Engelsk julekage – english christmas cake


Engelsk julekage er en lækker konfektkage, som skal laves i rigtig god tid inden juletiden. Et perfekt bageprojekt til os, der i starten af november kan mærke det kribler, for at komme i gang med juleforberedelserne.
En rigtig klassisk engelsk julekage skal laves i god tid. Kagen er fyldt med tørrede frugt og alkohol, som står og trækker længe og gør, at kagen bliver bedre og bedre, som ugerne går. Den holder sig godt, så man skal ikke være nervøs for, om den kan holde til jul. Hvis I bager kagen i starten af november, så er den klar til at blive pyntet og spist fra midten af december.
Prøv også: opskrift på de lækreste norske klejner >>
Arbejdstid 2 timer
Antal 1 kage

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Engelsk julekage - english christmas cake
- 150 g rosiner, lyse
- 150 g rosiner, mørke
- 100 g tørrede abrikoser, finthakket
- 100 g tørrede figner, finthakket
- 150 g dadel, finthakket
- 75 g mandler, grofthakket
- 100 g korender
- 1 dl portvin
- 1 dl mørk rom
- 200 g hvedemel
- 50 g mandelmel
- 0,50 tsk stødt nellike
- 1 tsk stødt kanel
- 0,50 tsk stødt ingefær
- 1 knivspids stødt kardemomme
- 1 øko appelsin, fintrevet skal + saften herfra
- 1 tsk bagepulver
- 250 g smør
- 200 g brun farin
- 4 æg
- Derudovere
- 0,50 dl mørk rom
- Overtræk til kagen
- 3 spsk abrikosmarmelade
- 1 spsk mørk rom
- 200 g marcipan
- 4 spsk flormelis
- Glasur
- 2 æggehvider
- 250 g flormelis
- 50 g hvid fondant
- 1 knivspids spiseligt sølvstøv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Sæt rosiner, abrikos, figner, dadler, hakkede mandler og korender i blød i en beholder med låg. Hæld portvin og rom over, sæt låg på og lad det trække 1-2 timer.
Bland mel, mandelmel, nelliker, kanel, ingefær, kardemomme, revet appelsinskal og bagepulver sammen i en ren skål.
Pisk smør og farin til det er luftigt og pisk derefter et æg ad gangen i og gør det sammen med mel og krydderi blandingen.
Rør de iblødsatte frugter, hakkede mandler og overskydende væde, samt appelsinsaft i dejen og rør dejen godt sammen.
Smør en høj springform på cirka 20 cm i diameter og kom bagepapir i.
Hæld dejen i formen og bag kagen i en forvarmet ovn ved 150 grader varmluft i 1 time. Skru ned for varmen til 110 grader og bag kagen yderligere 2 timer. Hvis kagen bliver for mørk, så læg en tallerken eller et låg over.
Tag kagen ud af ovnen, lad den køle helt af i formen. Prik kagen flere steder med en gaffel eller træspyd og hæld langsomt cognac eller rom over kagen, så det når at trænge ned i kagen. Var der væde til overs fra iblødsætning af de tørrede frugter, så hæld også det over kagen.
Pak kagen godt ind i bagepapir og derefter i folie eller plast. Opbevar kagen mørkt, tørt og køligt. Et skab med en temperatur på omkring 18 grader er glimrende. Kagen skal trække i minimum 2 uger inden den pyntes og spises, men den kan holde sig i månedsvis.
Pynt kagen
Rør abrikosmarmelade med rom og smør kagen op med marmeladen.
Rul et tyndt lag marcipan ud på bordpladen drysset med lidt flormelis.
Rul først en marcipanstrimmel ud til at dække kanten af kagen og derefter en cirkel til toppen. Læg marcipanen på og samle kanterne pænt.
Pisk æggehvide og flormelis til en tyk glasur og smør kagen op med en paletkniv, så glasuren lægger flot på kagen.
Rul fondant ud og stik stjerner ud, samt tril små kugler og pynt kagen med stjernerne. Drys lidt spiseligt sølvstøv over, når glasuren har sat sig.
Opskriften giver ca 24 stykker kage.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej, tusind tak for en god opskrift – det er første gang, jeg forsøger mig med julekage – nu har jeg netop “icet” kagen, men er i tvivl, om den herefter skal opbevares på køl? Og i hvad? Den trak i springformen pakket ind i bagepapir og plastic på køkkenbordet. Mange hilsener Nathalie
Hej Natalie
Jeg opbevarer den i en beholder, med låg lagt over – det behøver ikke være helt lufttæt – og blot ved stuetemperatur
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine
Hej! Jeg er i gang med at bage kagen og jeg er gået i stå ved valg af springform. Jeg har almindelig springform på 20 cm og 24 cm, men de er ikke høje. Hvilken vælger jeg?
Mvh Nilla
Hej Nilla
Min almindelig springform på 20 cm er ca 7 cm i højden (indvendigt mål) og min høj springform er ca 8,4 cm i højden.
Skulle jeg vælge mellem en almindelig 20 cm og en 24 cm ville jeg vælge den på 20 cm til opskriften her. Det er ikke en dej der hæver meget op, så jeg ville folde et stykke bagepapir og lægge det i dobbeltlag rundt i kanten og lade bagepapiret stikke 1,5-2 cm op langs kanten hele vejen rundt. Derefter ville jeg fylde dej i springformen til max 1 cm under kanten på selve formen. Skulle der være lidt dej til overs, så kan man jo lave en minijulekage i en muffinsform eller lign.
Rigtig god fornøjelse – jeg håber det bliver fantastisk og du må endelig skrive hvordan det gik :)
Kh Ann-Christine
Tusind tak for svaret! Hvilket faktisk var et rigtig godt svar, desværre så jeg bare ikke du havde svaret. Så det blev den på 24 cm fordi jeg troede den ville hæve over og jeg ikke kendte tricket med bagepapir. Jeg håber virkelig ikke den er blevet tør! 🤞 Men jeg må vente spændt og finde ud af det om en måned.
Hej igen,
Hvis du er i tvivl om den kan være blevet for tør, så kan du evt hælde et par spsk rom over den, for det vil trække ned i kagen og så er der jo også så dejligt mange tørrede frugter i, så den skal nok blive god. Det håber jeg!
Kh Ann-Christine
Hej
Tak for de skønneste opskrifter🤩
Jeg har bagt kagen og den er fantastisk!
Men icingen volder lidt udfordringer for den knækker i store plader når man skal skære kagen og den er meget hård her 7 dage efter den er kommet på. Den var ellers så smuk i starten😊
Jeg har fulgt opskriften men måske har du et fif til at afhjælpe at det sker?
Venlige hilsner
Maria
Hej Maria
Mange tak for din søde hilsen ♡ Så dejligt du kan lide kagen :)
Når jeg laver kagen bliver icingen også fast, men jeg oplever at jeg kan skære den med pæne linjer, uden den flager.
Når det driller som du beskriver, så ville jeg prøve at holde en (nyslebne) kniv under kogende vand et par sekunder, tør kniven af i rent klæde og skær straks kagen, så skulle den gerne kunne skære fint igennem. Håber det hjælper
Rigtig glædelig jul
Kh Ann-Christine