Vores ribsbuske bugner af de smukke rubin røde ribs og selv om jeg har haft mange planer om hvad de skulle bruges til i år, så indhentede virkeligheden mig og tiden har ikke helt været til at udleve planerne. Sådan er det bare nogle gange og det er også okay.
Men jeg nåede det vigtigste! En lille ting, som jeg bliver noget så glad for om ca 5 måneder … Nemlig at fryse en masse fine stængler ned med bær i en lille fryseboks. Den boks skal tages op til jul og så bliver de fine røde bær på stængler brugt til at pynte andestegen med ved serveringen juleaften. Det ser simpelthen så fint og pynteligt ud og derudover vil jeg i år servere frisktlavet rysteribs til andestegen i stedet for ribsgele.
Et lille tip, som hermed er givet videre – selv om det ellers på alle mulige måder er alt for tidligt at tale om jul på nuværende tidspunkt. Og så håber jeg virkelig, at der stadig er bær tilbage, når vi kommer tilbage fra Bruxelles, så jeg lige kan nå en omgang ribssaft og måske ribssirup også.
Jeg har på et tidspunkt lavet jordbær/ribsmarmelade og det smagte rigtig godt.
Det lyder som en virkelig skøn kombination, Britta :)
jeg hepper på at der stadig er ribs når vi kommer hjem.
Ha’ en dejlig ferie i Bruxelles, glæder mig til at høre mere. Her er vi på vej retur til dk efter 14 dage i Frankrig – skøn ferie, men bliver også godt at komme hjem nu :-). Kh Dorte
Det lyder virkelig også rart med 14 dage i Frankrig og det skulle vist blive skønt vejr i DK i næste uge, det bliver rigtig godt at komme hjem og nyde også :)
Kh AC
Det er en rigtig god idé, som jeg har brugt i mange år. Jeg ruller somme tider klaser i sukker og lægger dem ved (chokolade)kage sammen med en kugle is, eller lægger en ‘dynge’ klaser oven på en kage. Til kød bruger jeg ikke sukker. Jeg fryser sukker og ribs ned sammen i portionsposer, så er det hurtigt at lave rysteribs, som jeg ofte putter i den rå rødkålssalat til jul.
Af og til laver jeg gelé af frossen ribssaft/frosne ribs – den bliver ikke stiv men er en dejlig tyktflydende saft, som er fin at bruge til mange ting, og den holder sig godt på grund af sukkermængden.
Dejlige tips! Tak for dem, Elsebeth :)
Genial idé! Jeg har lige købt en pakke halvsløje kirsebær på tilbud, som blev lavet til en (næsten) sukkerfri kirsebærsovs kogt på hvidvin. Den blev så god, at jeg skal prøve at finde nogle flere kirsebær, jeg kan ordne og fryse ned – så kan jeg være klar med hjemmelavet kirsebærsovs til ris à la manden til jul :)
Vh Louise (som også tænker lidt for mange måneder frem ;) )
Uhmm, det lyder lækkert! Jeg har også frosset en del kirsebær ned til kirsebærsaucen, jeg glæder mig allerede :)
Ja, ris à la mande med kirsebærsovs – det er noget, man godt kan glæde sig længe til :)