Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/dyrk-jorden-kompost-jordforbedring/

At dyrke jorden – om kompost og jordforbedring

valdemarsro have højbede

Nu er vores højbede blevet fyldt med alverdens gode sager og nu taler jeg ikke om planter i denne omgang – men om jord, kompost og den slags, som planterne ernærer sig ved og vokser fra.

Når jeg kigger tilbage på min tidligere have i Sverige, på vores store terrasse i København og på vores første år i vores nuværende have – så er der særligt en ting, som har ændret sig rigtig meget i min måde at dyrke en god have. Forandringen skete i løbet af sidste efterår og denne vinter og det handlede altsammen om at dyrke egen kompost.

Samtidig med at vi brød vores gamle have ned, fjernede fliser, gamle højbede osv, så begyndte vi at dyrke kompost og den proces har vendt noget i mig – fra tidligere at dyrke planterne som det primære, til at dyrke jorden først og fremmest og derfra kommer så alt det gode, spiselige og pyntelige.

Men en god næringsrig og sund jord er en gevinst for planterne og havelivet, og det vil jeg skrive mere om i dag.

kompostorme

Vi spiser mange grøntsager, frugt og æg – og smed derfor rigtig meget grøntaffald og æggeskaller ud hver dag. Altsammen økologisk og hurtigt nedbrydeligt, som på relativ kort tid bliver til den skønneste kompost – det røg i stedet i affaldscontaineren for at blive hentet og transporteret til forbrænding. Sikke et spild!

Så i en kombination af at jeg gerne ville danne en cyklus af grøntaffald her på matriklen, nære jorden og sparer en del penge ved at lave god kompost selv, gik jeg i gang med en omfattende research af emnet kompost.

I første omgang fjernede vi et par rækker fliser og gravede sand væk i en omkreds, der svarede til to pallerammer. Så stillede vi en stabel af de gamle tomme pallerammehøjbede oven på hinanden. Rundt om dem dyngede vi det gamle jord fra højbedene op, så det lunede godt omkring den kommende kompost vinteren over – og så var det ellers bare at smide de 1-3 skåle grøntaffald i hver dag, som vi producerede (se længere nede en liste over alt det som vi komposterer). Jeg købte en pakke kompostorme online til komposten og kom derudover med et par sække hestemøg fra Julies rideskole i, lidt hønsegødning og så passede naturen ellers sig selv.

Her til foråret kunne vi så fjerne pallerammerne og i stedet for affald havde vi to store portioner god formuldet lækker økologisk hjemmelavet kompost.

Lige til at blande i højbedene.

kompost i pallerammerNu ved jeg ikke hvor mange af jer der er kompostdyrkere – men når man først starter på den slags, så er det næsten uundgåeligt at blive lidt passioneret omkring det. Skulle det ske for jer, så er I ikke den eneste – jeg har sågar drømt interessante drømme om kompost mere end én gang denne vinter, til stor morskab for de andre i familien.

Kompost har typisk en ph-værdi på 7. Derudover skulle jeg blande godt med ren kalk i og så ville jeg virkelig have en god næringsrig ph-neutral jord, som ville være perfekt til køkkenhave og alle de gode ting vi skal spise herfra sommeren igennem.

Det er et helt godt all-around jordforbedringstip. Uanset om man har en ældre opvokset have eller en nyanlagt som min. Og uanset om den nuværende jord er sandet eller leret – så vil jorden have godt af en god mængde omsat grøntkompost og ren kal i øverste jordlag. Det holder godt på fugten i jorden, er godt for microorganismerne og giver en god muld.

kompost grøntsager

Kompost dyrkning

Vi har nu købt to kompostbeholdere, som står gemt i et nordvendt hjørne af haven. De står på jorden, så orme har fri passage og så der kan løbe overskydende vand fra. I vores kompost kommer vi:

  • alle rå og utilberedte grøntsagskræller og det pulp fra juiceren vi ikke får brugt.
  • frugtskræl, bananskræl, citrusskræl, ananastoppe
  • afklip fra havens lavendler, blomster og efterårsblade + lidt fint afklip af kvist fra hækken.
  • tomme æggebakker
  • vaskede æggeskaller, knust
  • Bland gerne lidt hestemøg eller hønsekompost i – hønsekompost kan evt købes i en sæk til øko brug

… alt sammen økologisk – fx så er konventionelle banan og citronskræller sprøjtet så meget, så det kan nærmest ikke forgå i naturen og komposteres.

