15 minutter ved 175 grader varmluft, til gratineringen er sprød og gylden.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej
Hvis jeg vælger at stege en svinekam på 1.3 kg hvor længe vil du regne med at jeg skal give den i ovnen uden svær for derefter at give den et kvarter med glasering på
På forhånd tak
M.v.h Pia
Hej Pia
Det kommer lidt an på tykkelsen og ovnen, jeg ville give dem mellem 1 1/2 time og 1 time og 45 min – tjek gerne temperaturen.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Lyder meget lækkert og en rigtig god ide at tilberede dagen før. Skal der vand i bradepanden og skal skinken ligge på en rist eller i et fad under glaseringen?
Jeg kommer ikke yderligere væde i fadet ved glaseringen.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hej tak for en inspirerende side bruger den tit. Men har fået et problem. Hvad kan jeg erstatte sennep med på glaseret skinke da der er en person der er allergisk overfor sennep. På forhånd tak.
Mange tak for din søde hilsen, jeg er glad for at du har glæde af mine opskrifter :)
Jeg ville forsøge mig med fintrevet peberrod, det tror jeg vil smage forrygende. Nok omkring 1-2 tsk, men smag endelig godt til.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine