Der er sådan lidt doven fredagsstemning i vores hjem her i eftermiddag. Johan og Julie spiser frugtskål og kiks, dimser med perler og ser iPad imens. Jeg drikker kaffe, laver dadelkugler til fredagsslik – har drysset halvdelen med lakridspulver og overvejer, om jeg ikke snart skulle gå i gang med aftensmaden. I aften står den på lækker rødspættefilet med kartofler og persillesauce, mums! Jeg har slet ikke været nået forbi bloggen i to dage, men ville lige kigge forbi i dag og ønske god weekend. Jeg har haft et par travle dage med opgaver, projekter og et spændende møde i dag og jeg glæder mig til at fortælle mere om det altsammen, når tiden er tid det.
Kan I nu have en skøn, skøn weekend. Vi skal fejre min mors fødselsdag i weekenden og nu hvor vejret viser sig fra sin efterårsagtige blæsevejrs-side, så kan jeg da fortælle, at jeg i går har spottet rabarberspire i haven, og i dag store bladknopper på stikkelsbærbuskene. Der er håb og flere forårsdage forude ♥
Rigtig god weekend til jer :-)
Tusind tak Annemette, den var skøn – fyldt af forårsvejr og jeg har fået fregner på næsen :)
God weekend til jer også, og god fejring! Det lyder rigtig hyggeligt med iPad, dimseri og frugtskål! Her stod den på lækker Meyers brød med ost, og mælk til alle tre trutter.
Vores weekend byder på farmorweekend (herhjemme) og dine bananmårfins (eller banankage) for jeg har nogle overmodne bananer jeg skal af med :) det kan kun blive godt.
Forleden læste jeg lidt tilbage i din blog, og fulgte det link du havde lagt om Johan og Julie, og uhh hvor det vækker minder – det føles lidt som igår – og jeg kan genkende så meget af det – vi er ligesom I også gået frem og tilbage med hver vores baby mellem 20-21.30/22.30/23.30. Tænk, for os er det to år siden – Ida og Matilde fyldte to år for en uge siden :) utroligt hvor hurtigt tiden går… God weekend, kh. Sandra
det lyder som en absolut dejlig fredag og weekend hos jer. Stort tillykke med Ida og Matilde, det går så vildt hurtigt og det er bare om at nyde de skønne unger. Åh, ja hvor har vi gået meget frem og tilbage med de børn i aftentimerne og kørt rundt med dem i barnevognen klokken sent om aftenen fordi de bare nægtede at sove og ikke kunne finde ro – det er helt sjovt at tænke tilbage på :)
Ha´ en dejlig mandag
Kh Ann-Christine