Det er godt at have 2-3 kompostbeholdere, for så er der hele tiden en at fylde og den der er fyldt op kan få lov at hvile og kompostere færdig i fred og ro. I det tidlige foråret fordeles komposten ud i bedene, og har man nogle planter som gerne skal beskyttes lidt ved rødderne, så kan man godt fordele lidt kompost henover efteråret også.

bede

I et af vores højbede er der primært krydderurter og der har jeg tilsat et par sække krydderurtejord til økologisk dyrkning øverst i bedet, for at give særlig gode betingelser fra start. Dvs først en blanding af kompot, gl. jord fra højbede, sphagnum, kalk godt blandet sammen i hele bedet og så toppet med en god færdigblanding med krydderurtejord til økologisk dyrkning. Det kan kun blive godt, tror jeg.

Derudover har jeg brugt krydderurtejorden til vores krukker med mynte – vi har tre slags mynte i år, for mynte er en ustyrlig størrelse, som hurtigt med sine undergravende rødder vil indtage hele højbedet.

Nu glæder jeg mig bare til at det hele gror og bliver til en smuk grøn have, fyldt med blomster og spiseligt – som er rar at være i. Og selvfølgelig fortsat producere god kompost til at sikre en god jord.

Skriver også på et indlæg om hvilke krydderurter vi har i haven (jeg ‘kom til’ at købe lidt flere i går, blandt andet en ualmindelig lækker jordbærmynte), det kommer på i næste uge. Si endelig til hvis der er andet jeg gerne må skrive mere om.

Nu er jeg nysgerrig …

Dyrker I kompost i jeres have?

Eller vil gerne i gang med det – del endelig løs af gode erfaringer, de af jer der allerede gør. 

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Louise Werge:
    12. juli 2021 kl. 17:53

    Hej Ann-Christine

    I min søgning efter lukkede og åbne kompostbeholdere, der kan stå som en fælles helhed kom jeg ind på dit indlæg om kompost. Hvor er det dejligt at finde debat om kompost og oveni købet fra en økologisk vinkel. Stort tak.
    Jeg har et spørgsmål til din løsning. I dit indlæg lyder det som om løsningen er åben kompostbeholder lavet simpelt af pallerammer og med stramme begrænsninger på, hvad det smides i, men i kommentarerne taler du om 2 lukkede beholder og har et link (ikke aktivt mere) til Bauhaus. Så jeg er lidt forvirret. Hvilke løsning(er) brugte du? Hvis begge to, var der så eventuelt forskel på, hvad I puttede i hvilken? Indlægget har nogle år på bagen nu, så måske har du nye erfaringer, der kan deles :-)?

    Bedste hilsner en stor fan
    Louise

    • Ann-Christine:
      14. juli 2021 kl. 06:50

      Hej Louise,
      Tusind tak for din søde hilsen :)
      Jeg bruger to lukkede kompostbeholdere nu, men da haven var under ombygning havde vi en åbenbeholder (blot et par gamle pallerammer i perioden)
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Ida:
    9. februar 2021 kl. 10:40

    Hej Ann-Christine.
    Jeg har lige fundet din Have-føljeton og jeg er bare blevet SÅ inspireret. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang i haven igen.
    Hvordan gør du med kompost om vinteren? Som vejret er nu med frost døgnet rundt, smider du så stadig køkkenaffaldet i komposten, eller er det en dum ide ift rotter, da det ikke kan kompostere, mens der er frost?
    Et andet lille spørgsmål; regner du med at lave nye haveindlæg denne sæson? Jeg vil rigtigt gerne have flere gode havetips fra dig, så jeg krydser fingre for flere dejlige haveindlæg :). Måske du har nogle gode tips til spiselige-/køkkenhaveplanter, som godt kan trives et sted i haven, hvor der er mindre sol?
    /Ida :)

    • Ann-Christine:
      10. februar 2021 kl. 09:54

      Hej Ida,
      Hvor er det dejligt at høre du er glad for disse indlæg. Jeg har da virkelig heller aldrig glædet mig så meget til en ny havesæson som i år, det bliver SÅ dejligt at komme i haven igen. Hvis tid og inspiration er til det, så vil jeg meget gerne lave flere af disse indlæg. Den seneste tid har jeg været helt opslugt af en kæmpe passion og lyst til at lave bøger og udvikle opskrifter og det er svært at nå det hele, selv om jeg gerne ville ;) Vi må se, uanset, så er min plan og lyst ihvertfald at skrive mere om have også …
      Jeg kommer også grøntaffald og kaffegrums på komposten nu, men ikke æggeskaller eller lign. Vi har ikke oplevet problemer med rotter i al den tid vi har komposteret. (heldigvis!) men hvis man har er det nok en god ide at vente til der er plusgrader.

      I øvrigt kan jeg fortælle at vi i vores nordligste hjørne i vores have herhjemme og i vores mest skyggevendte del af vores sommerhushave har bærbuske og de stortrives med knap så meget sol, for så får bærene rigtig lov og tid til at udvikle smag. Tror også du fint kan have en del krydderurter og rabarber der.
      Kh Ann-Christine

      • Ida:
        11. februar 2021 kl. 08:10

        Hej Ann-Christine.
        Tusinde tak for dit svar. Ja, det er svært at få tid til det hele. Jeg nyder også dine opskrifter utroligt meget. Min kæreste vandt din kogebog “Aftensmad” i mandelgave, og jeg har brugt den hele tiden lige siden! :D Der indgår opskrifter der fra i madplanen hver uge. Så nu er “Grøn Aftensmad” blevet sat på min ønskeliste. ;)

        Ok. Vi skal have lavet en kompost så snart der er plusgrader igen, men jeg er lidt i tvivl om det skal være beholder eller bunke. Hvilken type kompost har du? Jeg kan forstå, at en beholder er sikker mod skadedyr, men at den tilgengæld kan være utrolig svær at få komposteringen til at fungere ordentligt i.

        Dejligt at høre! Det vil jeg teste, om det ikke også kan fungere i “den kolde del” af vores have. :)
        Ha en god dag!
        Kh Ida.

        • Ann-Christine:
          11. februar 2021 kl. 17:34

          Åh hvor dejligt I er glade for bogen. Det er jeg glad for :)
          Vi har to lukkede beholder, og det fungere fint og det bliver også komposteret glimrende. Jeg vil anbefale 2-3 beholdere, og minimum to, så den ene kan hvile og få tid til at kompostere ordentligt, men den anden fyldes op.
          Kh AC

          • Ida:
            15. februar 2021 kl. 09:19

            Ok, tusinde tak for svar!
            Hvor tit “lufter” du komposten i dine beholdere? Jeg kan forstå at det er vigtigt at være opmærksom på luft- og ilttilførsel til komposten, så det kompostere og ikke rådner.
            Har du prøvet at skulle tilsætte nye kompostorme til din kompost fordi de døde, f.eks. pga frosten om vinteren?
            Jeg sætter enorm stor pris på, at du har taget dig tid til at svare på alle mine spørgsmål! Det skal du have tusinde tak for! Jeg håber at du har haft en god weekend!
            Kh Ida :)

          • Ann-Christine:
            15. februar 2021 kl. 17:57

            Jeg kommer blot grene osv i der skaber luft naturligt, det virker glimrende, så jeg har aldrig luftet eller hørt det skulle være nødvendigt :)
            Kompost ormene overlever fint, de kravler blot i jorden eller i midten af beholderen.
            Kh AC

  • Ingrid:
    24. september 2020 kl. 10:21

    Følger dig. Herligt. Men hvad med rotter? Vi dyrker kompost, men alene fra kolonihave. Nu har rotter desværre indfundet sig. Kender du til det?

    • Ann-Christine:
      24. september 2020 kl. 19:26

      Hej Ingrid,
      Det har vi aldrig oplevet, heldigvis. Vores beholder er også lukket i top mv.
      Du kan evt sætte fintmasket stålnet under komposten, så kan der ikke komme rotter i fra jorden.
      Kh AC

  • Vis alle 50 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.